Vi mangler stort set speciallæger i alle 38 medicinske specialer.

21 pct. af de yngre læger er i høj eller meget høj grad påvirket af arbejdsrelateret stress i deres dagligdag. Det skal vi tage alvorligt

Hvert 12. job som speciallæge er ubesat, og der er en stigende tendens til, at speciallæger fra det offentlige sundhedsvæsen søger ansættelse i det private. Vi mangler mange sundhedspersoner og herunder også speciallæger.

Men vejen mod speciallægetitlen er en sort pukkelpist med græstotter og isflager, som vi skal gøre nemmere.

Lad os se lidt nærmere på pukkelpisten.

Efter seks års studie gælder et års KBU, dernæst et års introduktionsstilling efterfulgt af cirka fem års specialisering i hoveduddannelse inden for drømmespecialet.

Denne tidsplan holdes sjældent, og det tager i gennemsnit lidt over ti år fra færdig kandidat til speciallægetitel, da der suppleres med f.eks. flere forskellige introduktionsforløb, uklassificerede ansættelser, barsler, ph.d.-forløb m.m.

Lærerigt og belastende på samme tid

Hoveduddannelsen er sammensat specialespecifikt, men består ofte af flere ansættelser på forskellige afdelinger og hospitaler af typisk 4-12 måneders varighed, inklusiv eventuelle udlandsophold.

I den periode oplever uddannelseslægerne typisk, at de altid er nye på afdelingen og ofte får de kedelige og trivielle opgaver ‘for de er jo på vej videre’.

Disse korte ansættelser er lærerige og belastende på samme tid, hvilket måske er en af årsagerne til, at hoveduddannelseslæger er den lægegruppe, der føler sig mest stresset.

Når man som uddannelseslæge på vej gennem systemet kan observere rigtig mange speciallæger, der er stressede og har symptomer på udbrændthed, så virker det ikke logisk at haste igennem et hårdt ikke-familieegnet system, for blot at komme ud på den anden side og blive endnu mere stresset.

Et årti, hvor der skal løbes stærkt

Specialiseringen foregår oftest, når folk er i 30’erne, familieetableringens årti, hvor alt skal nås samtidigt: karrierefremmende aktiviteter, barsler og evt. huskøb og istandsættelse.

Jeg kender flere, der enten udskyder eller helt opgiver at blive speciallæge, skifter fag eller bliver alvorligt stressede. Eller som ender med at blive skilt

Når cirka 70 pct. af de medicinstuderende er kvinder, kender vi også sammensætningen af den kommende arbejdsstyrke, ligesom vi ved, at kvinder i gennemsnit arbejder mere i hjemmet end mænd, og at mænd i gennemsnit arbejder cirka en time mere dagligt end kvinder på deres arbejde, ligesom flere kvinder end mænd er på deltid.

Det er med andre ord en gruppe mennesker, der løber meget hurtigt. Ofte hurtigere end de selv, og deres pårørende kan følge med.

De læger, jeg kender, er yderst kompetente og meget pligtopfyldende mennesker, der strækker sig til det yderste for at gøre det så godt som muligt for alle. Men det kan man ikke altid.

Og det kan ses i tallene: 21 pct. af de yngre læger er i høj eller meget høj grad påvirket af arbejdsrelateret stress i deres dagligdag. Det skal vi tage alvorligt!

Selv Cirkus Baldoni ville sige fra

Jeg selv kunne ikke forene et familieliv med tre børn med at specialisere mig i almen medicin, som jeg fandt mest interessant. Simpelthen fordi opbygningen af uddannelsen er så strabadserende, at selv Cirkus Baldoni ville sige fra over for sådan en turnéplan.

Jeg har heldigvis fundet en alternativ karrierevej, jeg trives rigtig godt i, og som understøtter en fornuftig work-life-balance.

Jeg kender flere, der enten udskyder eller helt opgiver at blive speciallæge, skifter fag eller bliver alvorligt stressede. Eller som ender med at blive skilt som følge af den vanskelige work-life-balancering.

Hvis vi virkelig mener, at manglen på speciallæger er så stor, bliver vi nødt til at give muligheder for alternative uddannelsesveje, med mere kontinuitet, fleksibilitet og bedre vilkår.

Så kan det være, at også jeg ville overveje at vende tilbage til specialiseringen.