I maj i år udkom bogen ‘Doktor Hansens nye praksis’, som jeg har skrevet sammen med praktiserende læge Michael Skov Hejmadi. Bogen har været flere år undervejs og er en opfølger til ‘Doktor Hansen har set sin sidste patient’ (2020).
I den forrige bog tog vi – to tech-optimiske læger – det lange lys på og drømte om et sundhedsvæsen med smarte senge, fuldt integrerede wearables og ubikvitær kunstig intelligens (AI) som beslutningsstøtteværktøjer. Vi forestillede os, at AI ville komme og fjerne de kedelige administrative opgaver, ja sågar mange af lægens kerneopgaver, så lægerne kunne blive humanister igen og have øjenkontakt og omsorg, som kun mennesker kan. Vi er blevet klogere.
Vi håber fortsat, at teknologi kan bidrage til, at vi får mere patientkontakt, uden forstyrrende elementer med skærm og tastatur og uden så meget spildtid og støj, som der er i overflod i dag. Sammen med krimiforfatter Agnete Friis – ja, for der er meget krimi over sundhedsvæsenet – beskriver vi cases om fremtidens sundhedsvæsen og kommer med bud på, hvordan vi kan bruge vores tid bedre. Og det er ikke kun fremtidsmusik. Meget af det er jordnært, og noget vi kan indføre i morgen, f.eks. hvordan vi bedst bruger videokonsultationer, hvordan vi kan diagnosticere demens i fremtiden med teknologi, og hvordan smarture og kunstig intelligens bidrager til et sundere og mere bæredygtigt sundhedsvæsen.
I Doktor Hansens nye praksis, har opgaverne ændret sig for praktiserende læge Louise Hansen. Hun kunne være Matador-Doktor Hansens barnebarn, og hun har en lægetaske med nogle andre, moderne værktøjer. I bogen giver vi forsigtige bud på, hvordan en ny struktur for almen praksis kunne se ud.
Det glæder os at se, at mange af vores konkrete fremtids-cases harmonerer rigtig godt med anbefalingerne fra sundhedsstrukturkommisionens opus. En struktur, hvor vi bruger data til at træffe smartere valg, hvor lægerne kan tilbyde patienterne en mere personlig diagnostik og behandling, og hvor personalet får et bedre arbejdsmiljø, hvor der er mere tid til de patienter med størst behov. Det betyder, at nogle patienter skal klare sig selv, understøttet af teknologi og måske i større grad af private aktører. Det betyder også, at vi skal sluge nogle kameler, men gør vi ikke det, sluger kamelerne os.
Ny teknologi skal frigøre tid for personalet. Det skal være en præmis for alle nytænkninger. Der skal simpelthen nedlægges forbud mod at implementere nye ting, der stjæler vores tid!
Derudover drukner vi i data. Gode strukturerede sundhedsdata, som vores kolleger har brugt timer og atter timer på at indtaste i rigide it-systemer, mens de har forbandet ny teknologi. Vi har brug for løsninger, der hjælper os med at navigere og sortere i disse data. Der er rigtig mange gode data, men vi kan ofte ikke bruge dem, simpelthen fordi vi enten har for meget eller for lidt data. Derfor begynder vi forfra hver gang.
Teknologi er altså både en del af årsagen til, at sundhedspersonalet aktuelt er så udfordret, men teknologi kan paradoksalt nok også være en del af løsningen på denne udfordring. Således kan Doktor Hansen – den empatiske violinspillende læge med god tid og stor autoritet – genopstå.