Sundhedsvæsenet kommer tættere og tættere på den enkelte borgers dagligstue. Patienter bliver udskrevet hurtigere fra behandling, mange kroniske sygdomme monitoreres hjemme, og genoptræning sker lokalt.
Det er den virkelighed, vi bygger sundhedsvæsenet efter. Og det er gennem den prisme, vi skal se og vurdere oplægget, når Sundhedsstrukturkommissionen om kort tid fremlægger sin rapport.
Den efterfølgende debat og politiske beslutninger kan blive startskuddet til en af de vigtigste perioder i sundhedsvæsenets nyere historie.
Selvom en stor del af sundhedsvæsenets opgaver flytter væk fra sygehusene, så er der fortsat brug for et højt specialiseret sygehusvæsen, men vi skal skabe bedre sammenhæng i det samlede sundhedsvæsen. Og den sammenhæng begynder hjemme hos den enkelte borger og i konsultationen hos den praktiserende læge.
En ny sundhedsstruktur skal have mennesket i centrum. Og det skal være hele mennesket – ikke bare sygdommen eller diagnosen.
Tovholdere på patientrejsen
En vigtig opgave for et reformeret sundhedsvæsen er at bekæmpe ulighed i sundhed. Både socialt og geografisk. Det stiller store krav til udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Når vi taler om det nære sundhedsvæsen, taler vi om hjemmeplejen, plejecentre, de praktiserende læger, rehabilitering, genoptræning – om alle de tilbud, der er nær på borgeren.
Vi skal sikre en bedre sammenhæng i det samlede sundhedsvæsen, og det kræver, at de mange aktører bliver bedre til at kommunikere og koordinere med hinanden. Kan vi løfte den opgave, vil borgere og patienter opleve reelle forbedringer i deres brug af sundhedsydelser, store som små.
De praktiserende læger får en helt central rolle. De er samarbejdspartnere for medarbejderne i kommunernes sundheds- og ældrevæsen og er dermed også helt afgørende, hvis der skal sikres bedre sammenhæng for patienten, som modtager hjælp fra ældreplejen.
De praktiserende læger skal være tovholdere for borgerne på deres rejse gennem sundhedsvæsenet. Men i takt med at opgaven for de praktiserende læger udvides, er der også behov for flere kompetencer omkring dem. Her har man allerede fået øjnene op for en højere grad af tværfaglighed. Antallet af social- og sundhedsmedarbejdere i almen praksis (omregnet til fuldtid) er gået fra 120 i 2008 til 623 i 2023. Og udviklingen er kun lige begyndt.
Prioritering af det nære sundhedsvæsen
Vi oplever i høj grad et ønske og en lyst til nye opgaver hos social- og sundhedsmedarbejderne – langt størstedelen af social- og sundhedsmedarbejderne i lægepraksis udfører både kliniske og administrative opgaver og dækker derfor bredt i lægepraksis.
Samtidig har de også kendskab til både ældreplejen og sygeplejen og kan også på den måde være med til at binde enderne sammen og sørge for, at borgerne oplever den størst mulige sammenhæng. Også derfor er det vigtigt, at vi lokalt sikrer en høj faglighed og reducerer antallet af ufaglærte i den nære sundhed.
Fornyelsen af sundhedsvæsenet må ikke fortabe sig i en kamp om strukturer og faglige privilegier, og hvem der skal have magten. Vi skal ændre der, hvor det giver en reel og mærkbar forbedring af borgernes oplevelser og situation.
Det bliver en proces, hvor opgaven er at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Det bliver ikke nemt, men vi kan ikke vente ret meget længere på en konkret politisk plan for prioritering af det nære sundhedsvæsen.