2021 har for sundhedsvæsenet stået i coronaens tegn ligesom året før. Den muterende virus har lært at gennembryde det første vaccineskjold og gør, at vi nu for anden vinter i træk igen står med en bekymret befolkning, jamrende overlæger og alvorligt udseende sygehusdirektører.

Jeg kan konstatere, at Folketinget intet har foretaget sig i forhold til at gøre sundhedsvæsenet klar til at imødegå ældreeksplosionen

I pandemiens start, hvor vi vidste meget lidt, var der også mere irrationelle, dystopiske forestillinger. Er dette zombieapokalypsen? Skal vi alle dø? Osv.

Indtil nu ser den primære mutation i samfundet ud til at være det meget store antal danskere, som er muteret til amatørvirologer og med fasthed i stemmen kan forudse, hvad der vil ske, hvad vi burde have gjort, og at verden går under om lidt, hvis alle danskere ikke straks ophører med, hvad de foretager sig og går hjem og låser døren.

Medierne er også gået amok i et sandt coronatal-bonanza, og særligt det daglige smittetal udråbes på alle platforme.

Selv følger jeg nu kun ét tal, nemlig udviklingen i antal dagligt indlagte med COVID-19. Og jeg må tilstå, at jeg ikke går i panik og løber rundt i cirkler omkring mig selv, når det trods alt kun er ca. fem pct. af de dagligt indlagte, som har COVID-19. Det bryder sundhedsvæsenet alt andet lige ikke sammen af.

Skygger for den ægte trussel

Ud over amatørvirolog-mutationen så er den alvorligste bivirkning af pandemien for det danske sundhedsvæsen, at vi nu i et par år har stået stille, mens den for sundhedsvæsenet ægte trussel vælter ind over dørtærsklen til først den kommunale hjemmepleje, så almen praksis, for derefter at overvinde sygehusenes tykke og beskyttende mure og også trænge ind der.

Jeg taler naturligvis om udviklingen i antallet af +80-årige, som fordobles i den nærmeste fremtid. De kommer til at lægge det samlede sundhedsvæsen ned. Lever man længe nok, så bliver man multisyg og får brug for massiv hjælp fra alle dele af sundhedsvæsenet. Massiv mandskabskrævende hjælp.

Jeg kan konstatere, at Folketinget intet har foretaget sig i forhold til at gøre sundhedsvæsenet klar til at imødegå ældreeksplosionen, siden den tidligere regerings sundhedsreform faldt til jorden. Det er den sande katastrofe, som er blevet skjult af coronapandemien. Der foreligger ingen analyse, ingen plan, ingen finansiering.

Akut mangel på plejepersonale

Den anden og helt akutte trussel mod sundhedsvæsenet er en altovervældende mangel på social- og sundhedsassistenter i den kommunale ældrepleje. Vi taler om, at der om få år kommer til at mangle ca. 500 sosu’er pr. gennemsnitskommune.

Der er skabt en deltidskultur på baggrund af en blanding af traditionelle kønsroller, praktiske hensyn for den enkelte arbejdsgiver og en fagkultur, hvor faget ikke altid fylder så meget i den fagprofessionelles liv

Det er den enkeltstående største trussel mod velfærdssamfundets bæredygtighed.

Kommunerne kommer ikke til at være i stand til at levere en acceptabel ældrepleje med minus 500 sosu’er, hvorfor de mange rige (arbejdsmarkedspension + friværdi) pensionister kommer til at købe privat hjemmehjælp og gode private plejehjem, mens det offentlige tilbud bliver endnu ringere, fordi de private tilbud kannibaliserer de offentlige for uddannet personale.

For mig er det et skræmmende perspektiv at se denne opløsning af velfærdssamfundet i slow motion. Og igen – Folketinget har ikke bedt om nogle analyser, har ikke bestilt nogen plan og ikke skaffet finansiering.

Mig bekendt er politikerne ikke engang begyndt at tale om problemet, men kommer alt afhængigt af blåt eller rødt tilhørsforhold i stedet med populistiske udmeldinger om minimumsnormeringer og privatiseringer.

Ingen af delene skaffer på nogen som helst måde flere hænder.

Drænende deltidskultur

Den tredje og forhåbentligt midlertidige trussel mod sygehusvæsenet (ikke sundhedsvæsenet) er de utilfredse sygeplejersker og jordemødre. En trussel, der lukker senge flere steder.

Mit nytårsønske er, at jeg tager fejl og helt har misset touchet mht. det danske sundhedsvæsen

Der er skabt en deltidskultur på baggrund af en blanding af traditionelle kønsroller, praktiske hensyn for den enkelte arbejdsgiver og en fagkultur, hvor faget ikke altid fylder så meget i den fagprofessionelles liv.

Denne deltidskultur er den mest tungtvejende grund til, at sygeplejersker og jordemødre i dag oplever et presset arbejdsliv og derfor går endnu mere på deltid. Når der er mange ubesatte hænder, fordi de fleste er på nedsat tid, så bliver de fastansatte presset og søger endnu mere imod deltid, vikarjob osv.

Altså en ‘hønen og ægget’-ond spiral, der i virkelighedens verden kun kan brydes ved enten massiv import af sygeplejersker og sosu’er eller ved, at dem, vi har, går op i tid, så normeringerne bliver fyldt ud, og hverdagen bliver mindre presset.

Og nu gentager jeg mig selv: Der er ingen analyse og ingen plan fra Folketingets side.

Penge hjælper ikke det mindste her. Når man som NFA spørger sygeplejersker om, hvad der skal til for at få dem til at blive længere i jobbet, så er svaret mere deltid, mere deltid, mere deltid, mere deltid og som ønske nummer fem mere i løn.

Håber, at jeg tager alvorligt fejl

Mit juleønske på vegne af det danske sundhedsvæsen er, at et ansvarligt Folketing snarest får samlet en flot af landets klogeste hoveder ud i sundhedsøkonomi og ledelse for at få dem til at analysere udfordringerne med demografi og arbejdskraftmangel og samtidigt bede dem om at komme med en god gammeldaws fem års plan for, hvad der skal ske her og nu.

Mit nytårsønske er, at jeg tager fejl og helt har misset touchet mht. det danske sundhedsvæsen. For hvis jeg ikke tager alvorligt fejl, så ser vi ind i dystre tider med store problemer. Uden analyse, uden plan, uden penge og uden hænder.

Godt, at jeg og min familie har arbejdsmarkedspension og friværdi, mens C.V. Jørgensens slager ‘Costa Del Sol’ ligger lige for, hvis ikke Folketinget går seriøst ind i løsningen af de virkelige problemer.