I en tid, hvor vi ofte taler om at ‘sætte patienten i centrum’, må vi stille os selv spørgsmålet: Formår vi virkelig at inddrage borgerne og brugerne i udviklingen af sundhedssektoren?
Det er en ædel ambition, som ledere og politikere ofte fremhæver. Men for mange bliver det blot et skuespil, hvor intentionerne er gode, men handlingerne halter bagefter. Det kan opleves som events, der tilgodeser, at man kan sætte kryds i en checkbox ved ‘brugerinddragelse’, og så er man videre.
Det vi ofte gør, når vi skal ‘udvikle’, er at lave rapporter eller analyser. Og det kan have sin berettigelse – men en rapport, der bliver indledt med ‘vi har interviewet 27 eksperter fra sundhedssektoren’ eller ‘rapporten er udarbejdet i dialog med erfarne personer i sundhedsvæsenet,’ gør, at jeg nærmest reflektorisk tænker – okay, så står der ikke meget nyt. Det er bare indhold pakket ind på ny.
Et samfund, hvor vi konstant, strategisk og med stærke metoder eksperimenterer – sammen
Min grundholdning (og provokation) er, at eksperter er eksperter på fortiden og har en tendens til med stor selvfølgelighed at udtale sig om, hvordan fremtiden bliver, uden at der er nogen som helst evidens for, at de selvsamme eksperter har bedre mulighed for at ramme rigtigt i deres forudsigelser end en gruppe af repræsentative borgere. Måske endda mindre! Men rapporten vægtes normalt tungere end brugernes stemme.
Der er mange udfordringer ved inddragelse af brugere. Der kan være langt mellem, hvad folk siger, og hvad folk gør. Hvad borgeren har af ønsker eller stiller af krav, og hvad der er reelle behov. At tage udgangspunkt i behov, der er velvalideret og anerkendt, kunne være den helt rigtige start, og her kan eksperternes stemme bidrage på lige fod med resten af samfundet.
Civilsamfundet er en ressource og bør tænkes som en ressource til at lokalisere udfordringer, se muligheder, udvikle løsninger og tage del i opgaverne.
Tænk hvis den overordnede anbefaling fra Strukturkommissionen var: Sundhedssektoren skal gennem en vedvarende inddragelse af borgerne og virksomheder skabe forståelse, samarbejde og designe værdifulde løsninger, der medfører konstante incitamenter for at skabe bedre sundhed for alle.
Et samfund, hvor vi konstant, strategisk og med stærke metoder eksperimenterer – sammen.
Men jeg synes, der sker noget. Aarhus Kommune arbejder med vilde problemer, og jeg synes, at de helt oprigtigt forsøger at være inddragende. Rigshospitalet har lige afholdt fremtidsdage, der var åbne for alle, og hvor patienter og besøgende stillede spørgsmål og bidrog til paneldebatter. Jeg selv har været en del af U-Strukturkommissionen, hvor unge har bidraget med forslag til, hvordan fremtidens sundhedssektor kunne tage sig ud. Et projekt, der blev fundet så vigtigt, at en fond støttede gavmildt.
Og dette skriver jeg så lige inden, jeg tager til Folkemødet og laver oplæg om inddragelse af civilsamfundet uden, at jeg helt kan retfærdiggøre mangel på selvsamme civilsamfund. Ironien driver ned ad siderne på debatteltet.
Håber at se mange af jer fra civilsamfundet – I er savnet til Folkemødet.
