Det kan være svært at beskrive duften af brændt hud. Men når først man bemærker den, er man ikke i tvivl.

Den erfaring har alt for mange danske læger gjort sig.

På operationsstuer i hele landet skete det nemlig tidligere en sjælden gang imellem, at kirurger, der foretog såkaldte elektrokoagulationer, hvor blodkar brændes for at stoppe blødning, satte ild til deres patienter. Ulykkerne opstod, ved at kirurgerne ved manøvren fik antændt sprit, der var efterladt på patienternes hud efter afspritning. I det skarpe operationslys var det svært at se flammerne, så ofte gik det først op for lægerne, at de havde sat ild til deres patienter, når de genkendte lugten af brændt menneskehud.

I 2003 vedtog Folketinget Lov om Patientsikkerhed, der gav lægerne en udstrakt grad af amnesti, hvis de fortalte myndighederne om de fejl, der skete i behandlingen såsom ildspåsættelse af patienter.

Ifølge forhenværende leder af Dansk Selskab for Patientsikkerhed Beth Lilja har åbenheden gjort det muligt mere eller mindre at eliminere problemerne med brændt hud på hospitalerne.

»Det er derfor, vi har arbejdet så meget med åbenhed. Så man kan finde ondets rod og gøre noget ved det,« siger Beth Lilja, da Dagens Medicin møder hende til en snak om Svendborgsagen, patientsikkerhed, straf og #DetKuHaVæretMig.

Kampen for en ny kultur

Beth Lilja brænder. Ikke bogstavelig talt. Beth Lilja brænder for en sag. Og den sag er patientsikkerhed.

I mere end 20 år har hun arbejdet med at identificere og inddæmme fejl og utilsigtede hændelser. I 11 år stod hun i spidsen for Enheden for Patientsikkerhed, fra den blev etableret under Hovedstadens hedengangne Sygehusfællesskab i 2001, til 2012, da enheden var kommet til at høre under Region Hovedstaden. I 15 år frem til 2016 var hun tilmed direktør for Selskabet for Patientsikkerhed.

Hvis der findes en Fru Patientsikkerhed, så hedder hun Beth Lilja.

Men Beth Lilja står ikke bare for patientsikkerhed. Hun står for en bestemt tilgang, en kulturændring, som hun har kæmpet for før, under og efter sin tid som leder af Selskabet for Patientsikkerhed. Det handler om åbenhed frem for lukkethed, læring frem for straf og fokus på patienten frem for egen røv.

»Før Loven om Patientsikkerhed var det sådan, at fortalte du om en fejl, havde du begået to. Først havde du begået den og siden fortalt om den,« siger Beth Lilja, da Dagens Medicin møder hende i Køge, på det ene af hendes to vicedirektørkontorer.

»Det betød, at fejl ikke blev rettet, systemer blev ikke forbedret, og taberne var patienterne,« fortsætter Lilja, der kalder Loven om Patientsikkerhed for »verdens mest fremsynede lov, der satte gang i en helt anden kultur omkring åbenhed«.

»Det har været en lang og sej kamp siden. Jeg tror, at der gik halvandet år, fra loven trådte i kraft, til vi fik den første indberetning om forvekslingskirurgi (operation i den forkerte side, red.) i Hovedstadens Sygehusfællesskab. Det fungerer ikke perfekt i dag, men vi er nået til et sted, hvor læger og ledelser indberetter langt flere utilsigtede hændelser, og hvor vi kan lære af de indberetninger og bruge dem til at forfine systemer og procedurer, så vi undgår fejl fremover. Vi er eksempelvis lykkedes med at nedbringe hyppigheden af forvekslingskirurgi, ligesom dødeligheden efter kirurgi er faldende.«

Bekymret over ny kurs

Fra sit kontor på det, der engang hed Køge Sygehus, får Beth Lilja de kommende år udsigt til en gigantisk byggeplads, når hospitalet over en årrække skal forvandles til et supersygehus af tredobbelt størrelse.

