Sådan sang Dodo & The Dodos i 1987, og vi skrålede alle med, selvom folkestemningen i fattigfirserne i den grad var et opgør med 70’ernes antimaterialistiske tidsånd, og penge var meget mere end papir – faktisk nærmest alt.
At synge Dodo’s gamle refrain i dag ville de fleste nok mene er et kontroversielt statement netop nu, hvor regeringen med den såkaldte ‘vinterpakke’ med nød og næppe har afværget, at anarkiet breder sig fra klynger af sygeplejersker til hele sundhedsvæsenet. Ikke desto mindre er det nok værd at tænke over, hvad det egentlig er, der gør sygeplejerskerne så frustrerede. Og om lønstigninger vil hjælpe på det grundlæggende problem? For den samme frustration bobler blandt næsten alle velfærdssamfundets ansatte med ansvar for mennesker.
Problemet er, at vores velfærdssamfund siden 70’erne er bygget op omkring store mængder af omsorgsarbejdere, som tager sig af børnene, de ældre og de syge. Samtidig er vores forventninger og krav steget. I sundhedsvæsenet har vi fået masser af nye behandlingsmuligheder, men det har også skabt enorme mængder af nye opgaver. For at håndtere dette har man effektiviseret ud fra en industriel tankegang, hvor borgere og patienter er som genstande på et samlebånd, og hvor udgangspunktet er, at enhver medarbejder i en bestemt position ved samlebåndet kan erstattes af en tilsvarende, hvis bare vedkommende har de rette kompetencer.
Hvor høj skal lønnen være, for at man kan holde ud at blive bedt om uforudsete vagter, manglende tissepauser og konstant dårlig samvittighed?
Der er kommet meget god effektivisering og højere kvalitet ud af at tænke mere i specialisering, men der er kæmpe omkostninger ved, at man ikke i højere grad har taget højde for, at sundhedsvæsenet har at gøre med mennesker. Både borgere, patienter og personale er mennesker. Mennesker skaber relationer, og gode relationer skaber motivation, tillid, tryghed, meningsfuldhed og arbejdsglæde – ting, der alle er med til at smøre den maskine, vi så ofte ser for os, når vi beskriver det store sundhedsvæsen. Netop derfor kommer maskinen til at køre derefter, hvis man underkender relationernes betydning.
Mistrivslen viser sig i statistikkerne som højt sygefravær, tidlig tilbagetrækning og rekrutteringsproblemer hos personalet. Men også som tiltagende klager og krav fra borgerne, der oplever den behandling, man får, når man møder demotiveret personale uden menneskeligt overskud.
Bag problemerne ligger oftest en ondsindet mekanisme, der begynder med dårlig trivsel på arbejdspladsen, som får de stærkeste til at søge væk og udløser stress og sygdom hos de svageste, hvorefter selv de mest pligtopfyldende og hårdhudede til sidst også bukker under med stress og udbrændthed. Og hele spiralen forstærkes, når der er kamp om arbejdskraften, hvilket man må forvente, der bliver ved med at være de kommende mange år.
Så når sygeplejerskerne har agiteret hårdt for at få mere i løn, må man undre sig over, at der ikke er er nogen, som har spurgt dem, hvor meget de tror det vil hjælpe. Hvor høj skal lønnen være, for at man kan holde ud at blive bedt om uforudsete vagter, manglende tissepauser og den konstante dårlige samvittighed, som mange nævner, at de har over ikke at kunne gøre det godt nok for patienterne og kollegaer? Og hvordan skal samfundet få råd til både at give højere løn og skaffe flere sygeplejersker, når nøjagtig samme problemstilling gør sig gældende blandt en lang række andre omsorgsarbejdere i endnu større antal?
Det er et dilemma af dimensioner, og man forstår godt, at ingen har lyst til at svare på det. Men akkurat som med klimaet bliver problemet kun værre og værre i takt med, at vi venter. Derfor må opfordringen i denne sidste leder i 2021 være, at ALLE, der har evnerne og kreativiteten, finder modet og viljen til at få lagt en langsigtet plan for et bæredygtigt sundhedsvæsen. Det nytter ikke at vente på endnu et regeringsudspil, som reelt kun er et diskussionspapir. Vi må simpelthen have kloge mennesker fra forskningsinstitutioner, faglige organisationer, det private erhvervsliv, regioner, kommuner og det nationale embedsapparat til at sætte sig sammen og lave en langsigtet plan.
Hvis nogen vil tage imod stafetten, lægger Dagens Medicin gerne spalter til konkrete forslag til, hvordan vi kommer videre.
Tak for et helt igennem anderledes år.
