Den bedste sundhedsminister, vi ikke har haft
Foto: Lars Andersen

Den bedste sundhedsminister, vi ikke har haft Bent Hansen forlader en skude, som nok sejler, men som savner retning og kræver en lige så stærk skipper som ham selv.

Den første gang, jeg mødte Bent Hansen, var i 1998, hvor han aflagde et høflighedsvisit på det nyetablerede Dagens Medicin. Efter mødet var jeg overbevist om, at han ville ende som sundhedsminister. Det var der også andre, der så for sig, og to gange har han sagt nej til den post. Det skal vi være glade for.

Bent Hansen har været den bedste sundhedsminister, Danmark ikke fik, og selvom nogle maliciøst vil påpege, at det ikke siger så meget, så kan man ikke tage fra ham, at han i en helt særlig grad har præget en hjørnesten i den danske velfærdsfortælling. Det har trods alle nuværende problemer været en tydelig fordel for sundhedsvæsenet at have den samme mand på posten på en meget lang vagt – modsat ministertaburetten, som ustandseligt besættes af nye, ubefæstede sjæle med vilkårlige dagsordener og oftest beskeden indsigt i emnet.

Den afgående regionsformand har udstrålet større og større selvtillid i det seneste halvandet år, i takt med at en række af de målbare resultater i regionerne har artet sig vel – og vel også i takt med, at truslerne fra Christiansborg om nedlæggelse af regionerne er forstummet. Måske har udsigten til pension hjulpet på humøret. Helt sikkert er det, at han har haft lyst til at brøle lidt som en sidste opbakning til sit barn.

Det er typisk for Bent Hansen, at han allerførst strittede imod tanken om at nedlægge amterne og erstatte dem med færre og større enheder for derefter straks at gøre projektet til sit eget, nærmest som om han selv havde opfundet det. Han reagerede nok i trods, men siden har han ikke kigget sig tilbage. Regionerne har været hans onemanshow.

Er han en kamæleon, en vendekåbe eller en mester af det muliges kunst? Han har i hvert fald en evne, som de færreste politikere besidder: Han taler tre af sundhedsvæsenets hovedsprog.

Bent Hansen taler tre af sundhedsvæsenets hovedsprog

Det første sprog er lægernes. Bent Hansen forstår ikke bare de kliniske termer – han kan med et røntgenblik identificere lægernes gode og svage argumenter dybt inde på deres egen banehalvdel. Hvis ikke det skaber respekt, så skaber det ihvertfald resultater at kunne bøje arm med væsenets stærkeste faggruppe.

Det andet sprog er Rockwool. Eller djøf-lingo. Der findes ikke noget budget, som Bent Hansen ikke har været arkitekt på, eller nogen frimærkekasse, som han ikke har haft fingrene i. Han er næppe nogen oprigtig fan af vendinger som ‘værdibaseret ledelse’, men han ved lige præcis, hvor megen varm luft der er i dét ringbind.

Og så kan han tale blåt-rødt. Eller sagt på en anden måde: Han har været fløjtende ligeglad med farven på det politiske flertal, bare flertallet har givet ham mandat til at gøre, hvad han ville. Dette magtspil har han evnet siden siden sine amtsdage, hvor han gentagne gange blev borgmester på et blåt fundament, og det er karakteristisk for ham, at han haft haft et bedre forhold til Venstre-folk som Lars Løkke Rasmussen og Sophie Løhde end til mange af sine partifæller. Ikke mindst Helle Thorning Schmidt-generationen, som den gamle arbejderdreng ikke har meget til overs for.

Bent Hansen kender udmærket sine successer og nogle af sine fiaskoer. I interviewet i denne avis tæller han på plussiden det omfattende sygehusbyggeri, specialernes specialisering, akuthelikoptere, partikelterapianlægget i Aarhus og ikke mindst den stærkt forbedrede kræftbehandling, som han netop er blevet prisbelønnet for sammen med statsministeren.

På negativsiden opremser han den kuldsejlede sammenlægning af Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, manglen på psykiatere samt de fire sorte år i forholdet mellem Danske Regioner og de praktiserende læger.

Og så erkender han, at sundhedsvæsenet på hans vagt har bevæget sig fra tillid til kontrol, og det er meget præcist den grimme abe, som han placerer på skulderen af sin i øvrigt blå efterfølger. På den anden skulder af den nye formand hviler opgaven med at skabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet. To kolossale opgaver at håndtere – og et vidnesbyrd, om at Bent Hansen forlader en skude, som nok sejler, men som savner retning og kræver en lige så stærk skipper som ham selv. Nu bliver det så en blå skipper, men selv det havde han forudset. Nu må vi så se, om hun er lige så god til at samarbejde med de røde.

Læs også: Et onemanshow takker af

Skriv kommentar