Dette debatindlæg er skrevet af: Salli Rose Tophøj, læge i hoveduddannelse i almen medicin, Hanne Hollnagel, pensioneret praktiserende læge og professor, dr. med, Ulla Hansen, speciallæge i almen medicin, intern lektor KU, Jan-Helge Larsen, pensionist, speciallæge i almen medicin, Karen Juul, pensionist, speciallæge i almen medicin, Mads Dannesbo, speciallæge i almen medicin, Martin Schønemann-Lund, læge og ph.d.-studerende, Martin Lindhardt Nielsen, speciallæge, ph.d., lægefaglig leder, intern lektor KU, Karolina Lewandowska, speciallæge i almen medicin, Mikkel Jürgens, læge og ph.d.-studerende, og Jannik Falhof, speciallæge i almen medicin
Som læger har vi med lægeløftet lovet at anvende vores kundskaber til samfundets og vores medmenneskers gavn.
Det er svært som enkeltperson at gøre noget ved en af verdens største sundhedstrusler, klimakrisen, men sammen kan vi ved at investere i en grøn fremtid gøre en kæmpe forskel.
Vores pension skal bidrage til at sikre fremtiden for den enkelte læge, når vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet, uden at ødelægge klodens fremtid
Lægernes Pension, der investerer over 100 mia. kr., bakker op om Paris-aftalen, men der er desværre lang vej igen, før investeringerne i praktikken ligger på linje med Paris-aftalens mål.
I Lægernes Pensions egen opgørelse kan man se, at CO2-aftrykket fra aktieinvesteringerne vil lede til en temperaturstigning på over 3 grader, milevidt fra aftalens mål om at holde den globale opvarmning på 1,5 grader.
Klimakrisen er en sundhedskrise
Verdenssundhedsorganisationen WHO har længe advaret om, at klimaforandringerne vil blive den største trussel for folkesundheden i det 21. århundrede, og mange steder i verden ser man allerede de negative sundhedseffekter af klimaforandringerne i sundhedsvæsenet.
På det nylige klimatopmøde i Glasgow var det budskab endelig nået frem til verdens politikere, og sammenhængen mellem klima og sundhed bliver i stadigt stigende grad brugt som argumentation for den grønne omstilling.
Derfor er det ekstra vigtigt, at pensionskassen for Danmarks læger går forrest i den finansielle sektor, når det kommer til grønne ambitioner.
På samme måde, som det nu virker helt utænkeligt, at Lægernes Pension skulle have investeringer i tobaksindustrien, skal vi vise, at vi tager klimatruslen mod folkesundheden alvorligt – også når det kommer til vores egne pensionsinvesteringer.
Grønne investeringer er sund fornuft
Vores pension skal bidrage til at sikre fremtiden for den enkelte læge, når vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet, uden at ødelægge klodens fremtid. Heldigvis behøver vi ikke at gå på kompromis med hverken de grønne ambitioner eller vores egen økonomiske sikkerhed.
Ifølge analyser fra verdens største kapitalforvalter, Blackrock, kan vi sikre klimaet, samtidig med at afkastet på pensionsmidlerne forbliver lige så godt som hidtil.
Hvis du vil bidrage til at sikre en grønnere klode, så kan du nu og frem til 7. februar stemme på grønne kandidater fra Læger for Klimaet i valget til delegerede til Lægernes Pensions generalforsamling.
På den måde kan du gøre en stor forskel. Tjek din e-boks, og stem for en grønnere og sundere fremtid.