Sundhedsministeren afviser, at den nuværende regering kommer til at finansiere hele 10-årsplanen for psykiatrien. Pengene skal derimod finansieres løbende.Foto: Claus Bech

Magnus Heunicke: Den nuværende regering kommer ikke til at finansiere psykiatriplanen Sundhedsminister Magnus Heunicke afviser i et interview hos Altinget en fuld finansiering af den kommende 10-årsplan for psykiatrien. Han lægger derimod op til, at de kommende regeringer løbende skal finde de penge, der skal til for at nå i mål med planen.

Den længe ventede 10-årsplan for psykiatrien vil ikke blive fuldt finansieret fra starten af. Det fortæller Magnus Heunicke (S) i et interview med Altinget.

Den siddende regering har lagt op til at finansiere første del af 10-årsplanen gennem finanslovsforslaget for 2023. Her vil indsatser i børne- og ungdomspsykiatrien blive prioriteret. Resten af finansieringen må ske løbende.

»Alt tyder på, at Sundhedsstyrelsens egne anbefalinger om, at børne- og ungdomspsykiatrien og lavtærskeltilbud er noget af det, vi skal have gang i først. Det skal man så gå i gang med at finansiere. Så er det op til partierne herefter at finde tilstrækkelige midler på deres finanslove til at leve op til de konkrete mål, som der står i aftalen, hvis det lykkes at lave en,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke til Altinget.

I forhandlingerne om 10-årsplanen ønsker regeringen at indgå en række konkrete mål for psykiatrien, som forpligter de kommende regeringer og støttepartier til at finde de penge, der skal til for at indfri målene.

Udmeldingerne fra Magnus Heunicke kommer efter kritik fra blandt andet Venstre og Konservative, der mener, at det bliver vanskeligt at indgå en aftale om psykiatriplanen inden valget på grund af uklarhed om  finansieringen af planen.

Et af argumenterne, for at finansieringen skal findes løbende, er, at det er svært at forudsige, hvordan psykiatrien udvikler sig over de næste ti år. Ifølge Magnus Heunicke giver det ikke mening at låse pengene fast på de enkelte områder endnu, da fremtidens psykiatri ikke kan forudsiges.

Derfor skal det være op til den skiftende regering samt partierne at finansiere planen løbende i forhold til, hvilke konkrete mål der er vigtigst at prioritere undervejs.

Ved at have konkrete mål, der skal finansieres løbende, kan de partier, som er en del af aftalen, samtidig holde regeringsmagten op på at levere den fornødne økonomi til at nå målsætningerne løbende, mener sundhedsministeren.

Forhandlingerne om psykiatriplanen fortsætter i dag.

Skriv kommentar