Coronapandemien fylder meget. Det er, som om sundhedsministeren, regeringen og nationale sundhedsmyndigheder kun kan rumme coronapandemien.

Finansministeriet og de Økonomiske Råd forsøger at nedtone udgiftskonsekvenser ved at håbe på sund aldring

Lige nu er vores sygehuse meget pressede. Når vi forhåbentligt kommer gennem de næste fire-fem svære måneder uden alt for mange ar, så er der nok at tage fat på. Pandemien har fyldt meget og samtidig afsløret det danske sundhedsvæsens mangler og strukturelle udfordringer.

De manglende planer

Vi skal have en sundhedsreform, som skaber det nære sundhedsvæsen (praksissektorer og kommunale sundhedstilbud). Fra skiftende regeringer er kun kommet løse udspil. Alle venter på den store kvalitetsplan fra Sundhedsstyrelsen.

Tør jeg spørge, om Sundhedsstyrelsen, stærk på lægefaglighed og svag på andre fagligheder, kan løfte den opgave alene?

Når jeg f.eks. læser Sundhedsstyrelsens udgivelse ‘Anbefalinger for organisering af fødetilbud’ fra september i år, bliver jeg i tvivl. Og de økonomiske rammer og spilleregler hører vi intet om. Intet sker på den måde. Sygehusene sander til, og danske patienter skal alt for ofte køre langt til dem.

Vi skal have en folkesundhedsplan, så vi ikke længere får delt sølvmedalje med Tyskland i disciplinen højeste dødelighed i de vestlige lande – kun overgået af USA.

Løse og uforpligtende udmeldinger

Vi er verdensmestre i kræftbehandling, og det er fantastisk, for der var vi bestemt ikke i 2000. Men hvad hjælper det, når vi i hvert fald på de livsstilsbetingede kræftsygdomme har de højeste incidenser?

Mangelfuld sygdomsforebyggelse i Danmark er sammen med et presset sundhedsvæsen, hvor de stærkeste patienter får den bedste behandling, årsag til stigende ulighed i sundhed i Danmark.

Vi skal have en psykiatriplan, så dansk psykiatri løftes, ligesom fire kræftplaner løftede kræftindsatsen til verdensklasse. Hidtidige udmeldinger har været for løse og uforpligtende. Et nyt udspil skulle være på vej fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen. Men også her skal der økonomi ind, og det kan styrelserne ikke håndtere.

For nylig satte tre psykiatere og min kollega Jakob Kjellberg tal på økonomibehovene: 4,5 mia. kr. ekstra om året i 10 år! Frisk bud og måske skulle regering og myndigheder lidt oftere outsource sådanne udredninger. Eller … er det mon for farligt?

De strukturelle udfordringer

Behovet for sundhedsydelser og pleje til en aldrende befolkning stiger. Finansministeriet og de Økonomiske Råd forsøger at nedtone udgiftskonsekvenser ved at håbe på sund aldring.

Det strukturelle problem er imidlertid mangel på arbejdskraft. Sundhedssektoren er ikke tillokkende for tiden, men selvom den var, så skal nogen også være håndværkere, ingeniører og selv djøf’ere. Og import af arbejdskraft synes politisk no-go i Danmark i disse år.

Afslutningsvis skal jeg rette en tak til alle i det danske sundhedsvæsen. Tak for et godt og bestemt ikke dyrt sundhedsvæsen

Vi har mange sundhedsdata og er relativt langt fremme med digitalisering. Vi ved, at sundhedsdata og digitalisering er vejen frem til viden, kvalitet og effektivisering i fremtiden. Og så kløjs vi i det!

Bureaukrati spænder ben for brug af sundhedsdata. Teknologien til digitalisering rammer sjældent de kliniske behov. Sundhedsplatformen (SP) i Østdanmark er en katastrofe. Det er den elektroniske patientjournal i Vestdanmark ikke. Men det er princippet bag SP, vi skal fremtidsbygge på – nemlig digitalisering.

Kan man ikke sætte nogle dataloger og klinikere ind i et rum og først lukke dem ud, når de har fået teknologi og klinik til at spille sammen? Og lad os gøre udviklingen evidensbaseret!

De positive perspektiver

Afslutningsvis skal jeg rette en tak til alle i det danske sundhedsvæsen. Tak for et godt og bestemt ikke dyrt sundhedsvæsen!

Fra 2006 har Euro Health Consumer Index næsten hvert år målt kvaliteten set fra et patient- og borgerperspektiv i 35 europæiske landes sundhedsvæsener. Der måles på seks områder med mange indikatorer. Det danske sundhedsvæsen har opnået varierende resultater fra en andenplads til en tiendeplads.

EHCI-2018 er seneste måling og dansk sundhedsvæsen nåede semifinalen. Vi scorer godt på patientrettigheder og digitalisering (97 pct. af det opnåelige) og i at nå ud til hele befolkningen (96 pct.), rimeligt gode på outcome (89 pct.), og ok på ventetider (78 pct.), adgang til nye lægemidler (78 pct.) og forebyggelse (76 pct.).

Vi vandt dog ikke. Schweiz fik guld med 89,8 pct. performance, Holland sølv med 88,3 pct., Norge bronze med 85,7 pct. og Danmark endte som nr. 4 med 85,5 pct. Kun decimaler skilte os altså fra en bronzemedalje! Sverige lå nr. 8 med 80,0 pct., Tyskland nr. 12 med 78,5 pct., mens Albanien som nr. 35 og sidst landede på 54,4 pct.

Så Danmark har (eller havde?) et godt sundhedsvæsen! Og det er hverken dyrt eller personaletungt.

Danmark ligger lavt på udgifter til sundhed og pleje

OECD måler hyppigst udgifter ved totale udgifter til sundhed og pleje i pct. af landets BNP. Seneste sikre udgiftsopgørelse er for 2019.

Blandt de 21 rige medlemslande havde vi de 13. højeste udgifter. Og trækker vi udgifterne til ældrepleje ud af regnestykket for alle lande, fordi de opgøres meget forskelligt, så havde vi de 17. højeste, eller 5. laveste om man vil, udgifter til sundhedsvæsenet. Blandt de samme lande havde vi det 16. højeste antal sygeplejersker pr. indbygger i 2019.

Sundhedsvæsenet er blevet meget bedre de sidste 20 år, men det har haft en pris for mange ansatte. Jeg tror ikke, at tak længere er nok. Men alligevel.