Som formand for Lægeforeningen har jeg både min gang i den kliniske virkelighed, hvor udredning og behandling af patienterne fylder meget, men jeg har også min gang på de bonede gulve rundt omkring, hvor nogle af landets beslutningstagere holder til.
Forskellen på ’de to verdener’ er selvsagt stor. Der er forståeligt nok også varierende grader af indsigt i, hvordan den anden verden hænger sammen. Bedst er det selvfølgelig, når den indbyrdes forståelse er på højt niveau, så der bygges bro og spilles sammen til gavn for alle i og omkring sundhedsvæsenet.
Regeringen sidder netop nu og forhandler med andre partier om deres forslag til, hvordan sundhedsvæsenet skal se ud i fremtiden. Et delelement i regeringens eget forslag er, at der skal bruges penge på at optage 150 ekstra studerende årligt på lægeuddannelserne i Aalborg, Esbjerg og Køge.
Der mangler speciallæger indenfor rigtigt mange specialer. Og de kommer ikke ved bare at optage flere på medicinstudiet.
Jeg anerkender ønsket om ’mere af det, der ser ud til at virke’ – nemlig ’lokalt uddannede’ læger. Men Lægeforeningen kan ikke bakke op om, at der uddannes endnu flere læger end nu, så det er et forslag som meget gerne må blive taget af bordet i de nuværende forhandlinger.
Flere speciallæger er et must
Men der mangler jo læger, vil en god del af landets beslutningstagere sige. Nej, egentlig ikke! Der uddannes i disse år rigeligt med læger, og som Robusthedskommissionen har slået fast, kan sundhedsvæsenet ikke lægge beslag på en større del af den samlede arbejdsstyrke. Til gengæld mangler Danmark speciallæger.
Der mangler speciallæger indenfor rigtigt mange specialer. Og de kommer ikke ved bare at optage flere på medicinstudiet. Det skal løses på en anden måde. Det kræver, at der er hoveduddannelsesforløb til alle de læger, der uddannes fra universitetet. Det kræver også, at der er ressourcer og kapacitet på afdelingerne og i praksissektoren til rent faktisk at levere hoveduddannelsesforløb af høj kvalitet.
Som oplysning til beslutningstagerne om speciallæger skal jeg igen understrege: Det tager cirka seks-syv år efter endt lægestudie på universitetet, til at en læge bliver færdiguddannet som speciallæge. Minimum. Ergo kan det kun gå for langsomt med flere hoveduddannelsesforløb.
Jeg deler fuldstændig ambitionen om at sikre, at vores patienter har så god en lægedækning som overhovedet muligt. Det er jo præcis derfor, flere speciallæger er et must.
Derfor undrer det mig også meget, at myndighederne stadig mangler at udarbejde den efterspørgselsanalyse – som faktisk er aftalt i økonomiaftalen fra 2023 mellem regeringen og Danske Regioner – og som ville have kunne danne det solide fundament, som uddannelsen af fremtidens speciallæger skal stå på. De prognostiske modeller, der arbejdes med i dag, siger nemlig intet om efterspørgsel, kun om udbud.
Den kliniske virkelighed
Efterspørgselsanalysen skal derfor give viden om hvor mange og hvilke typer speciallæger, der bliver behov for i de kommende år. Hvordan skulle vi som samfund ellers sikre, at der uddannes tilstrækkeligt med speciallæger i alle specialer? Det skal der styr på, og det agter jeg fortsat at presse på for.
Mit budskab til beslutningstagerne til hvert et eneste møde på de bonede gulve vil derfor være: Nej tak til øget optag på medicinstudiet, ja tak til, at alle læger kan blive speciallæger og kom så i arbejdstøjet med den analyse af fremtidens efterspørgsel af speciallæger.
Bliver det til virkelighed, er jeg sikker på, at den vision om et bedre sundhedsvæsen, vi trods alt deler med beslutningstagerne, har en reel chance for at blive ført ud i livet: Vi skal sikre et sundhedsvæsen med en styrket kapacitet i det nære og en bedre balance mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen. Med en bedre lægedækning og en mindsket ulighed.
Men det kræver brobygning og en dybere forståelse af den kliniske virkelighed. For det er den virkelighed, både patienter og læger befinder sig i.
