Det er ikke alle numser, der klør, der har børneorm. Og det er ikke alle, der har travlt, der ønsker aflastning.
Muligheden for opstart af behandling på apotek kan ses som en naturlig forlængelse af ordningen med genordination
Dette var nogle af temaerne i weekendens debat mellem apoteker og læger. En debat, der fulgte i forlængelse af et indslag i DR og den opfølgende artikel ‘Drop lægebesøget og gå på apoteket i stedet: Apoteker vil aflaste sundhedsvæsenet’ på dr.dk.
Apotekerne har ligesom mange andre organisationer givet input til indholdet af en sundhedsreform. I weekenden blev ét forslag ud af ti – forslaget om at apotekernes behandlerfarmaceuter skal kunne opstarte behandling mod klamydia og børneorm – genstand for debat. En debat, der efter min opfattelse savner nogle nuancer.
Fremtidssikring af sundhedsvæsenet forudsætter, at vi tør tænke nyt og tænke tværfagligt. Borgernes sundhedsmæssige udfordringer skal løses dér, hvor det giver mening og passer ind i borgernes dagligdag. Og med den faglighed, der er nødvendig – ikke kun den der er tradition for.
Tilbyder i forvejen sundhedsydelser
Apotekerne tilbyder allerede i dag en række sundhedsydelser. Astmatikere og KOL-patienter kan få udvidet vejledning i brug af inhalationsmedicin, nye medicin-brugere og borgere med kronisk sygdom kan få en samtale om deres medicin, vi vaccinerer og vores behandlerfarmaceuter kan genordinere visse typer medicin.
Muligheden for opstart af behandling på apotek kan ses som en naturlig forlængelse af ordningen med genordination. Det skal selvfølgelig – som ved genordination – ske efter faste retningslinjer udarbejdet af sundhedsmyndighederne. Og afviger situationen fra retningslinjen, må apoteket ikke opstarte behandling.
Konkret foreslår vi, at apotekets behandlerfarmaceuter skal kunne opstarte medicinsk behandling mod børneorm, hvor symptomerne er let genkendelige og mod klamydia, da der eksisterer sikre og valide tests på området. I Storbritannien kan apotekerne opstarte behandling mod klamydia til unge efter test.
Jeg synes, at det er at gå for langt at antyde, at vi stiller de her forslag for at fremme salget af medicin
Og i flere andre lande spiller farmaceuter på apoteker efter forskellige retningslinjer en større rolle i forhold til opstart af behandling.
Behandlerfarmaceutens ansvar, virksomhedsområde og uddannelse er fastsat i autorisationsloven og i bekendtgørelser.
Ansvaret indbefatter blandt andet, at behandlerfarmaceuten selvstændigt tager ansvar for den faglige vurdering af genordination (og hermed kan miste sin autorisation), journalføringspligt og pligt til at informere den ordinerende læge. Opstart af behandling kan defineres som et nyt virksomhedsområde for behandlerfarmaceuten.
Hvad med armslængeprincippet?
Debatten har også handlet om armslængdeprincippet – hvem må ordinere, og hvem må sælge en behandling. Og det lyder da heller ikke godt, at man med den ene hånd kan træffe beslutning om en behandling, og med den anden hånd kan levere behandlingen. Det lyder som en overbehandlende pengemaskine.
Men både læger og apoteker træffer allerede i dag den slags beslutninger. Giver råd, der udløser udgifter for den enkelte og for samfundet. På apoteket rådgives om behandling med håndkøbsmedicin – og det sælges efterfølgende.
Jeg synes, at det er at gå for langt at antyde, at vi stiller de her forslag for at fremme salget af medicin. Apotekerne tjener ikke på et øget medicinsalg.
Behandlerfarmaceuten vil naturligvis kunne stille de samme spørgsmål om børneorm, som vagtlægen stiller. Det skal fremgå af retningslinjerne for opgaven, at der kun må opstartes behandling, når der er konstateret levende orm.
At bede børnefamilien, der har konstateret orm om at klø videre over weekenden, fordi lægen har lukket, er ikke den bedste løsning.
Det handler ikke om at fratage nogen deres opgaver, men om at give flere muligheder og måske også om at differentiere, så selvhjulpne borgere med mindre problemer får nye muligheder, og andre får samme – eller bedre – tilbud end i dag.
