Foto: Lars Andersen

Sæt kryds ved en, der forstår sundhedsvæsenets grundlæggende krise Leder: Siden begyndelsen af nullerne har der været talt om den enorme udfordring, der vil ramme velfærdsstaten. Men ligesom en frø i en gryde ikke hopper op af det kogende vand, hvis vandet opvarmes langsomt, har ingen rigtig for alvor adresseret problemet med den tiltagende ophedning af velfærdssamfundets maskineri.

Hver dag er der nye historier: Tusindvis af danskere, der lever uden adgang til en praktiserende læge. Vagtlægelønninger på himmelflugt. Overbelastede fødegange og jordemødre, der flygter væk fra hospitalsjobbet. Opsigelse af lokale aftaler om sygeplejerskers overarbejde. Bekymringsskrivelser om arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Rasende sygeplejersker, som reagerer på statsministerens opfordring til endnu en gang at gøre en ekstra indsats, efter at de har knoklet med COVID-19 i halvandet år og blev negligeret, da de strejkede i ugevis i sommer for at få mere løn. Man får kort sagt det indtryk, at det danske sundhedsvæsen nærmer sig en eller anden form for nedsmeltning.

På mange måder er det den perfekte storm, der rammer os nu. Siden begyndelsen af nullerne har der været talt og skrevet om den enorme udfordring, der vil ramme velfærdsstaten, når vi kommer til de små ungdomsårgange, og der bliver slagsmål om arbejdskraften, samtidig med at vi lever længere, og der bliver flere kronisk syge. Men ligesom en frø i en gryde ikke hopper op af det kogende vand, hvis vandet opvarmes langsomt, har ingen rigtig for alvor adresseret problemet med den tiltagende ophedning af velfærdssamfundets maskineri.

Ingen har rigtig for alvor adresseret problemet med den tiltagende ophedning af velfærdssamfundets maskineri

Strukturreformen i 2007 var et forsøg på at igangsætte en plan, som i hvert fald skulle tage hånd om sundhedsvæsenets udfordringer, men det er som om, projektet undervejs har mistet styringen og dermed også mål og momentum. Der er supersygehuse på vej, men hele omlægningen af det nære sundhedsvæsen, som er forudsætningen for at nedlægge sengepladser og sende patienterne ud i det nære sundhedsvæsen, er forsinket og forsømt. Og hvem har lederskabet?

Regionerne har haft travlt med at effektivisere sygehusene. Kommunerne har kløet sig i nakken og har haft svært ved grænsefladen mellem servicelov og sundhedslov. De nationale politikere har holdt sig for øjne og ører og brugt deres taletid på at overgå hinanden med kortsigtet designpolitik baseret på seneste meningsmåling fremfor at tage sig af de grundlæggende problemer med velfærdssamfundet inklusive sundhedsvæsenet og manglen på arbejdskraft. Og så fik vi lige en pandemi oven i det hele.

Alligevel hører man stort set ikke et ord om problemstillingen, når der bliver talt og skrevet om valget til by- og regionsråd på tirsdag. Til trods for at netop kommuner og regioner burde være dybt involveret i netop sundhedsvæsenet. Siden 2007 har regionernes hovedopgave været at drive landets sygehuse og almen praksis, mens kommunerne skulle tage sig af den primære forebyggelse og rehabilitering.

Nogen vil argumentere for, at regionerne har så lidt råderum, at de reelt er reduceret til forvaltere af statslig sundhedspolitik og statslig finansiering. Og at kommunerne reelt ikke er i stand til at løfte det ansvar, de fik med sundhedsloven. Men det er forstemmende, at ingen – som i ingen – italesætter krisen i sundhedsvæsenet og behovet for at gøre noget.

Pilen peger selvfølgelig mest på de nationale politikere. Regeringen kan vi ikke regne med – de har, siden de fik magten i 2019, forsøgt at sno sig uden om al reel handling i forhold til sundhedsvæsenets grundlæggende udfordringer, og det seneste udspil om nærhospitaler helt uden substans er endnu en narresut i rækken. Men hvor er oppositionen? Og hvor er støttepartierne?

Med en regering, der i den grad smyger sig uden om et af velfærdssamfundets kerneområder, ville det være oplagt at bringe sig i spil for vælgerne med en plan og reelle forslag til at gøre noget, der både på kort og lang sigt kan afhjælpe den krise, sundhedsvæsenet graver sig dybere og dybere ned i. Og kommunal- og regionsvalget ville være en glimrende platform til i det mindste at tale om krisen og behovet for sådan en plan.

Så det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi på tirsdag skulle til folketingsvalg og kunne belønne eller straffe politikere og partier alt efter deres evne til at forholde sig til velfærdsstatens største krise udover klimaforandringerne. Men det får vi nok først lov til i 2023, og det er længe at vente, hvis man mærker efter, hvor varmt vandet i gryden faktisk er. Så her skal lyde en opfordring til alle om at stemme på nogen, der italesætter sundhedsvæsenets grundlæggende krise og peger på reelle løsninger af de strukturelle problemer. Og det hører med, at organisationer, der råber op om mere i løn og flere af egen slags, uden at anerkende det større fælles problem, kun gør ondt værre.

Godt valg!

Skriv kommentar