Det er nu snart fem år siden, at loven om betaling for tolk blev gennemført. Den indebærer, at personer, der har boet i Danmark i mere end tre år, selv skal betale for tolkebistand i forbindelse med udredning og behandling ved praktiserende læge, på sygehus og hos praktiserende speciallæge. 

Taksten varierer fra 334 kr. for en enkelt konsultation hos en praktiserende læge ved fysisk fremmøde af tolken, mens tolkning ved indlæggelse på sygehus koster 1.675 kr. 

Begrundelsen for loven var særligt, at den skulle tilskynde personer med indvandrer- og flygtningebaggrund til at lære dansk. 

Konsekvenserne af tolkegebyret har været omdiskuteret senest i en kronik i dagbladet Politiken i maj med titlen ‘Professor: Jeg skammer mig over en politisk ledelse, der så stædigt forsvarer en sølle, bittersød triumf over de mest udsatte, forsvarsløse patienter’ af professor Morten Sodemann, som kalder loven for ‘integrationspolitik i sundhedsvæsenet’.

33 pct. færre tolkede samtaler

Siden gebyret trådte i kraft, viser tal fra regionerne, at antallet af tolkede samtaler i sundhedsvæsenet er faldet. 

Alene i Region Hovedstaden lyder faldet på 33 pct. fra 2017 til 2019. Forklaringen skyldes nok ikke, at mange indvandrere og flygtninge har lært tilstrækkeligt dansk på så kort tid, men nærmere at man ikke går til lægen, eller at man i stedet tager familie (herunder børn) og venner med som tolk. 

Omdrejningspunktet for debatten har især været konsekvensen for patienten af undladt kontakt eller mangelfuld kommunikation, som kan føre til misforståelser, utryghed, mindre optimale undersøgelses- og behandlingsmuligheder, dårligere patientsikkerhed og i værste fald forsinkede eller forkerte diagnoser og forringede behandlinger. 

Det kan igen betyde udvikling af alvorligere sygdom og dermed højere omkostninger for sundhedsvæsen og samfund. Både patienter og samfund risikerer altså at betale en pris i mere end en forstand på grund af tolkegebyret.

Sundhedsloven på fremmedsprog

Til gengæld har prisen for lægen været knap så berørt i debatten. Her er særligt to forhold vigtige: 

For det første står der i sundhedsloven, at ‘ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke’ (§ 15). 

Der står endvidere, at ‘patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger’ (§ 16). 

Samtidig står der, at ‘den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at informeret samtykke indhentes’ (§ 21). 

Men hvordan skal lægen kunne leve op til loven, hvis patienten fravælger tolk af økonomiske årsager, eller møder op med pårørende børn eller voksne, som ikke er kvalificerede til at tolke? 

Hvordan skal lægen i praksis med en sprogbarriere kunne forstå patientens sygdomshistorie og symptomer samt informere om behandling og bivirkninger? Hvad er konsekvenserne for os, der i dagligdagen skal håndtere de situationer og har svært ved altid at leve op til lovens krav?

Hvem har ansvaret?

For det andet står der i ‘Bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven’, at ‘den læge, der er ansvarlig for behandlingen af patienten, skal sikre sig, at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer, herunder beherskelse af det danske sprog’ (§ 2). 

Her er det urimeligt at forlange, at en læge skal kunne vurdere den rekvirerede tolks sproglige kvalifikationer. De fleste af vores patienter, der har behov for tolk, kommer fra en række meget forskellige lande/sprog. Her går vi ud fra, at tolkebureauet har vurderet tolkens kvalifikationer i forhold til sundhedsområdet herunder viden om etiske forhold som tavshedspligt og samtykke. 

Imidlertid sker det ikke så sjældent, at vores patienter eller vores flersprogede medarbejdere kan oplyse, at tolken ikke har været kvalificeret, for eksempel ikke har haft den samme dialekt som patienten eller har været uvant med terminologi i forhold til sygdom. 

I Danmark har vi desværre ikke nogen (efter)uddannelse af tolke inden for retssystemet eller sundhedsvæsenet. Hvordan skal den enkelte læge kunne vurdere, om tolke på mange forskellige sprog er kvalificerede? Og hvad er de juridiske konsekvenser for lægen af eventuelle fejl på grund af dårlig kvalificeret tolkning?

Læger betaler således også en pris for loven om tolkegebyr, om end det er uklart, hvad den indebærer andet end daglige hovedbrud i forhold til at kunne udøve vores arbejde samvittighedsfuldt for den enkelte patient og i henhold til lægeløftet og sundhedsloven.