»Ét liv tabt er ét for meget,« sagde Mette Frederiksen under coronapandemien. Nu er retorikken en anden, når statsministeren siger, at hun går ind for statsassisteret selvmord. Når politikere vurderer, at nogle liv er for dårlige til at leve, overtræder de en etisk grænse.

Livet bliver svært i perioder for alle mennesker. Men man oplever, at man tilpasser sig, bliver stærkere og finder tilbage til livet.

Som plejehjemslæge ser jeg, at mange ældre bliver kede af at komme på plejehjem, miste funktionsevne og blive afhængige af andre. Mange føler sig til besvær, og nogle ønsker ikke at leve længere. Men det er et livsvilkår, at vi ikke bestemmer længden på livet. 

Skal assisteret selvmord være et tilbud til mennesker – herunder ældre og folk med handicap, som føler sig begrænsede, ensomme og til besvær og derfor har forringet livskvalitet? Hvorfor er det uværdigt at bede om hjælp? 

Man kan ikke udkommandere landets læger til at tage livet af deres patienter

Vi må insistere på retten til at være til besvær, når vi bliver syge og gamle. Vi skal ikke have ret til at vælge livet fra, fordi velfærdsstaten mangler ressourcer, varme hænder og omsorg. 

Lægeforeningens undersøgelse viser, at kun 17 pct. af befolkningen ved, hvad aktiv dødshjælp egentlig er. Det er en tragedie.

Politikerne sætter lighedstegn ved ‘en værdig død’ og ‘retten til at vælge livet fra, når livet bliver uværdigt’. Men skal staten bestemme, hvad der er et uværdigt liv? Hvem skal have ret til at vælge døden? 

Det virker til, at politikerne mener, at de kan opfinde et system med tilstrækkelig kontrol og screening, som sikrer, at den rigtige beslutning træffes, men mennesker er fejlbarlige og træffer forkerte beslutninger, og i denne situationer er fejlslutninger fatale og ultimative.

Staten bør i højere grad tilbyde den nødvendige hjælp til mennesker, som har brug for at få dét værdige liv, som de har krav på i stedet for at dømme deres liv for uværdigt. I stedet for at tilbyde mennesker hjælp til assisteret selvmord, bør ressourcerne allokeres til øget velfærd, palliation og omsorgsarbejde. Vores politikere må prioritere livet og ikke døden.

Alle har ret til en værdig død ved uhelbredelig lidelse og terminal sygdom. Dét kan man f.eks. få på et hospice, men vi har for få hospicer i Danmark. Assisteret selvmord er noget helt helt andet, og vi bliver nødt til at adskille de to begreber.

Retten til assisteret selvmord er et populistisk udspil fra politikere, som ikke har berøring med virkeligheden. Politikerne bør lytte til fagkundskaben, herunder Lægeforeningen, Etisk Råd, hospitalspræsterne og handicaporganisationerne. Alle er bekymrede for glidebanen, som man ser i Holland, hvor flere og flere får aktiv dødshjælp, nu også psykisk syge, børn og mennesker med autisme.

Argumentet om individets ret til selvbestemmelse er misforstået. Patienter kan ikke gøre krav på en medicinsk behandling med henvisning til retten til selvbestemmelse. En patient kan vælge en behandling fra, men det er lægens beslutning, om en behandling skal tilbydes eller ej. 

Hvis man henholder sig til individets ret til at afslutte sit eget liv, må man holde sundhedsvæsenet ude af ligningen. Man kan ikke udkommandere landets læger til at tage livet af deres patienter. Vi skal lindre vores patienters lidelse, og i dén henseende har vi de redskaber, vi skal bruge. Vi skal hjælpe vores patienter væk fra lidelse, men vi skal ikke hjælpe dem væk fra livet.

Befolkningen skal forsikres om, at alle har mulighed for lindring og palliation, vi skal optimere denne indsats, og som familielæge vil jeg gerne hjælpe mine patienter i den sidste tid, men jeg kan ikke være med til assisteret selvmord, når velfærdsstaten spiller fallit. Det er ikke i overensstemmelse med lægeløftet.