Forestil dig, at din nye kollega ikke behøver at deltage i den faglige udvikling på afdelingen, at vedkommende heller ikke behøver at engagere sig i uddannelsen af kommende speciallæger eller deltage i vagtarbejdet, at vedkommende måske har væsentlig lavere anciennitet og erfaring end dig, men at personen alligevel tjener det dobbelte af, hvad du gør plus diverse frynsegoder som betalt bolig, transport m.m.

Det er hverdagen på mange af landets hospitalsafdelinger. Her kan læger i kortere eller længere vikariater, som ofte reelt dækker over vakante stillinger, gå rundt side om side med fastansatte kolleger til en skatteborger betalt løn, der i kroner og øre kan være op til dobbelt så høj som de fastansattes. Og dertil skal så lægges det cut på omkring 20 pct., som vikarbureauet tager for at formidle vikariatet. Det er ikke mest mulig sundhed for pengene.

Regioner, foren jer, for den ­nuværende økonomiske ­dødsspiral kan ikke fortsætte

Udover at det er at ødsle med vores alle sammens skattekroner at betale en vikar plus bureau i omegnen af 2,5 gange taksten for en fastansat, så er det ikke svært at forestille sig, at et sådant løngab risikerer at invalidere arbejdsmiljøet og skabe utilfredshed og splid mellem fastansatte og vikarierende kolleger. Som en fastansat speciallæge i psykiatri formulerer det i denne udgave af Dagens Medicin: ‘Når vi bliver påduttet at have et ligeværdigt samarbejde med en vikar, kan vi risikere at få en kollega med potentielt nul års erfaring, væsentligt mindre ledelsesansvar og dedikation til arbejdet, men til det dobbelte i løn’. Med andre ord et lønmæssigt A- og B-hold. Gad vide, hvad det gør ved andre lægers lyst til at blive vikar?

Nogle af de vikarbureauer, som ledelserne sætter deres lid til kan lukke et ledigt hul på netop deres hospital eller afdeling, lokker allerede i emnelinjen på de mails, de rundsender, med op til én mio. kr. mere i lønposen om året sammenlignet med en fastansat i samme stilling. Så intensiv er hospitalernes interne kamp om speciallæger inden for blandt andet radiologi, almen medicin og psykiatri nu blevet.

Det her handler ikke om at lukke vikarbranchen. Det handler om, at den udvikling, hvor man som lægevikar tilbydes en månedsløn på 144.000 kr. for fuld tid med en garanti om, at man matcher ethvert løntilbud fra andre bureauer, er fuldstændig vanvittig. Og dertil kan så altså lægges de arbejdsmiljømæssige omkostninger.

Den økonomiske dødsspiral, der udspiller sig på området for lægevikarer i disse år, er selvfølgelig endnu en konsekvens af de klassiske travere, der er roden til mange af sundhedsvæsenets aktuelle problemer, nemlig årtiers mangelfuld planlægning i forhold til dimensionering, diverse politisk udstukne udrednings- og behandlingsgarantier, et utilfredsstillende arbejdsmiljø på mange afdelinger m.m.

Udviklingen har skabt et parallelt lønsystem, der ikke kun fråser med økonomien, det smadrer også arbejdsmiljøet på de enkelte afdelinger, hvor der naturligt vil opstå splid og misundelse mellem fastansatte og vikarer og gøre det endnu mindre motiverende at gå på arbejde. Her kunne man fristes til at spørge: Hvor er solidariteten mellem lægerne? Men problemet stikker selvfølgelig langt dybere end den enkelte læges valg.

Derfor er det bydende nødvendigt, at politikerne i regionsråd og folketing griber ind nu og gerne med et blik, der omfatter hele landet. Det kan ikke overlades til de enkelte hospitals- og afdelingsledelsers kortsigtede planlægning, hvor horisonten ikke lader til at række længere end til at besætte den næste ledige stilling, uanset pris. En radikal og provokerende løsning kunne være, at regionerne hævede sig op over deres egen regionale navle og blev enige om helt at droppe samarbejdet med vikarbureauerne og i stedet selv drive et internt vikarkorps for læger, som man allerede gør det i forhold til sygeplejersker, SOSU-assistenter og lægesekretærer. Det ville kunne holde vikarlønningerne på et rimeligt niveau og formentlig lede flere over i en fastansættelse.

Et stop for private vikarbureauer til fordel for regionernes egne vil selvfølgelig have drastiske konsekvenser for nogle patientgrupper her og nu. Men så kan de politikere og embedsmænd, der gennem deres beslutninger, eller mangel på samme, gennem årene har været medvirkende til, at sundhedsvæsenet befinder sig, hvor det gør i dag, passende stille sig op og forklare befolkningen, hvorfor de lige nu må vente på en given behandling.

Allerbedst ville det være, hvis Danmark kunne alliere sig med Norge og Sverige om et fælles opgør med det nuværende syn på brugen af lægevikarer, så man ikke i samme grad som i dag bliver spillet ud mod hinanden, og hvor den eneste vej lige nu synes at være at gøre forholdene for vikarer mere og mere lukrative på bekostning af de fastansatte og kontinuiteten på den enkelte afdeling.

Så derfor er opfordringen herfra: Regioner, foren jer, for den nuværende økonomiske dødsspiral kan ikke fortsætte.