Ansatte før patienter
Foto: Lars Andersen

Ansatte før patienter Det her folketingsvalg handler i høj grad om, at nok er nok, og at mange i sundhedsvæsenet ikke længere vil finde sig i de forhold, de bliver budt. Og så handler det om at udvise et minimum af respekt og tage deres bekymringer alvorligt.

Nedlæg regionerne. Bevar, eller differentier, behandlingsgarantien. Ret til hurtig hjælp fra PPR til børn og unge under 18 år. Slut med at styrke de private tilbud på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen. Fair og lige løn til velfærdsprofessionelle. Flere mindre sygehuse i nærområderne. Flere private tilbud. Mindre detailstyring, dokumentation og papirarbejde. Stop for brug af eksterne vikarer. 20.000 kr. i fastholdelsesbonus.

På tirsdag 1. november er der valg til Folketinget, og eksemplerne ovenfor er blot en lille, broget buket af de mange forslag, som partier og kandidater går til valg på på sundhedsområdet. Det er valgkampens natur, at de opstillede gerne vil fortælle om alt det gode, de gerne vil gøre i næste valgperiode. Sådan må det være. Alligevel er der noget absurd over at lytte til valgkampens mange forslag, når vi samtidig har et sundhedsvæsen, der gennem lang tid har været i knæ på rigtig mange områder. For hvorfor har man fra politisk hold ikke realiseret nogen af forslagene noget før?

At man stædigt vælger at fastholde en firkantet og stiv garanti, på trods af at personalet på så kraftig vis opfordrer til, at garantien differentieres baseret på et lægeligt skøn, er både tonedøvt og arrogant

Et stedbarn af en sundhedsreform, som efterhånden kun regeringen vil kendes ved, og en psykiatriplan, som man skal være psykiater med stockholmsyndrom for at være tilfreds med, er de to større politiske sundhedsaftaler, som regeringen selv fremhæver fra denne valgperiode. I forhold til de aktuelle problemer svarer sundhedsreformens højdepunkter i form af 25 nærhospitaler, et halvt år mere i almen praksis for HU-læger i almen medicin og nedsættelsen af en robusthedskommission til at bekæmpe en skovbrand med en vandpistol.

Listen med problemer har ellers længe været lang, og den kan kun delvist forklares med COVID-19: accelererende problemer med rekruttering og fastholdelse, løbende lukning af senge og operationslejer, årelange ventetider på avancerede operationer, en psykiatri, der har ligget underdrejet i årtier, og knap 220.000 danskere, der i dag står uden fast læge, for blot at nævne nogle få. Samtidig er det jo ikke, fordi der ikke er blevet råbt op. Senest udsendte Kirurgisk Forum på vegne af 16 kirurgiske selskaber midt i valgkampen et fælles nødråb, hvor man kræver bedre arbejdsvilkår, differentieret behandlingsgaranti, ressourcer til de mest syge og mere lighed i sundhed på landets offentlige hospitaler. Et tilsvarende nødråb udsendte samme forum også i december sidste år. Begge gange var budskabet klokkeklart: Politikere, vi står med et problem, vi ikke selv kan løse.

Og hvad var reaktionen fra landets to største partier? Hverken Socialdemokratiet eller Venstre ønsker – heller ikke midlertidigt – at pause den behandlingsgaranti, som ifølge kirurgerne og mange andre er det største problem lige nu. Hovedargumentet er, at garantien er med til at sikre, at al kapacitet bliver brugt, både offentlig og privat, for patienternes skyld. Med andre ord hælder to ud af tre partier, der går efter statsministerposten, fagfolkenes nødråb durk ned ad brættet. At man stædigt vælger at fastholde en firkantet og stiv garanti, på trods af at personalet på så kraftig vis opfordrer til, at garantien differentieres baseret på et lægeligt skøn, er både tonedøvt og arrogant. Det er jo ikke sådan, at de operationer, der skønnes at kunne vente lidt længere, ikke gennemføres.

Når man på den måde blankt afviser at lytte til så alvorlig en bekymring fra så mange forskellige specialer, så klinger det hult, når man samtidig hævder, at man vil bekæmpe ulighed i sundhed. For reelt gør man det stik modsatte. For sandheden er jo den, at den eneste garanti, som de udsatte, de multisyge og alle dem uden privat sundhedsforsikring er sikret i dag, er, at det er dem, der risikerer at stå tilbage som tabere.

Selvom det strider mod mantraet om, at sundhedsvæsenet er til for patienterne, så er det tid til at stoppe op. Der er meget mere på spil, end om man kan blive opereret for lettere lidelser inden for 30 dage eller ej. Det her folketingsvalg handler i høj grad om, at nok er nok, og at mange i sundhedsvæsenet ikke længere vil finde sig i de forhold, de bliver budt. Og så handler det om at udvise et minimum af respekt og tage deres bekymringer alvorligt. Derfor bør hensynet til patienterne midlertidigt suspenderes til fordel for hensynet til de ansatte. I en flyvemaskine, hvor trykket falder, tager man også selv iltmaske på først, inden man begynder at hjælpe andre.

Skriv kommentar