Dette indlæg er skrevet på vegne af en nordisk forskergruppe med jordemoderprofessorer og en dansk overlæge i obstetrik. Se medlemmer af forskergruppen nederst.

De nordiske lande er blandt de sikreste lande i verden at føde i. Sikkerheden er høj for både mor og barn. Samtidig ser vi ligesom i resten af verden, at indgrebsfrekvensen under fødslerne øges i næsten alle de nordiske lande. Der er flere igangsættelser, flere kejsersnit, mere medicin og andelen af fødsler helt uden indgreb falder.

De gravide og fødende ønsker sig en høj sikkerhed, samtidig ønsker de sig en normal graviditet og langt de fleste ønsker også en fødsel uden indgreb. For fødselsoplevelsen er noget, man tager med sig gennem hele livet, og den gode fødselsoplevelse er betydelig for indgangen til forældreskabet. 

Når parret har følt sig trygge under fødslen, og den fødende har fået en oplevelse af at have klaret en hård og betydende opgave, vil det tælle i deres kommende første tid som forældre. De får tillid til, at de kan klare opgaven.

Det er vist i mange studier at jordemoderledet fødselshjælp giver færre indgreb. På verdensplan er det tydeligt at de lande, der ikke har jordemoderuddannelser eller har lægeledede fødsler, ligger langt højere i kejsersnitsfrekvens. En højere kejsersnitsfrekvens, der giver større risiko for komplikationer i næste graviditet samt øget risiko for børn og komplikationer for kvinden på sigt.

Samtidig er det også en kultur, der medfører større sundhedsomkostninger. I en verden, der har brug for at fokusere på bæredygtighed, er det rettidig omhu at se både på den faglige men også økonomiske evidens. 

Sammenligner man omkostninger for lavrisikofødsler på fødeklinik eller ved hjemmefødsler, er omkostningerne betydeligt lavere end de fødsler, der foregår på en højt specialiseret afdeling. Det gælder også, selvom man indberegner det beredskab, der skal være let tilgængeligt med mulighed for overflytning eller for kejsersnit i akutte situationer.

Den gode fødselsoplevelse

Er den øgede indgrebsfrekvens en uundgåelig udvikling i verden og i de skandinaviske lande? Er det et resultat af ældre fødende med flere medicinske risikofaktorer, overvægt eller ønsker om kejsersnit? Skal vi overhøre, når WHO angiver at en kejsersnitfrekvens over 10-15 pct. ikke viser en reduktion i mødre eller børnedødelighed? Skal vi negligere, at en øget igangsættelsesfrekvens kan give længere fødsler og dermed behov for flere indgreb?

Læger i gynækologiske og obstetriske afdelinger kan blive bedre til at anerkende at den indgrebsfrie ‘normale’ fødsel har en værdi.

Kamilla Groenemeijer Nielsen, overlæge i obstetrik, Slagelse Sygehus

De kvinder, der ikke ønsker sig den indgrebsfrie fødsel, ønsker sig i langt de fleste tilfælde et kejsersnit på baggrund af den fødselsoplevelse de havde første gang. Fælles for næsten alle er, at det handlede om manglende kommunikation. De følte sig ikke set og hørt, de forstod ikke forløbet; indgrebene, tiden eller smerter gav ikke mening for dem. Det er noget, systemet kan blive bedre til, specielt hvis vi tilslutter os, at vi uden at gå bort fra den høje sikkerhed er klar til at fokusere på næste niveau: Den gode fødselsoplevelse. 

Kan alle tre ting lade sig gøre samtidig? Kan indgrebsfrekvensen sænkes, så vi kun foretager de absolut mest nødvendige indgreb, mens vi både sparer penge og arbejder for den gode fødselsoplevelse? 

Svaret er ja.

Forskel på fødekultur

Der er stor forskel på indgrebsfrekvensen fra afdeling til afdeling i alle de nordiske lande. Fælles for alle er, at der arbejdes for høj sikkerhed og alle har som overordnet mål at give gode, trygge oplevelser. Det er sammenlignelige afdelinger, så forskellene i indgreb handler i mindre grad om forskel i kvinder, det handler i højere grad om forskel i fødekultur.                                                                               

Fødekulturen er bestemmende for tilgangen til fødsler i landet og i de enkelte fødeafdelinger. Den kan være bestemmende for hvor høj værdi, den indgrebsfrie fødsel og den gode fødselsoplevelse har. 

Det man ser i konkrete tal er, at den overordnede kejsersnitsfrekvens mellem afdelinger i Danmark varierer fra 13-24 pct., i Sverige mellem 14-27 pct., i Norge mellem 13-19 pct. og i Finland mellem 15 og 25 pct. I Island er der større enighed om fødekulturen, og afdelingerne varierer mellem 16-18 pct.

Ser man på undergrupper med mindre risici som f.eks. hvor mange kvinder, der føder vaginalt efter tidligere kejsersnit, varierer det afhængigt af fødeafdeling i Danmark mellem 28 og 66 pct. Og undersøger man, hvor mange der føder vaginalt med foster i sædestilling, varierer det mellem 9 og 45 pct. afdelingerne imellem. 

Sikkerhed og kvalitet 

I 2024 er det ikke længere tilstrækkeligt udelukkende at fokusere på barnets fysiske sundhed som det primære resultat af en fødsel. Verdenssundhedsorganisationen WHO understreger vigtigheden af at sikre reduktion af unødvendige indgreb og sikre en god fødselsoplevelse for mødre. 

En positiv fødselsoplevelse er et vigtigt fundament for overgangen til forældreskab og spiller en væsentlig rolle for moderens trivsel og hendes evne til at knytte bånd til barnet.

Når vi navigerer i fremtiden for fødselshjælpen, bør vores mål være at balancere sikkerheden for mor og barn med kvaliteten af fødselsoplevelsen og kvindens helbred også på lang sigt. Ved at reducere unødvendige indgreb, kontrollere omkostninger og prioritere både moderens og barnets trivsel kan vi skabe en mere holistisk tilgang til fødslen. 

Lad os inspirere os af den bedste praksis og arbejde hen imod et fælles mål, hvor hver fødsel er en positiv og styrkende oplevelse, og hvor de fødende kvinder sikres kontinuitet og individuelle valgmuligheder.

Lægens opgave

Hvad kan vi som læger så gøre, for at skabe en bedre fødselskultur?

Læger i almen praksis kan informere om hjemme/klinikfødsler, der har større kontinuitet, færre indgreb med høj sikkerhed og høj tilfredshed.

Læger i gynækologiske og obstetriske afdelinger kan blive bedre til at anerkende at den indgrebsfrie ‘normale’ fødsel har en værdi. Den glemmes ofte, når vi beslutter nye tiltag, igangsættelser og øvrige indgreb. Vi kan optimere brugen af indgreb, så der kun laves de medicinsk nødvendige igangsættelser og kejsersnit. 

Vi kan f.eks. arbejde med at træne den model for sædefødsler, der giver flest vaginale fødsler, øve forskellige fosterovervågningsmetoder, der ikke medfører at vi skal tage blodprøver fra barnets hoved under fødslen, støtte kvinder med traumatiske fødseloplevelser, så en del kan blive trygge ved næste fødsel, arbejde på forebyggelsesarbejdet så færre får traumatiske fødselsoplevelser.

Ikke mindst kan vi udarbejde nationale faglige guidelines i ligeværdigt samarbejde med jordemødrene, i stedet for at der som nu kun er få jordemødre med til at udarbejde guidelines.