Linda Bramsen, ledende overlæge
Foto: Privat

Formand for børne- og ungdomspsykiatere: »Vi kan ikke nøjes med billigt eller gratis – det skal være det rigtige« Flere børn og unge bliver set i psykiatrien end tidligere, men ikke tidligt nok, mener formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab. Hvis det skal blive bedre, kræver det en opnormering af viden, speciallæger og ressourcer. Ønskelisten til 10-årsplanen for psykiatrien er lang.

Psykiatrien er en multisyg patient med utallige komorbiditeter som for få speciallæger, manglende ressourcer, fravær af en langsigtet strategi og politisk underprioritering.

Kommunerne ved jo ikke nødvendigvis, om det er den rigtige foranstaltning, de iværksætter, og hvis man behandler en med autisme som en med ADHD, kan det gå galt

Linda Bramsen, ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland og formand for BUP

Derfor blev det i den grad bemærket, da Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for præcis to år siden blandt andet gik til folketingsvalg på ønsket om en 10-årsplan for psykiatrien. En langsigtet plan, der skulle give det løft, som området har tørstet efter i årevis.

I denne uge har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) så igen udsat afrapporteringen fra den følgegruppe, der siden juni sidste år har arbejdet på at afdække status og udfordringer i psykiatrien. Endnu en gang må psykiatrien væbne sig med en i forvejen tyndslidt tålmodighed og denne gang vente til slutningen af året, hvor sundhedsministeren nu forventer, at afrapporteringen lander. Først når følgegruppens rapport er klar, kan Sundhedsstyrelsen komme med sine anbefalinger til regeringen, og forhandlingerne om psykiatriplanen gå i gang.

Og regeringen og resten af Folketinget skal ikke regne med, at ønskelisten bliver kortere i ventetiden. Ligesom ventelisterne heller ikke bliver kortere for de mange børn og unge, der oplever mistrivsel i hverdagen.

Fra 2009-2018 steg antallet af børn og unge med kontakt til psykiatrien med 50 pct., og sidste år viste et nyt studie, at 15 pct. af alle danske børn og unge får stillet en psykiatrisk diagnose, før de er fyldt 18 år.

Men det er ikke problemet.

Henvises for sent

Når børne- og ungdomspsykiatrien i dag ser flere patienter, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at børn og unge har det sværere end for ti år siden.

»Jeg vælger at se det som et udtryk for en afstigmatisering. Flere har fået øjnene op for, at det ikke er synd at sende børnene til os. Det er synd ikke at gøre det og helt klart et svigt at lade dem vokse op med fornemmelsen af at være forkert, doven og til besvær,« siger Linda Bramsen, der er ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP).

Hun fortsætter:

»Overordnet er vi glade for, at vi ser flere børn og unge, og dem, vi får henvist, er så at sige de rigtige. Vi får dem bare for sent. Det er blevet meget evident for os i vores målsætning om at udrede udviklingsforstyrrelser som for eksempel ADHD så tidligt som muligt.«

At der går for lang tid inden et barn eller ung med mistrivsel henvises til udredning, skyldes ifølge Linda Bramsen blandt andet manglen på speciallæger, både på hospitalerne og i speciallægepraksis, og at ressourcerne ikke er fulgt med væksten i patienter. Men det er også et resultat af et samarbejde med kommunerne, der kunne være bedre.

Tidlig diagnosticering halter

Et af forsøgene på at løse ressourcemanglen på hospitalsafdelingerne har været en opfordring fra psykiatrien til, at kommunerne forsøger at sætte ind, inden PPR henviser videre. Et forsøg, der måske utilsigtet har haft alvorlige konsekvenser, indrømmer Linda Bramsen.

