Det er veldokumenteret, at det kan gå meget galt, hvis psykisk sygdom ikke behandles korrekt. De sidste måneder har der været to tragiske episoder, der måske har med psykiatrisk sygdom at gøre. En mand skød omkring sig i Fields, og en læge blev dræbt på hjemmebesøg på Amager.

Fra 2001 til 2016 er antallet af patienter steget med 66 pct., ressourcerne kun med 31 pct., og antallet af senge er reduceret med 28 pct.

De to tragiske hændelser har været brugt til at argumentere yderligere for, at vedtagelsen af 10-årsplanen for det psykiatriske område skulle fremskyndes, og der i øvrigt skulle tilføres flere midler til området. Det er vi enige i, men ikke pga. de to eksempler. For vi ved endnu ikke, hvad der lå bag dem.

Men i 2019 udgav regionerne en rapport om sammenhængen mellem behandling af psykisk syge og kriminalitet (Gitte Ahle, en af forfatterne til dette indlæg, var hovedforfatter på rapporten).

I den analyserede man de tilfælde, hvor der blev anbefalet dom til psykiatrisk behandling i stedet for almindelig straf.

Det viste sig, at hele 74 pct. af disse patienter havde modtaget utilstrækkelig behandling op til den kriminelle handling på trods af svær psykisk sygdom, som havde udgjort en risikofaktor for kriminaliteten. De fleste af de dømte havde tidligere haft eller havde aktuelt kontakt til psykiatrien. Kun 7 pct. var helt ukendte i systemet.

Mister kontakten til psykiatrien

Det tragiske er, at for hoved­parten kunne psykiatrisk behandling, behandling mod misbrug og sociale støtteforanstaltninger, sandsynligvis have medført et andet forløb. Her skal man huske på, at en del af kriminaliteten udgjordes af drab og drabsforsøg.

Patienterne havde mistet kontakten til psykiatrien forud for deres kriminalitet og de tilbud, de havde fået, havde været utilstrækkelige. De var f.eks. ikke blevet indlagt på trods af behov herfor, selvom de var blevet henvist af egen læge eller selv havde henvendt sig. Det var typisk psykotiske patienter, som var misbrugende, og som var ophørt med deres medicin.

Nogle af dem, der trods alt blev indlagt, havde allerede dom til ­behandling, men blev alligevel ofte hurtigt udskrevet igen endog til hjemløshed. Udover at dette er uværdigt for et velfærdssamfund, betyder det også, at man mistede kontakten med dem, så ambulant behandling ikke kunne lade sig gøre.

Bl.a. pga. manglende sengepladser blev patienterne således udsat for talrige, kortvarige indlæggelser. Ikke længe nok til at blive stabiliseret eller til at få den korrekte diagnose og behandling. Det skete også, at personer, som var psykotiske og forpinte, ikke blev indlagt med tvang, selvom de opfyldte lovens kriterier. Nogle var til gene, andre var tidvis til fare, men de var ikke i stand til at tage vare på sig selv, og flere levede som hjemløse.

Psykisk syge med misbrug udgør et helt særligt kompliceret problem, fordi de falder mellem to stole: Misbrug behandles i kommunerne, og anden psykisk sygdom i regionerne. Undersøgelsen viste, at patienter, som var psykotiske og havde et forbrug af hash eller euforiserende stoffer, ofte bare blev henvist til misbrugsbehandling, og derfor ikke udredt for en underliggende svær psykisk sygdom – før de begik deres kriminalitet.

Tid er essentielt

Der er mange grunde til, at det er gået så galt i Danmark. Sygdomstilfældene er blevet sværere, bl.a. fordi de i stigende grad kompliceres af stofmisbrug og hjemløshed. Det sociale sikkerhedsnet er blevet mere grovmasket. Men samtidig er psykiatrien blevet udsultet. Fra 2001 til 2016 er antallet af patienter steget med 66 pct., ressourcerne kun med 31 pct., og antallet af senge er reduceret med 28 pct. Sammenlignet med Norge har vi ifølge OECD halvt så mange senge per indbygger. Der er således et ganske betydeligt efterslæb.

