Kræftpatienter i Danmark har adgang til færre behandlingsmuligheder end patienter i lande, vi typisk sammenligner os med. Det viser den kortlægning af myndighedernes behandling af kræftlægemidler i Danmark og tre andre europæiske lande, som Dagens Medicin bringer i dag.

I den offentlige debat er det stort set kun Medicinrådet, der står for skud, når ny medicin bliver afvist

På basis af offentligt tilgængelige data dokumenterer kortlægningen, hvordan det er gået med medicinalvirksomhedernes ansøgninger om godkendelse af i alt 40 kræftlægemidler, som Medicinrådet har skullet tage stilling til i perioden 2021-2023, og den sammenligner de danske afgørelser med lægemyndighedernes afgørelser for de samme 40 lægemidler i England, Frankrig og Tyskland.

Og set med danske kræftpatienters øjne er resultatet nedslående. Af de undersøgte lægemidler anbefaler Medicinrådet nemlig markant færre, end man har gjort i de tre øvrige lande.

Danmark har et forklaringsproblem

Konkret har Medicinrådet afvist 21 af kræftlægemidlerne, mens de tilsvarende tal for Tyskland, Frankrig og England er hhv. 3, 7 og 10 lægemidler. Det betyder, at vi i Danmark har et forklaringsproblem, når det gælder kræftpatienters adgang til de nye og effektive behandlinger.

Det gælder for det politiske system, som har formuleret de syv principper for Medicinrådets arbejde, og som i sidste ende beslutter regionernes indkøbsbudget; det gælder for Medicinrådet, der skal veje hensyn som effekt, bivirkninger, hurtig ibrugtagning og økonomi op imod hinanden og sammenligne dem med eksisterende behandlinger; og det gælder i særdeleshed for medicinalindustrien, som skal sikre så godt et afkast på deres investeringer i nye kræftbehandlinger som muligt.

Livsforlængende medicin afvist

Aktuelt betyder det blandt andet, at omkring 130 danske brystkræftpatienter med den uhelbredelige diagnose HER2-low ikke kan få adgang til den medicin, som alle er enige om vil være livsforlængende i omkring seks måneder i gennemsnit, men som Medicinrådet hidtil har afvist at anbefale som standardbehandling.

Argumentet er, at prisen ifølge rådet er sat alt for højt af medicinalselskabet. Derfor besluttede Medicinrådet at udsætte beslutningen om anbefaling eller ej til rådsmødet på onsdag 24. april.

Afvisningen sker på trods af at de berørte patienter ikke behøver at se længere end over Øresund eller til Norge, hvor behandlingen begge steder er anbefalet.

Det er dybt urimeligt, at dødssyge patienter i et velfærdssamfund som vores er nødt til at starte private indsamlinger i millionklassen for selv at betale for en behandling, som svenske og norske kræftpatienter har adgang til. 

Ubarmhjertig diskussion

Diskussionen er ubarmhjertig, fordi der er tale om mennesker, der alle er nogens datter, mor, familiemedlem, ven eller kollega, og hvis livsforlængelse afhænger af, at de kan få adgang til den rigtige, men ofte ekstremt dyre medicin.

Men den er også uomgængelig, da der altid vil være tale om et begrænset – politisk bestemt – medicinbudget, der medfører, at det, hvor kynisk det end lyder, nødvendigvis må handle om det større billede og om at sikre, at danskerne på tværs af alle sygdomsområder får mest mulig sundhed for de økonomiske ressourcer, der nu engang er til rådighed.

Principper i kollision

Kort sagt er det Medicinrådets opgave at vurdere prisen på nye behandlinger i forhold til den effekt, behandlingen forventes at have hos patienter i Danmark. Og det betyder nu engang, at det også må sige nej til behandlinger, der er mere effektive, fordi den pris en medicinalvirksomhed forlanger, ikke står mål med forbedringen.

Sat på spidsen betyder det, at medicinalvirksomhederne bare kan læne sig tilbage og så ellers lade den folkelige opinion gøre pr-arbejdet for sig

Det er en del af det mandat, som rådet er blevet givet af politikerne. Folketinget har også vedtaget syv principper, som rådet skal styre efter. Her er et af problemerne, at flere af principperne kolliderer med hinanden i mødet med virkeligheden.

Det gælder f.eks. for princippet om hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin sat over for princippet om veldokumenteret mereffekt. At skulle veje de to op imod hinanden må nødvendigvis også bero på et skøn, og når vi nu i Danmark har en erklæret ambition om at være førende mht. ibrugtagning af nye medicin, så er det måske ved at være tid til, at Medicinrådet lader ‘tvivlen’ komme patienterne til gode – ikke mindst når der er tale om lovende lægemidler, som allerede er anbefalet i lande, vi normalt sammenligner os med.

Automatkritik

I den offentlige debat er det stort set kun Medicinrådet, der står for skud, når ny medicin bliver afvist. Selvom det på alle måder er forståeligt, at patienter og pårørende retter deres kritik mod den instans, der er selve billedet på deres desperation, så har politikerne og medicinalindustrien et stort medansvar for, at Danmark er så restriktiv ift. at godkende nye kræftlægemidler.

Her er den gigantiske elefant i rummet selvfølgelig medicinalindustriens ufravigelige krav om, at alle prisaftaler skal forblive hemmelige. Udover at det er bekvemt for industrien at kunne maksimere profitten på de forskellige markeder, så efterlader det hver gang patienter og offentlighed i kulsort mørke, når et lægemiddel bliver afvist, fordi prisen ifølge Medicinrådet ikke står mål med effekten.

Vi ved ganske enkelt ikke, om det er virksomheden eller Medicinrådet, der presser citronen. 

Sat på spidsen betyder det, at medicinalvirksomhederne bare kan læne sig tilbage og så ellers lade den folkelige opinion gøre pr-arbejdet for sig, fordi de færreste af os kan bære, at alvorligt syge kræftpatienter ikke kan få den bedst mulige medicinske behandling. 

Ambitioner hænger sammen med økonomi

Hvad angår det politiske niveau, så er det på tide, at staten påtager sig sin del af den økonomiske risiko sammen med regionerne. Det er bare at lære af, hvor galt det er gået med Wegovy og ADHD-medicin de seneste par år, der fuldstændig har sprængt regionernes medicinbudgetter, uden at de har fået tilført flere penge.

Det er selvsagt uholdbart og en kilde til endeløse diskussioner, der kunne afsluttes i et snuptag, hvis den politiske vilje ellers var til stede. Og det kunne passende ske ifm. forhandlingerne om den kommende økonomiaftale mellem regeringen og regionerne, som typisk lander i slutningen af maj.

Samtidig hører Danmark ifølge OECD til blandt de lande, der bruger færrest penge på sundhed pr. indbygger. Hvor Danmark i 2021 brugte 2.784 kr. pr. indbygger, brugte Tyskland 6.134 kr. og Storbritannien 3.617 kr.

Det flugter på ingen måde med de højstemte politiske ambitioner om Danmark som et foregangsland på kræftområdet.

En visionær løsning kunne være, at der blev oprettet en fond, der uafhængig af de øvrige budgetter, kan bruges til ny, dyr kræftmedicin, og som passende også kunne inkludere endnu dyrere behandlinger til sjældne sygdom og ATMP og andre innovative behandlinger, så vi kan være på forkant på de områder, som lige om lidt vil afføde de præcis samme frustrationer og diskussioner, som vi har nu.

Det skylder vi både nuværende og kommende alvorligt syge patienter.