Vi skal have tillid til hinanden. En farmaceut på et apotek med en femårig universitetsuddannelse i lægemidler og daglig patientkontakt må være i stand til at vurdere, hvornår det er i overensstemmelse med retningslinjerne at opstarte behandling af visse mindre lidelser, og hvornår patienten skal vejledes om at gå til egen læge.
Hvorfor ikke bare lade patienterne købe medicinen hos lægen, så slipper de for bøvlet med at gå på apoteket?
Som Anders Vej-Hansen skriver ovenfor, så kunne det omvendte jo også gøre sig gældende, at man køber medicinen hos lægen. Men i udgangspunktet tror jeg ikke vi er mange praktiserende læger der er interesseret i den funktion.
Svaret på modstanden fra lægesiden over Apothekernes forslag fremgår så udemærket af DSAMs svar i Jyllandsposten dd.
Derudover kan der være problemer omkring kontinuiteten – hvis man over et år henvender sig på 10 forskellige Apotheker for at modtage behandling for Chlamydia, hvem binder så det sammen, og skal snakken foregå henover disken ?
Omkring manglende økonomisk incitament, så kunne det være interessant at få tal fra Apotekerne på hvor ofte der ydes mersalg i forbindelse med køb af receptpligtig medicin. Det er min påstand (og oplevelse) at der foregår et ikke ubetydeligt mersalg af håndkøbsmedicin i forbindelse med køb af receptpligtig medicin. Et eksempel af flere kunne være, da mit kernesunde og yngre familiemedlem i forbindelse med afhentning af smalspektret penicillin mod halsbetændelse, får påduttet køb af tabletter til forebyggelse af diarre !!!!!!!!!! Jeg har kun være læge 20 år, og kan ikke mindes at have haft konsultationer omkring diarré efter behandling med primcillin!!!!!!
Må jeg først spørge, hvad er en “Behandlerfarmaceut ?
Mig bekendt er farmaceutuddannelsen en 100 % teoretisk uddannelse, der ikke involverer nogen form for klinisk uddannelse. Ej heller mener jeg at farmaceuter lærer noget videre om mikrobiologi.
Jeg husker fagene farmakologi og mikrobiologi fra studiet, som store fag, der strakte sig over 2 semestre og begge blev afsluttet med karaktergivende skriftlig eksamen.
Det gør mig harm når farmaceuter gør indvendinger mod mine ordinationer – specielt inden for antibiotika – hvor det tydeligt springer igennem, at deres indvendinger bunder i hvad de har læst i Lægemiddelkataloget, og ikke i hvad de har af klinisk erfaring.
Det er desværre blevet sådan, at flere og flere af de praktiserende lægers funktioner med tiden er overgået til andre faggrupper – sygeplejersker, jordemødre, farmaceuter, kiropraktorer, osteopeuter og andre sikkert udmærkede faggrupper. Jeg mener at de praktiserende læger ikke har formået at kende deres besøgstid og dermed er blevet rangeret mere og mere ud på sidesporet. Det er trist.
Det er godt at vide at der er ekstra kapacitet på apotekerne til at løse flere opgaver. I almen praksis oplever vi at skulle bruge rigtig meget tid på at løse administrative problemstillinger der opstår som følge af at apoteker ikke ligger inde med ordinerede paknings størrelser, restordre problemer, og bøvl med medicin der ikke kan dosis pakkes eller skal flyttes til andre poser i pakningen osv. Alt sammen administrative problemer som handler om apotekets egentlige opgaver med at kunne pakke, doserer, skaffe medicin mm. Problemer der øger risiko for fejl i medicinering fordi der skal skiftes mellem sammenlignelige produkter og udleveres for meget at afhængighedsskabende medicin – bare for at nævne et par grelle eksempler. Hvis apotekerne bød ind på at løse den opgave som naturligt er
deres og vi samtidig afskaffer recepten, så kunne den faglighed der er på apoteket komme til sin ret. Og patienter og plejepersonale og læger kunne få mere tid til at beskæftige sig med at stille diagnoser og ordinere behandling – uden at være blandet ind i at kunne tjene penge på medicinen.