I år er det 16. gang, at Dagens Medicin rangerer landets bedste hospitaler og afdelinger. Udover at hylde alle dem, der gør det ekstraordinært godt, handler kåringen af Danmarks Bedste Hospitaler (DBH) for os om at sætte fokus på data og på, hvordan vi som sundhedsvæsen og samfund løbende kan bruge data til at forbedre behandlingskvaliteten.
Selvom vi ved, at det forekommer, har det aldrig været intentionen, at ledelser rundt omkring på landets hospitaler skal bruge resultaterne fra DBH til at ‘dunke’ afdelinger oven i hovedet, fordi andre klarer sig bedre.
Vi ved godt, at både demografi, lokale forhold og fordeling af behandlingsområder kan være med til at spænde ben for, at nogle hospitaler kan nå helt til tops i den samlede kåring. Vi ved også, at vi selv – 7-9-13 – kan komme til at lave fejl i vores udregninger, når vi arbejder med så store datasæt, og også selvom vi tjekker alt utallige gange.
Og endelig ved vi også, at der er en hel del læger – for mange af dem skriver til os hvert år i januar – der mener, at alene det at formaste sig til at kåre Danmarks bedste hospitalsafdeling til en given behandling er både populistisk og useriøst. Dem om det.
Det er den positive udlægning af variationerne, nemlig at de er en mulighed for læring
For selvfølgelig giver det mening at se på forskellige afdelinger og hospitalers performance. Og selvfølgelig er det på sin plads at fremhæve dem, som ligger i top. Ikke mindst fordi kåringerne i høj grad baserer sig på hårde kliniske data, som afdelingerne selv indberetter til Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) ud fra de indikatorer, som de pågældende specialer selv har udvalgt som de vigtigste. Mens de kliniske data i det endelige regnestykke for DBH vægter 90 pct., vægter patienternes oplevelse og tilfredshed med sundhedsvæsenet kun 10 pct.
De kliniske databaser er først og fremmest et værktøj til at monitorere behandlingskvaliteten på tværs af hospitaler og regioner. Med de kliniske data kan sundhedsvæsenet helt ned på afdelingsniveau skue bagud, lære af eventuelle fejl og lancere initiativer, der kan løse udfordringer med kvaliteten. Som RKKP-direktør Jens Winther Jensen tidligere har slået til lyd for, bl.a. i disse spalter, er variationer i behandlingskvaliteten ikke nødvendigvis et udtryk for et problem, da der både kan være lokale forhold, demografi m.m., der kan forklare forskellene.
Det er den positive udlægning af variationerne, nemlig at de er en mulighed for læring. Det kan man ikke være uenig i. Men der er også den mere dystre udlægning. Den bliver relevant, når variationerne bliver for store og ikke kan forklares ud fra demografi og lokale forhold, når variationerne står på i for lang tid uden handling, og når konsekvenserne af variationerne er irreversible og livsændrende for patienterne, måske ligefrem dødelige.
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitaler her.
Et eksempel på det er sidste års sag om amputationer. Den sag ville ikke have udviklet sig til den skandale, den endte med at blive, og en masse borgere ville i dag ikke være tvunget til at humpe eller flytte sig rundt i en kørestol, hvis nogen i tide havde reageret på udviklingen i de indberettede data for amputationer fra de syv afdelinger, der foretager den type operationer i Danmark.
Og hvis selvsamme ‘nogen’ så oven i købet havde kombineret data for amputationsraterne med data for antallet af forebyggende ballonudvidelser, så ville vedkommende formentlig have lagt to og to sammen og nået frem til, at der er en sammenhæng mellem antallet af forebyggende indgreb og antallet af amputationer: jo flere forebyggende indgreb, desto færre amputationer.
Som et skridt på vejen er det glædeligt, at RKKP har det som sin ambition, at flere databaser skal gå på tværs af sektorer og fagligheder. Det gælder f.eks. for den nuværende hjerterehabiliteringsdatabase, der arbejder hårdt på at medtage data fra alle landets kommuner, og de danske diabetesdatabaser, der trods tekniske udfordringer får mere og mere data fra almen praksis med.
For det giver mening at anskue de kliniske data mere holistisk, eftersom de fleste patientforløb jo netop går på tværs af både afdelinger og sektorer. Man skal bare huske, at patientforløb også kan gå på tværs af de enkelte specialiserede behandlinger på det enkelte hospital, ja helt ned på afdelingsniveau, og dermed også på tværs af de specialiserede kliniske databaser.
Et håb for fremtiden er, at man på ledelsesgangene bliver bedre til at prioritere arbejdet med at kombinere data på tværs af databaser og registre. De indeholder en guldgrube af viden, som bl.a. kan sikre, at man kan opdage kritiske sammenhænge i tide, så vi ikke ender med en ny ‘amputationssag’ eller det, der er værre.
