MDT-konferencen: En uudnyttet kvalitetssikring af kræftområdet At multidisciplinære teamkonferencer (MDT) har en effekt er indiskutabel, men aktuelt anvendes MDT'er generelt ikke optimalt. Derfor bør det fra centralt hold overvejes at opstille minimumkrav til afholdelse af MDT, skriver tre medlemmer af DMCG's forretningsudvalg.

Kræftoverlevelsen er i dag markant bedre end for 25 år siden.

Indsatsen herfor har været enorm og grundlæggende baseret på fire nationale kræftplaner, som udover ressourcer og materiel har bibragt området en nødvendig omorganisering inkl. etablering af de multidisciplinære cancergrupper (DMCG’er).

I samarbejde med Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklings Program (RKKP) har DMCG’erne udgjort den kliniske krumtap i tilblivelsen af de landsdækkende kliniske retningslinjer og kvalitetsdatabaser til sikring af en ensartet og høj behandlingskvalitet i hele landet.

Det multidisciplinære samarbejde på behandlingsstederne er tilsvarende essentiel for sikring af den enkelte patients behandlingsplan.

På den lokale multidisciplinære teamkonference (MDT) sikres evidensbaserede behandlinger under hensyntagen til individets øvrige helbred. MDT’en er knudepunktet for de afgørende kliniske oplysninger, som tegner patientens situation. Deltagerne udgøres typisk af kirurger, onkologer, radiologer, nuklearmedicinere og patologer.

Effekt kan ikke diskuteres

Skønt MDT’en blev indskrevet i de første kræftpakkeforløb for 15 år siden, var vejen til indførelse i praksis generelt uventet lang og besværlig, hvorfor disse ikke sjældent blev indført og varetaget af kliniske ildsjæle uden for almindelig arbejdstid. Anerkendelsen af MDT’en blev dog stadigt større og siden indskrevet i kræftplan IV.

De gode resultater på kræftområdet sikres gennem en lang række vigtige tiltag, hvor MDT’en i forhold til den enkelte patient udgør et af de vigtigste bidrag

Inspireret af engelske erfaringer udgav et udvalg under DMCG.dk i 2016 en vejledning til afholdelse af MDT med detaljeret beskrivelse af de helt grundlæggende forudsætninger herfor. Anbefalingerne er opsummeret i et nyt rammedokument gældende i Region Nordjylland.

Til trods for den relativt sparsomme litteratur for MDT’ens effekt er den velfungerende konferences betydning for patienterne indiskutabel. Studier indenfor bl.a. colorektalkræft er entydige og RKKP’s undersøgelse af MDT på bugspytkirtelkræft viste, at flere patienter efter vurdering på en MDT blev tilbudt operation og klarede sig bedre.

Varierende vilkår for MDT-afholdelse

Uden retningslinjer for, hvilke patienter der bør konfereres, vurderes aktuelt mange ved MDT. Men de afholdes ofte under nødtørftige forhold langt under den anbefalede standard. Forholdet er senest i 2021 dokumenteret ved en undersøgelse udgået fra DMCG.dk’ MDT-udvalg.

MDT-konferencer prioriteres meget forskelligt, og tidligere opråb i pressen har påpeget, hvorledes travlhed besværliggør MDT-samarbejdet ved f.eks. lungekræft. Pga. af de mange patienter er MDT’erne i sig selv uacceptabelt tidspressede og efterlader ofte kun få minutter til fremlæggelse, demonstration og diskussion af den enkelte patients situation.

Til trods for at der træffes meget afgørende beslutninger, er der ikke på alle steder afsat tid til den vigtige konferenceforberedelse, som i en standardiseret opsætning i EPJ ville være en uvurderlig kilde til helt centrale kliniske data i kvalitetsdatabaserne og samtidig ville kunne afløse en lang række ofte inkomplette og ressourcekrævende særskilte indrapporteringer. Konferencedeltagere ville herudover have individuel adgang til beslutningsoplægget.

Et af de vigtigste bidrag for den enkelte patient

MDT’en er ofte uden mulighed for umiddelbar diktering af anbefalingerne, således at de involverede deltagere kan høre, hvad de tages til ansvar for. Der foretages ikke foreskrevne auditeringer til sikring af, hvorvidt MDT-anbefalinger opfylder de kliniske retningslinjer eller i det hele taget efterfølges.

Grundlæggende er MDT’erne dårligt dokumenterede. Et udvalg under DMCG.dk arbejder aktuelt på en tværgående kvalitetsindikator for MDT, men udfordres af de manglede kliniske oplysninger i LPR3.

De gode resultater på kræftområdet sikres gennem en lang række vigtige tiltag, hvor MDT’en i forhold til den enkelte patient udgør et af de vigtigste bidrag.

Da MDT generelt ikke anvendes optimalt og herudover udgør en uudnyttet kilde til sikring af behandlingskvaliteten, bør prioriteringen og udnyttelsen heraf tages op til overvejelse. Indtil da bør der fra centralt hold overvejes opstillet minimumskrav til MDT-afholdelsen.

Skriv kommentar