Så kom det faglige oplæg til Kræftplan V, og den rigtige gode nyhed er, at der i modsætning til de seneste centrale sundhedsudspil tales om kønsforskelle i kræft.

Oplægget præsenterer de markante uligheder mellem kønnene i alle elementer af kræftsygdomme: forekomst, opsporing, tidspunkt for diagnosticering, rehabilitering, overlevelse osv.

Den aldersstandardiserede incidensrate er højere for mænd end for kvinder. Ifølge NorCan er den 16 pct. højere. I forlængelse heraf nævner kræftplanoplægget, at der siden 2010 har været flere nye kræfttilfælde blandt mænd end kvinder, og at denne forskel forventes at blive større i fremtiden. Det årlige antal kræftdødsfald forventes at stige for mænd og falde for kvinder de næste 20 år.

Når det dernæst nævnes, at blandt personer, der lever med kræft, er der 20 pct. flere kvinder end mænd, skal det sammenholdes med, at der som nævnt er 16 pct. flere mænd der får kræft.

Med hensyn til forekomst og dødelighed, er der denne markante ulighed: Mænd har 38 pct. større dødelighed af kræft end kvinder. 

Intet ord om kønsulighed

De mange tal understreger nødvendigheden af at skelne mellem, hvad der gør, at man får kræft, og hvordan det går, når man har fået kræft. Det er i det sidste tilfælde, at det går rigtig dårligt for mænd. 

Denne skelnen er vigtig, fordi det gennemgående er forskellige ting, man skal gøre for at forebygge sygdommens opståen og for at mindske dødeligheden af den.

Allerede i kommissoriet stod der, at ‘oplægget skal have fokus på ulighed i kræft’. Det udlægger folkene bag oplægget sådan: ‘Over de senere år er der kommet tiltagende fokus på social og geografisk ulighed i kræft, som har været stigende over en årrække.’

I alt 21 gange nævnes ulighed i kræft. Men ikke én eneste gang tales der i handlingerne om køn og kønsuligheden. Hvorfor er det udelukkende geografisk og social ulighed, der nævnes, når kræftplanens egne opgørelser peger på så stor kønsulighed, som er refereret ovenfor?

Køn skal med i anbefalinger

Det er virkelig galt, for når vi kigger på alle anbefalingerne så kan de kun gennemføres tilfredsstillende, hvis der tænkes køn ind i dem:

Det gælder disse centrale områder i fremtidens kræftindsats, som oplægget peger på: 

• Individualisering og differentiering af indsatser gennem forløbene
  Det er umuligt ikke at tænke køn ind, når vi taler om det. Mænd og kvinder har så mange forskelligheder i opsporing, at søge hjælp, passe behandlingen mv., at det er helt afgørende, at have et kønsperspektiv her på.

• Hurtig udredning og afklaring samt hurtig behandling og opfølgning
  Hurtig udredning forudsætter hurtig kontakt med lægen ved symptomer, men rigtig mange mænd ved ikke hvilke symptomer, de skal reagere på, gør det for sent og går 47 pct. mindre til læge end kvinder.
   

• Afklaring af patienters situation, muligheder og præferencer etableres som fast praksis og lægges til grund for fælles beslutningstagning om behandlingsmål
  Her er det afgørende, at der er en god dialog mellem patient og sundhedsvæsen. Og rigtig mange mænd giver udtryk for ikke at forstå og blive forstået hos læge og på hospital.

• I alle patientforløb for kræft tilrettelægges rehabilitering som en integreret del
  Når vi kigger på kræftrehabilitering og i øvrigt rehabilitering i forhold til stort set alle sygdomme, så er det åbenlyst, at langt færre mænd end kvinder deltager i de tilbud der findes. Masser af erfaringer har vist, at der skal skabes særlige tilbud til mænd, for at de deltager i rehabilitering. 

Så ingen af de her kerneforslag fra det faglige oplæg til Kræftplan V kan gennemføres, hvis ikke der i alle tiltagene tages udgangspunkt i, at det er nødvendigt at indregne de markante kønsforskelle, der er i kræftforløb fra sygdommen opstår til den bliver vel behandlet.

Det er en forudsætning for, at Kræftplan V også kan blive til fuld gavn for mænd.