En ulykke i slowmotion
Foto: Lars Andersen

En ulykke i slowmotion Mange års snak om ‘shared care’ mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet fremstår som tom snak. Processen for udflytning af opgaver fra sygehusvæsenet til det nære sundhedsvæsen i form af kommuner og almen praksis er som at se en ulykke i slowmotion.

Der foregår i disse år en vigtig og nødvendig udflytning af opgaver fra sygehusvæsenet til det nære sundhedsvæsen i form af kommuner og almen praksis. Vigtig, fordi den demografiske udvikling betyder, at vi skal forbeholde sygehusene til de mest akutte, specialiserede problemstillinger og sørge for, at mest mulig forebyggelse og opfølgning sker tæt på den enkelte borger, i hjemmet, i kommunalt regi og hos egen læge.

I sygehusregi er man de seneste årtier blevet dygtigere og dygtigere til at redde folks liv og sikre mindst mulig risiko for senfølger eller tilbagefald. Imidlertid er processen for udflytningen af den sidste del af opgaven til primærsektoren som at se en ulykke i slowmotion. Og mange års snak om ‘shared care’ mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet fremstår som tom snak, der ikke er blevet handlet på.

Hjerterehabilitering, som vi skriver om i denne udgave af Dagens Medicin, er et godt eksempel. Når mennesker får en blodprop i hjertet, er hjertelægerne de sidste årtier blevet bedre og bedre til at fjerne blodproppen og genetablere passagen hurtigt og med det mindst mulige indgreb. Det sparer mange penge til operation og indlæggelse, fordi patienten hurtigt kan komme hjem. Men det har andre ‘bivirkninger’, som man typisk ikke har taget højde for.

Mange års snak om ‘shared care’ mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet fremstår som tom snak, der ikke er blevet handlet på

Når patienten tidligere var indlagt i flere dage og fik et opfølgende ambulatoriebesøg, var der god mulighed for både at justere medicin, der blev sat i gang efter blodproppen, og hjælpe vedkommende til at komme i gang med livsstilsændringer som rygestop, motion og kostomlægning. Det hele foregik i et fagligt miljø, hvor alle var fokuserede på hjerterehabilitering, og hvor det har været nemt og indlysende for patienten at lytte til de mennesker, der har reddet hans eller hendes liv.

Men når man bliver udskrevet hurtigt, og det er ens eget ansvar at kontakte egen læge og måske endda også kommunen for at komme i et hjerterehabiliteringsforløb, så er det ikke svært at gætte, at temmelig mange mennesker nok ikke får det gjort. Og at det som sædvanlig vil have social slagside, således at det er dem med allerflest risikofaktorer, der er mindst tilbøjelige til at tage kontakten og sikre sig hjælp til egen hjerterehabilitering.

Alligevel er det, hvad der reelt er sket for de fleste, siden Sundhedsstyrelsen i 2018 udsendte anbefalinger for tværsektoriel hjerterehabilitering. Havde man fra starten sikret, at der blev holdt grundigt øje med eksperimentet ved at sikre data og monitorering af de berørte patienter, kunne det have været forsvaret. Men det er først indenfor det seneste år, at der er begyndt at komme data fra kommunerne, der viser, hvordan det går med deres del af hjerterehabiliteringsindsatsen. Og desværre peger data ikke i positiv retning. Eksempelvis er andelen af patienter, der lykkes med rygestop efter at have været indlagt på grund af iskæmisk hjertesygdom, faldet til det halve.

Og nu efter mere end fire år er der stadig ikke sikret systematisk opsamling af data fra almen praksis. Derfor ved man ikke, hvor mange af de patienter, som burde komme i et rehabiliteringsforløb, der rent faktisk gør det. Og data om dem, der kommer i et forløb, er mangelfulde, tilfældige og besværlige at få overblik over.

Undskyldninger er der masser af – fra manglende honorering af de praktiserende læger til forskellige it-systemer og behov for ensretning – men bundlinjen er, at alle parter har svigtet. Det øverste ansvar ligger selvfølgelig hos de politikere, der beslutter en ombygning af sundhedsvæsenet uden at lægge en reel plan med rammer, mål og midler og uden at følge op på det, de selv har sat i gang. Men man må også spørge, hvor regionerne, kommunerne, de faglige selskaber og Sundhedsstyrelsen har været henne. Som sædvanlig er patientforeningerne de eneste, der gør lidt modstand, men også her er det et problem, at man ikke står skulder ved skulder, men at hver forening primært rider sin egen kæphest.

Hjernesagen har f.eks. dygtigt fået sikret, at forebyggelse af stroke, herunder problemstillingen med udflytning af specialiseret viden fra hospital til primærsektor, blev nævnt i regeringens såkaldte udspil til en sundhedsreform i marts. Fordi man havde indset, at netop den udflytning er et kæmpe problem for Danmarks førerposition på området.

Men det helt store problem er, at det endnu engang er lykkedes regeringen at lægge røgslør ud over egne mangler på handlekraft i forhold til den grundlæggende problemstilling, nemlig: Hvordan man flytter opgaver fra den højt specialiserede sygehussektor ud i primærsektoren uden at gå på kompromis med den faglige kvalitet og organisering. Selvfølgelig handler det i første omgang om at redde flest muligt fra at dø, men hvis der ikke bliver gjort noget ved den bagvedliggende årsag, så det ikke sker igen, så er vi jo lige vidt.

Skriv kommentar