Det egentlige problem
Foto: Lars Andersen

Det egentlige problem Det er paradoksalt, at de områder af landet, hvor folk har det dårligste helbred, også er de områder, hvor det er sværest at få læger til at slå sig ned. Den problemstilling har ulmet i en årrække og er taget vedvarende til i styrke i de seneste år.

Siden en undersøgelse i Region Midtjylland i foråret afdækkede, at man med den rette forebyggende behandling kunne have undgået omkring et halvt hundrede amputationer, har denne procedure fået mere opmærksomhed end nogensinde. Forebyggelse er ellers normalt et svært område at gøre politisk interessant, men alle kan forholde sig til det at miste et ben, selv uden sundhedsøkonomiske beregninger af tabt arbejdsfortjeneste. Undersøgelsen fra foråret blev startskuddet til en vaskeægte skandale, og koncerndirektør Ole Thomsen, som ellers har overlevet mange møgsager, blev fyret.

Problemet med Sjællands høje amputationsrate handler nok så meget handler om et sundhedssystem, der skal fungere i et område, der er plaget af lægemangel

I den forgangne uge tog sagen så en ny drejning, da en ny rapport, denne gang landsdækkende for perioden 2016-2021, både påviste markante regionale forskelle, og at Midtjylland slet ikke er den region, der har flest amputationer – den tvivlsomme ære tilfalder i stedet Region Sjælland. Nu diskuterer man så både nationale retningslinjer og systematisk overvågning af kvaliteten på området inklusive forebyggelse, men før man kaster sig over at fikse de overfladiske dimensioner af sagen, er der to store spørgsmål, som sundhedsfaglige og politikere bør forholde sig til.

Det første er, hvorfor Region Sjælland klarer sig markant dårligere end resten af landets regioner og ovenikøbet har haft en stigende amputationsrate i den undersøgte periode. Til sammenligning har man f.eks. i Nordjylland fra det samme udgangspunkt som Region Sjælland i samme periode næsten halveret raten. Automatsvaret er, at regionernes befolkninger har forskelligt helbred: I Region Sjælland er der notorisk flere, der ryger og er overvægtige og dermed med stor sandsynlighed har massiv aterosklerose og dårligt kredsløb også i benene, så et uskyldigt sår kan løbe løbsk og ende som koldbrand, hvis man ikke i tide har opdaget problemet og lavet en bypass. Det er altsammen korrekt.

Imidlertid kommer det i disse dage frem, at problemet med Sjællands høje amputationsrate nok så meget handler om et sundhedssystem, der skal fungere i et område, der er plaget af lægemangel. For når rigtig mange – herunder mange med dårligt helbred – må undvære en fast praktiserende læge og i stedet benytte diverse skiftende lappeløsninger såsom regions- og udbudsklinikker, og sygehusene så samtidig er ramt af personaleflugt, så står man med en usund cocktail.

Det andet store spørgsmål er, hvor mange andre sygdomsområder der kan fremvise lignende store regionale forskelle ift., hvor mange der modtager den relevante behandling i tide? Det er paradoksalt, at de områder af landet, hvor folk har det dårligste helbred, også er de områder, hvor det er sværest at få læger til at slå sig ned. 

Denne problemstilling har ulmet i en årrække og er taget vedvarende til i styrke i de seneste år. Symptomatisk for hele den nuværende etpartiregerings virke er alt, hvad man har kunnet svinge sig op til, et kontroversielt forslag om ‘tjenestepligt’ for læger i de upopulære områder. Det forslag har man så frådende diskuteret i stedet for at forholde sig til de grundlæggende problemer, nemlig hvordan vi får læger (og andre højtuddannede) til at slå sig ned i de områder, hvor der er mest brug for dem? Og hvordan vi vender den tiltagende opdeling af landet i områder med svage/usunde og stærke/sunde borgere.

Det ville være fantastisk, hvis alle de politikere, der i disse uger varmer op til valgkamp, ville tage fat på denne grundlæggende problemstilling. Men også fagforeninger og fagfolk burde blande sig konstruktivt og tage ansvaret på sig for at finde løsninger. Både Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd er f.eks. uklædeligt tavse, når deres medlemmer aktivt bidrager til uholdbar overbudspolitik regionerne imellem. Dertil savner man et konstruktivt, langtidsholdbart oplæg som modspil til regeringens forslag om tjenestepligt, og gerne et modspil, der både appellerer til medlemmerne om at udvise samfundssind, og som internt er solidarisk i den forstand, at det ikke kun er nyuddannede læger, ældre læger, eller læger, der har slået sig ned i det ‘forkerte’ område, som skal betale prisen.

Skriv kommentar