Hvis du spørger i din omgangskreds, hvad lægevagten egentlig er, vil de fleste nok være enige om, at det er dem, man ringer til, når egen læge har lukket. Men hvis du så spørger, om de er klar over, at det typisk er en speciallæge med egen praksis, der svarer telefonen, bliver de fleste nok overraskede. Og hvis du slutteligt spørger om, hvornår man skal ringe til lægevagten, vil svarene nok stritte i alle retninger. Og det er såmænd ganske forståeligt.

Døgnet rundt kan jeg få telefonisk rådgivning omkring valg af rawlplugs i mit byggemarked, valg af boliglån i min bank og hjælp til at justere lydstyrken på mit TV, så derfor synes jeg, at det oplagt at ringe til lægevagten med stort og småt, som sagtens kan vente, men som kan være rart at få afklaret en tirsdag nat eller en søndag formiddag.

Internt i PLO er der ej heller ubetinget enighed om ønsket til fremtidens lægevagt

Sådan ser lægerne ikke altid på det. Vi mener nok ofte, at henvendelser, der kan vente til egen læge åbner, bør håndteres der, hvilket kan give konflikter med patienterne. Ikke nødvendigvis fordi det ene er mere rigtigt end det andet, men fordi vi ser det fra hvert vores perspektiv. Patienten vil gerne have løst sit problem nu, da det kan være behændigt, rart og praktisk, mens lægen vurderer, at det sundhedsmæssigt sagtens kan vente og måske ligefrem vil være en fordel at håndtere hos egen læge. Samfundsøkonomisk er det også langt billigere, at det klares i dagtid.

Internt i PLO er der ej heller ubetinget enighed om ønsket til fremtidens lægevagt. Der er nok bred enighed om, at praktiserende læger er de bedste til at løse opgaven, men en ikke ubetydelig del af lægerne vil gerne af med lægevagten. Især efter den lidet flatterende udsendelse, DR sendte for nogle måneder siden, oplever jeg flere og flere kolleger, der gerne vil slippe for at dække lægevagten, trods de tilsyneladende enorme lønninger, de får for at opfordre til at ‘tage to Panodil’, uanset hvad patienterne ringer om.

OK, det er min fortolkning af ovennævnte udsendelse, men jeg er næppe alene med den udlægning. Det er utvivlsomt ikke befordrende for rekrutteringsudfordringerne i almen praksis, at det mange steder er et krav at deltage i lægevagten, hvor arbejdstempoet oftest er urimeligt højt, og hvor det betragtes som en sjælden luksus at have ti minutter til at spise sin aftensmad.

Hvordan får lægerne, patienterne og regionerne sammen skabt en lægevagtsordning, hvor både arbejdsmiljø og økonomi hænger sammen, og som samtidigt tilfredsstiller patienterne, når de får, hvad de har brug for, uden nødvendigvis at få, hvad de gerne vil have?

Jeg ved det ikke, men jeg tror, at det er på tide at arbejde i den retning, hvis ikke det skal få store konsekvenser for rekrutteringen til almen praksis fremover.