Der er desværre ventetid, også i min region, og selvom vi prøver at se på, hvordan man kunne gøre ting smartere, må vi konstatere, at der er grænser for, hvor smart man kan være

Linda Bramsen, ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland og formand for BUP

»Kommunerne er mange steder gået til den opgave med krum hals, men desværre kan det betyde, at man prøver det ene efter det andet, uden at barnet eller den unge er blevet diagnosticeret. Kommunerne ved jo ikke nødvendigvis, om det er den rigtige foranstaltning, de iværksætter, og hvis man behandler en med autisme som en med ADHD, kan det gå galt,« siger Linda Bramsen.

Børne- og ungdomspsykiaterne bærer en del af skylden for, at nogle børn og unge bliver fastholdt i det kommunale system i alt for lang tid uden at få den rette hjælp.

»Vi vender blikket indad og spørger os selv, om vores opfordring om at afprøve indsatser kommunalt har været en del af årsagen til, at børnene kommer for sent til os. Det er der noget, der tyder på, så jeg skyder slet ikke skylden på kommunerne alene, men vi skal faktisk se de her børn og unge med udviklingsforstyrrelser noget før,« siger Linda Bramsen.

Sen diagnosticering kan betyde, at barnet eller den unge udvikler følgesygdomme som depression, spiseforstyrrelse eller angst, eller har svært ved at gennemføre folkeskole eller ungdomsuddannelse, fordi den rigtige støtte har manglet.

»Det svarer til ikke at give briller til en med minus syv på begge øjne og bede dem klare sig på lige vilkår med alle andre. Så er det svært at få venner, fordi man ikke kan se, hvad andre gør, og hvis du så ovenikøbet også er døv, kan du heller ikke høre, når nogen spørger, om du vil lege. Du bliver dårligere stillet både socialt og kognitivt, samtidig med at du har oplevelsen af, at det er dig, der er noget galt med. Det er derfor, at det er så vigtigt med tidlig diagnosticering,« siger Linda Bramsen.

Og mistrivslen og den sene diagnosticering kan aflæses direkte i statistikkerne. Således gennemfører blot 48 pct. af unge med en psykiatrisk diagnose grundskolens afgangseksamen mod 87 pct. blandt unge uden en diagnose.

Brug for flere speciallæger

Et andet stort problem, når det kommer til tidlig diagnosticering, er ventetiden. At se de rette børn på det rette tidspunkt er ikke kun et spørgsmål om at forbedre mulighederne for at henvise til udredning – det handler om hænder.

»Der er desværre ventetid, også i min region, og selvom vi prøver at se på, hvordan man kunne gøre ting smartere, må vi konstatere, at der er grænser for, hvor smart man kan være. Så vi er nødt til at bede om et ressourceløft, fordi vi ikke er nok uddannede speciallæger til at se alle de børn og unge, der kunne have gavn af det. Det har vi sagt i årevis, og det siger vi stadig,« siger Linda Bramsen.

Sundhedsstyrelsen arbejder i øjeblikket på en dimensioneringsplan, så Linda Bramsen ved ikke, om hendes ønske bliver opfyldt i første omgang. Men det skal det, siger hun.

»Vi er skåret så meget ind til benet, at det ikke rækker. Og hvis vi skal se flere og gøre det så tidligt, at det kan gøre en forskel, så skal vi være flere om opgaven,« siger Linda Bramsen.

Højt på ønskelisten hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab står også flere ydernumre til praktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri, der kan være med til at aflaste regionspsykiatrien.

Tættere samarbejde med PPR

Men det er ikke kun til sit eget område, at BUP-formanden ønsker flere hænder og flere penge. De vigtige samarbejdspartnere i kommunerne skal have deres del af kagen.

»PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) har ikke ressourcerne til for eksempel at lave den kognitive test af begavelse, der, hvis den ellers var foretaget, ville være en stor hjælp, når børnene kommer til os. Lige nu er der et mismatch mellem, hvad vi godt kunne tænke os er en del af processen omkring udredning af udviklingsforstyrrelser, og hvad der kan lade sig gøre. Og jeg tror også, at PPR godt kunne tænke sig at have ressourcerne til det,« siger Linda Bramsen.