Men allerede i dag kan hun for sit indre øje se en omgang rod af en helt anden kaliber.

Efter en periode, da myndighederne blev beskyldt for en alt for slap tilgang til fejl, sjusk og utilsigtede hændelser, har Styrelsen for Patientsikkerhed, der netop har haft toårsfødselsdag, overtaget opgaven og har valgt en langt mere offensiv tilgang, hvilket har tændt gnisten til en mindre lægerevolte.

I København har styrelsen politianmeldt to læger på Rigshospitalet oven på en sag om tre teenagedrenge, der er døde af smitsom meningitis, i Svendborg er en yngre læge blevet idømt betinget fængsel for ikke at gøre sit arbejde godt nok i en sag, hvor en person med diabetes er død, i Slagelse har styrelsen for første gang nogensinde mere eller mindre lukket en sygehusafdeling, og i sagen om den congolesiske familie, der efter adskillige forgæves lægebesøg i Region Sjælland mistede to familiemedlemmer, er styrelsen lynhurtigt gået ind i sagen.

Cover my ass

Den skrappe linje, særligt i Svendborgsagen, har vakt vrede blandt læger i hele landet, der i stort tal har protesteret under parolen #DetKuHaVæretMig, der især er blevet spredt på sociale medier.

»Og det kunne egentlig også godt have været mig,« siger Beth Lilja.

Hun er bekymret over den nye kurs.

»Det virker, som om styrelsen ønsker at skabe en mere straffende kultur. Der skal med andre ord deles nogle flere klø ud, og det synes jeg er skidt. Det skal ikke være sådan, at når man går på arbejde, tænker man: ‘Kommer jeg i retten? Kommer jeg i retten? Kommer jeg i retten?’ Det, man skal tænke, er: ‘Er det her godt for patienten? Er det her godt for patienten? Er det her godt for patienten?’«

Fokus på straf risikerer at skabe en cover my ass-kultur, hvor lægernes fokus flyttes fra patientens bedste til egen røv, advarer Beth Lilja:

»Hvis åbenheden bliver erstattet af frygt for repressalier, så kommer vi tilbage til en tid, hvor det at skjule ting bliver mere attraktivt end at skabe åbenhed, og det er til fare for patienterne. Så kan der gå cover my ass i den, hvor man dokumenterer for at holde ryggen fri, men ikke fordi det er fornuftigt i patientbehandlingen. Vi taler om et dokumentationsinferno, som vil tage tid fra noget, der er vigtigere,« siger hun.

I det hele taget er det spild af tid at bruge for meget tid på enkelte personers fejl og ansvar, mener Beth Lilja.

»Der findes dårlige læger, og dem skal styrelsen finde og håndtere, men det er ikke dem, der er hovedproblemet. Den største fare for patientsikkerhed er usikre systemer. Så jo flere kræfter man bruger på at kontrollere enkeltpersoner, jo mere bruger man kræfterne på noget, der giver mindre patientsikkerhed, end hvis man brugte kræfterne på at være med til at styrke systemerne.«

Skal opleves som retfærdigt

Er alting så så skidt, at det ikke er godt for noget? Nej, Beth Lilja er ikke ubetinget kritisk over for de nye vinde, der blæser fra Styrelsen for Patientsikkerheds gemakker på Islands Brygge.

»I den gamle Sundhedsstyrelse var der nærmest en laissez faire-tilgang, og det var heller ikke i orden. Når sundhedsprofessionelle henvender sig til styrelsen, så skal man tage sådan en henvendelse alvorligt, og man skal lave en rigtig god sagsbehandling hurtigt. Det er styrelsen på mange måder begyndt på, og det skal den have ros for. Ret skal være ret,« siger Beth Lilja.