Risikoen for ny kriminalitet, når han bliver udskrevet, er ifølge Kriminalforsorgens tal under 35 pct., hvor den for psykisk raske, som begår samme forbrydelse og kommer i fængsel, snarere er det dobbelte

Der fremføres samtidig megen kritik mod psykiatrisk behandling bl.a. fra pårørende, der er forståeligt frustrerede over, at deres kære er kronisk syge af f.eks. skizofreni, og derfor retter deres vrede mod det system, som ikke gjorde dem raske. Det kan være vanskeligt at helbrede skizofreni, men vi ved, at omkring en tredjedel kan blive raske igen. Det kræver bl.a., at vi forhindrer dem i at selvmedicinere sig med hash og andre misbrugsstoffer og skærmer dem mod at begå selvmord, mens de har det værst.

Blandingen af et sårbart sind og amfetamin, kokain eller hash er sprængfarlig og kan medføre, at en voldsom psykose udvikler sig. Begår en sådan person f.eks. et drab, kan det være, fordi imaginære stemmer beordrer ham til det.

Dommeren vil typisk dømme ham – for det er oftest en mand – til såkaldt anbringelse på psykiatrisk afdeling. Derved er han i modsætning til andre syge medborgere sikret en plads på en psykiatrisk afdeling og sikret ret til behandling – oftest i flere år. Set fra samfundets side er det en kolossalt effektiv foranstaltning.

Risikoen for ny kriminalitet, når han bliver udskrevet, er ifølge Kriminalforsorgens tal under 35 pct., hvor den for psykisk raske, som begår samme forbrydelse og kommer i fængsel, snarere er det dobbelte. Psykiatrisk behandling sparer altså samfundet for rigtig mange nye ofre og udgifter til at rette op på konsekvenserne af farlige forbrydelser.

Set fra den enkelte psykisk syge persons perspektiv og de pårørendes perspektiv er det også godt. Anbringelse på en psykiatrisk afdeling, med den ro og stabilitet, det medfører, antipsykotisk behandling, samtaler, genoptræning af sociale færdigheder og ikke mindst afbrydelse af misbruget har en forunderlig effekt. Svært psykotiske medborgere kan efter udskrivelse komme til at leve et normalt liv enten med eller uden efterfølgende medicinsk behandling.

Så ja, psykiatrisk behandling virker – i hvert fald ofte, men selvfølgelig ikke altid – men det kræver tid. Tid, som man ofte ikke har, idet den gennemsnitlige indlæggelsestid for almindelige psykiatriske patienter er bare 14 dage. Det er ikke meget tid til at lande på fødderne igen efter en svær depression eller psykose.

Langfra verdensklasse

I den ambulante psykiatri er der tilsvarende god videnskabelig evidens for effekten på psykoser, der ikke er så komplicerede, som det ovenfor skitserede, samt på angstlidelser og depressioner. Disse kan behandles effektivt med medicin eller psykoterapi. Der er således ambulatorier og pakkeforløb, som har hovedvægten på psykoterapeutisk behandling.

Desuden foregår der i Danmark en intens forskning i alternativer til medicin, f.eks. nye former for psykoterapi og magnetstimulationsbehandling. Udviklingen er dog overordnet set kommet ind i en ond spiral af kortvarige indlæggelser og mange genindlæggelser, hvilket medfører ineffektive behandlingsforløb.

Sygeplejerskerne flygter fra området, og det er svært at rekruttere speciallæger i flere regioner, fordi disse grupper ikke kan holde til konstant at gå på kompromis med deres faglighed. Vi har muligheden for at rette op på dette nu med vedtagelsen af en langsigtet psykiatriplan med tilførsel af flere ressourcer. Hvis man ikke gør det, vil den negative spiral fortsætte, og så må man i det mindste ærligt fortælle befolkningen, at vi langtfra har et psykiatrisk sundhedsvæsen i verdensklasse. Man får nu engang ikke en Lamborghini, hvis man kun vil betale for en Trabant.