En stærk kampagne er personlig, men får den effekt

En stærk kampagne er personlig, men får den effekt Hashtagget #DetKuHaVæretMig er en effektiv måde at sætte fokus på en problemstilling. Men om det øgede fokus skaber reel forandring, afhænger af, om etablerede organisationer eller politikere går videre med dagsordenen, vurderer ekspert.

Tusindvis af læger har delt hashtagget #DetKuHaVæretMig og lagt billeder af sig selv eller hele afdelinger på Facebook og Twitter. De mange læger opfordrer til, at dommen i Svendborgsagen bliver prøvet i Højesteret – og at der kommer øget fokus på det massive arbejdspres, de oplever i hverdagen. Senest har støttekampagnen fået hundredvis af læger til at kommentere et opslag på sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V) facebookside, hvor hun omtaler fire nye lovforslag. Til gengæld har ministeren på intet tidspunkt forholdt sig til »den totale underminering af hele det offentlige sundhedsvæsens eksistens, som bl.a. #detkuhaværetmig er en reaktion på,« som en læge skriver i kommentarsporet. Og ministerens fravær vækker vrede.

Lægernes støttetilkendegivelser er ofte ledsaget af en personlig tekst, der pointerer, at den dømte læge i Svendborgsagen ikke er alene om at have været presset i det offentlige sundhedsvæsen. Og den type kampagne kan ses som et eksempel på en bredere samtidstendens, hvor politisk aktivisme udspiller sig på nye platforme, der giver mulighed for hurtig og nem deltagelse. Det forklarer Carsten Stage, der forsker i fortællinger og kommunikation på sociale medier på Aarhus Universitet.

»Før i tiden mobiliserede vi os kollektivt ved at melde os ind i foreninger eller være med i partier eller på en eller anden måde stabilt koble os op på en organisation, men nu er meget politisk mobilisering konnektiv,« siger han og uddyber:

»Den konnektive mobilisering er karakteriseret ved, at man hurtigt deler indhold på sociale medier. Det ser vi rigtig mange kampagner gøre. Man bliver hurtigt inviteret til at dele en sætning eller et billede, og man taler også om, at det er en hurtig, lidt personaliseret form for politisk handling.«

Dagsordenen skal løftes

Ifølge Carsten Stage er der dem, som mener, at den nye form for aktivisme har en markant styrke, fordi man på kort tid kan få mobiliseret et stort antal mennesker, der alle sammen får en stemme i debatten. Kritikerne mener omvendt, at den nye aktivisme er kortvarig og typisk blusser op for så hurtigt at forsvinde igen. Derfor er tendensen i nogle kredse blevet døbt ‘slacktivism’, altså doven aktivisme.

Men Carsten Stage mener ikke, man skal være for negativ over for den nye type mobilisering på sociale medier. For andre kampagner som den internationale MeToo-bevægelse, der har sat overgreb mod kvinder på dagsordenen, har været meget kraftfulde. Metoo-kampagnen har skabt en platform for, at kvinder over hele verden har delt deres egne personlige oplevelser med overgreb med stor mediebevågenhed til følge. Omend problematikken i lægernes kampagne er en anden, er den personlige vinkel i centrum, og det kan være med til at løfte emnet op på den politiske dagsorden, mener forskeren.

»Jeg synes, det er interessant, at lægerne er begyndt at gøre det her, for der er en vis tradition for, at den sektor ikke har delt sine svagheder,« siger han og fortsætter:

»En del af den her form for aktivismes potentiale er også, at man nemt og hurtigt kan markere, at mange sidder med et problem. Det gør, at man hurtigt kan få rejst en dagsorden,« siger han.

Af samme grund tror han også, at kampagnen kan give genklang politisk. Og det er væsentligt for, at den vil få reel indflydelse, understreger han:

»Den her type kampagne kan være en effektiv måde at få blotlagt, om mange oplever et problem eller er enige i en problemstillings relevans. Det kan være en effektiv måde at tage en dagsorden op, men om den får effekt i fremtiden, afhænger enormt meget af, om organisationer og politikere tager sagen op,« siger han.

Nana Wesley Hansen, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, giver ham ret. Hun forklarer, at den nye type aktivisme har potentiale til at påvirke de etablerede organisationer til at melde en klar holdning ud. Og en mobilisering på sociale medier kan også bruges af selvsamme organisationer som løftestang til at ændre på konkrete problematikker:

»Man kunne forestille sig, at en organisation kan bruge det her til på et senere tidspunkt at sige til arbejdsgiverne eller det politiske system: Her har vi et problem, det må vi gøre noget ved,« siger hun og uddyber:

»Den her type aktivisme sætter fokus på en sag og kan levere en slags rygstøtte for, at en organisation kan gå ind og sige, at man f.eks. vil have et bedre arbejdsmiljø, så sådan noget ikke sker igen.«

 

Skriv kommentar