»Det er bare vigtigt, at sagsbehandlingen også opleves som retfærdig. For det eneste, der reelt kan beskytte patienterne mod dårlige læger og dårlige afdelinger, det er, hvis de sundhedsprofessionelle hurtigt bliver opmærksomme  på problemerne og siger fra. Og hvis lægerne skal sige fra, skal de sige det til et sted, de har tillid til. Derfor er det ekstremt vigtigt, at lægerne har tillid til Styrelsen for Patientsikkerhed. Har tillid til, at det er retfærdige afgørelser og en retfærdig behandling af deres sager,« tilføjer hun.

»I det omfang patientsikkerheden er under pres, er den det ikke på grund af dårlige, sjuskede og ligeglade læger, men på grund af dårlige systemer. Men der er selvfølgelig undtagelser. Derfor skal man også kunne ansvarspådrage. Det skal bare ske på et rimeligt niveau.«

Der forekommer det noget nemt at sidde hernede i Køge og sige, at det skal være på et rimeligt niveau. Det svære er vel at sidde inde i Styrelsen for Patientsikkerhed i København og finde ud af, præcis hvor den balance er?

»Ja, men jeg tænker alligevel, at når så mange tusinde læger skriver, at #DetKuHaVæretMig, så er vi nok derhenne, hvor det kunne have været hvem som helst, og så opleves det ikke længere retfærdigt.«

Giver mindre patientsikkerhed

Med undtagelse af Svendborgsagen har Beth Lilja ikke stor lyst til at tale om de enkelte sager, der har været.

Sagen om den lukkede afdeling på Slagelse Sygehus vil hun ikke kommentere, da den berører hendes egen region, og i forhold til den tilsyneladende forgiftede flygtningefamilie, der blandt andet er blevet behandlet på hendes eget sygehus, vil hun ikke sige andet, end at styrelsens involvering »kan fungere tillidsskabende i forhold til befolkningen«.

I sagen om meningitisdødsfaldene har hun skrevet under på et åbent brev bragt i Ugeskrift for Læger, som går i rette med styrelsens politianmeldelse af den ledende overlæge, der bebrejdes for selv at have undladt at anmelde det, styrelsen mener er et mistænkeligt dødsfald.

Til Dagens Medicin uddyber hun dog, at det »i kraft af den store offentlighed om sagen er oplagt, at styrelsen går ind i den«, men at den derudover »er svær at udtale sig om«.

De principielle problemer ved tendensen til at straffe den enkelte læge taler hun dog hellere end gerne om.

»Styrelsen skal tænke over, hvor meget man er kontrolstyrelse, og hvor meget man er patientsikkerhedsstyrelse. For mere kontrol og straf giver ikke nødvendigvis mere patientsikkerhed. Det kan faktisk give det modsatte.«

Styrelse vil i dialog

Om Beth Liljas kritik kommer til at flytte noget, må tiden vise. Foreløbig har den været med til at sparke døren ind til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor styrelsesdirektør Anne-Marie Vangsted i den kommende tid har inviteret hende og en række andre kritikere til møde om situationen.

»Vi tager bekymringerne alvorligt, men vi mener, at det er mest konstruktivt at tage en direkte dialog på de møder, vi har inviteret til i den kommende tid. Vores formål med møderne er at få uddybet bekymringerne og drøfte, hvordan vi i fællesskab bibeholder en god patientsikkerhedskultur og finder den rette balance mellem individuelt og organisatorisk ansvar,« skriver Anne-Marie Vangsted i en mail til Dagens Medicin.

»Vi vil i den forbindelse gerne anmode indtrængende om, at kritik fremover rettes mod os som myndighed og ikke mod en enkelt af vores ansatte,« uddyber hun med henvisning til den hårde kritik, hendes sektionschef Karsten Bech har været udsat for i forlængelse af Svendborg-sagen.

Anne-Marie Vangsted har via en pressemedarbejder meddelt, at hun lige nu ikke ønsker at lade sig interviewe om kritikken.