Når PPR ikke har tiden til at foretage IQ-tests, så må børne- og ungdomspsykiaterne gøre det. Det tager tid og med en udredningsgaranti på 30 dage, er det tid, der ikke er. En udredning kræver forskellige tests og viden om, hvordan barnet eller den unge fungerer i skolen, udtalelser fra lærere, viden om adfærd, da barnet var lille, fritidsaktiviteter og så selve undersøgelsen af barnet.

»Jeg ved godt, at vi ikke kan kræve det, men det ville virkelig være fedt, hvis PPR kunne stå for at foretage en del af de tests og indhente relevante udtalelser fra for eksempel lærere og skolepædagoger,« siger Linda Bramsen.

Mulighed for mere sparring

Når speciallægerne er spredt så tyndt, at de i forvejen næsten udelukkende beskæftiger sig med diagnosticering og må overlade det meste af behandlingen til andre, som Linda Bramsen oplever det, er der heller ikke tid til at yde vigtig sparring.

Det er ikke tilfredsstillende, at man som speciallæge i psykiatri ikke ser børn, medmindre de er meget syge

Linda Bramsen, ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland og formand for BUP

»Adgangen til børne- og ungdomspsykiatere som specialister, der kan rådgive og give sparring til for eksempel PPR, er nærmest ikke-eksisterende i dag. Men i BUP kunne vi godt tænke os at arbejde for, at vi bliver mere tilgængelige. Vi tror ikke kun, at det vil kunne bidrage med vigtig viden ude i kommunerne, men også at det kan være med til både at fastholde og rekruttere inden for vores speciale. Det er enormt meningsfyldt arbejde,« siger Linda Bramsen.

Især kan det gøre en forskel for børn, der bliver afsluttet til kommunalt regi med mere komplicerede dobbeltdiagnoser, der kræver en helt særlig tilgang.

»Hvis kommunen står med et barn med OCD og autisme, der har skolevægring, så kan det være nærliggende at tænke, at problemet har rod i tvangsmønstre. Men som speciallæge tænker jeg, at man ikke må glemme, at autisme kræver en helt særlig tilgang, og der ville jeg kunne vejlede i forhold til indsatsen. Det er sådan noget, jeg håber på i fremtiden, men det kræver, at det bliver en del af en langsigtet plan som 10-årsplanen for psykiatrien,« siger Linda Bramsen.

Det offentlige taber til det private

Mens det offentlige system godt kunne bruge flere børn- og ungdomspsykiatere, mister man kolleger til det private. For når man som psykiater er nødt til at udskrive børn og unge til kommunerne, selvom de egentlig kunne have gavn af et længere forløb, presser det den faglige kvalitet og stolthed, mener BUP-formanden.

»Det pres er med til at presse færdiguddannede speciallæger helt ud i privat praksis, fordi de ikke føler, at de fagligt kan stå inde for det, der er muligt at levere i det offentlige. Der er ikke nogen, der tager den her uddannelse for kun at diagnosticere, og det er ikke tilfredsstillende, at man som speciallæge i psykiatri ikke ser børn, medmindre de er meget syge,« siger Linda Bramsen.

Regnestykket er simpelt: Flere speciallæger vil give mere tid med patienterne. Og mere tid til at bringe andre faglige kompetencer end diagnosticering i spil.

»Vi ved, hvad der skal til for at få de her børn og unge i trivsel. Det vil ikke kun være fagligt tilfredsstillende at få lov til at følge børnene i lidt længere tid, det vil også sikre bedre overgange, så de ikke risikerer at blive tabt imellem stole,« siger Linda Bramsen.

Sagt med andre ord:

»Det er vigtigt med den rigtige faglighed på det rigtige tidspunkt. Vi kan ikke nøjes med billigt eller gratis – det skal være det rigtige,« siger Linda Bramsen.

Læs også:

Praktiserende læge: Kommunerne skal ikke være en del af udredning og diagnosticering

Skriv kommentar