Her ved begyndelse af et helt nyt år ønsker jeg mig egentlig allermest endnu engang at være fyldt op af et håb om, at netop dette år vil være året, hvor vi som et velfærdssamfund lykkes med skabe større social lighed i sundhed. Men ved udgangen af 2022 var håbet udfordret af inflation og energikrise.

I organisationen Social Sundhed ser vi meget direkte, hvordan energikrisens og inflationens stigende leveomkostninger gør det uendelig svært for mennesker med få økonomiske ressourcer at finde mulighed for at prioritere selv den absolut nødvendige medicin og behandling. En udfordring, der allerede var meget nærværende før prisen på mad, el og varme skød i vejret.

I det følgende vil jeg beskrive/bevidne livssituationer, som tre af de mange mennesker, vi har mødt i Social Sundhed, lever i med store sundhedsmæssige udfordringer. De tre situationer er eksemplificeret ved personer, der lider af henholdsvis depression, astma og alvorlig tandbetændelse. 

Alle tre situationer handler om indlejrede håbløse dilemmaer, hvor det faktum, at selv en minimal egenbetaling i vores ellers universelle sundhedsvæsen kan få enorm stor betydning for det enkelte menneske – især i tider med ekstra høje leveomkostninger.

Situation 1: Depression

M er på kontanthjælp og har været det i en del år pga. svær depression. Han går ved en privatpraktiserende psykolog ca. én gang om måneden og får hver gang følgeskab af Social Sundhed, da han har svært ved at forlade sin lejlighed og særligt svært ved at køre i bus. M har også nogle fysiske sygdomme, der gør, at han kan have stærke smerter, og nogle dage har han det for skidt til at kunne komme afsted. Derfor ringer vi altid om morgenen og spørger ind til, hvordan han har det. Det finder M stor tryghed i, også fordi vi så kan hjælpe ham med at få afbestilt tiden og bestilt en ny, hvis ikke han er i stand til at komme afsted.

M ringer en formiddag på Social Sundheds rådgivningstelefon. Han har en aftalt psykologsamtale dagen efter og ringer til os for at fortælle, at han desværre må melde afbud til aftalen, fordi han har fået en ekstra regning for el. 

Han kan ikke betale både den ekstra udgift til el og betale for sin psykologsamtale, som han normalt altid betaler umiddelbart efter samtalen. M er rigtig ked af det. Koordinatoren fra Social Sundhed tilbyder at ringe til psykologen og spørge ind til, om det vil være muligt for M at betale for samtalen den kommende 1. i måneden. Og hvis ikke dette kan lade sig gøre aftale en ny tid så hurtigt som muligt. Det vil M gerne have hjælp til. Psykologen er ikke åben for at lade M betale forskudt, og derfor aftales der en ny tid, som desværre er en hel måned efter den oprindelige tid – altså går der to måneder imellem psykologsamtalerne!

Situation 2: Astma 

N er en kvinde i slutning af 40’erne, og hun er eneforsørger for en teenagedatter. N er kronisk syg i luftvejene, hvilket betyder, at hun hver måned køber en del dyr medicin. N er desuden psykisk belastet af livssituationen med kronisk sygdom, hvilket betyder, at hun skal købe medicin for både somatiske og psykiske symptomer. 

N får kontanthjælp og har fået det i nogle år. Det er N’s opfattelse, at kommunen ikke har været villige til at tilkende hende pension, fordi hendes vedvarende fysiske og psykiske symptomer aldrig er blevet diagnosticeret. N er dog tilkendt hjælpemidler i hjemmet, hvilket hun forstår som en form for anerkendelse af hendes nedsatte funktionsevne. 

N har mange aftaler i sundhedsvæsnet, som Social Sundhed følger hende til. Aftalerne er for det meste på lungemedicinsk afdeling, og her møder hun ofte nye læger, og ofte skifter behandlingen, fordi den nye læge er uenig i den tidligere vurdering. Det medfører, at N ofte skifter medicin. 

Ved en konsultation fortæller N, at hun ikke har kunnet tage den ordinerede medicin, fordi hun ikke har haft råd. Lægens respons er, at han så ikke kan vurdere N´s sygdomsforløb. Den brobygger fra Social Sundhed, der var til stede ved konsultationen sammen med N, hjælper med at støtte op om N´s forklaring, der går på, at det er blevet meget svært at få pengene til at række, og nogle gange bliver astmamedicinen nedprioriteret, eller hun sætter dosis ned for at strække medicinen. Lægen udskriver et billigere medikament og tilføjer, at det selvfølgelig ikke er lige så godt, men trods alt er bedre, end hvis N ikke tager noget medicin. N må gå fra lægen med uforløste spørgsmål om sin sygdom, da lægen ikke mener at kunne hjælpe, når hun ikke følger medicinplanen. 

N skal komme igen om tre måneder og lover at anstrenge sig for at følge behandlingen i den mellemliggende tid – men hun fortæller også ærligt, at hun bliver nødt til at vente til den første i måneden efter med at købe den netop udskrevne medicin.

Situation 3: Tandbetændelse 

I oktober 2022 fulgtes vi i Social Sundhed med en ung kvinde S på 19 år til en aftale hos den sociale tandpleje i København. S havde længe været meget forpint af smerter i munden, og pga. de stærke smerter og tandlægeangst havde hun aflyst aftaler flere gange. 

Tandlægen fortæller S, at to tænder skal trækkes ud, og at det kan gøres med det samme. Efter flere forsøg må tandlægen desværre opgive at trække tænderne ud, fordi S har for store smerter i kinden fra et stort sår, der er opstået ved, at hun, i al den tid hun har haft ondt i tænderne, har bidt sig i kinden, når det har gjort alt for ondt. Såret gør nu, at S ikke kan åbne munden tilstrækkeligt op. Behandlingen afbrydes, og tandlægen giver S information om, at såret i kinden skal hele op, før tænderne kan trækkes ud. Hun skal købe klorhexidin, behandle såret over nogle uger og derefter komme tilbage til tandlægen.

S fortæller efterfølgende til brobyggeren, at hun ikke kan købe klorhexidin. Hun har ingen penge på lommen og må forhøre sig blandt familie om muligheden for at låne penge, så hun kan komme i gang med behandlingen.

En uretfærdig konsekvens 

I de tre fortællinger bliver den sociale ulighed i sundhed en uretfærdig konsekvens, som vi politisk og strukturelt har svært ved at afbøde med akutte hjælpepakker og anden lovgivning – slet ikke på kort sigt. Dem, der har mindst bliver igen hårdest ramt. 

Indlejret i håbløsheden opstår der heldigvis et paradoks, der handler om, at håbet netop kan (gen)opstå, når vi er sammen og ikke er alene, når vi ser og ses, og når vi føler og vover at føle os følt i den ellers helt håbløse oplevelse, det er, at 40 kr. til en flaske klorhexidin er afgørende for, om tandlægen kan befri os for den forfærdelige smerte, som kun de, der har prøvet at have ondt i tænderne kender, eller om man må fortsætte med helt bogstaveligt at bide smerten i sig. 

Jeg glædes inderligt over, at det også i 2023 vil være muligt for Social Sundhed at nå ud til mange og kunne tilbyde at være sammen om svære situationer og oplevelser, som man ellers er alene i.

Jeg ønsker alle et håbefuldt nyt år, hvor vi insisterer på det medmenneskelige.