Sådan kunne en grov Google Translate-oversættelse af den dugfriske rapport ‘Eftersyn af sygehusvæsenet’ fra Indenrigs– og Sundhedsministeriet – med lidt dårlig vilje – lyde. Rapporten er klassisk djøfsk dataanalyse, hvor man bl.a. dykker ned i antallet af personer ansat på sygehusene og ser, hvor meget de laver. Analysen dækker 2019-2022. Data er krystalklare og entydige.

• Antallet af læger i perioden er steget markant, antallet af sygeplejersker er uændret.
• Antallet af ‘andet sundhedsfagligt personale’ er steget betydeligt.
• Aktiviteten er i samme periode faldet signifikant, uanset om vi måler produktionsværdi (DRG), operationer, indlæggelser eller ambulante kontakter.
• På djøf-sprog udtrykker man ovenstående ved at skrive, at det ‘indikerer et produktivitetsfald’. Eller på plat dansk: Aldrig har så mange lavet så lidt.

Den kvikke læser vil straks opponere, at det skyldes corona. Måske. Der var ikke corona i hele 2019-2020-2021-2022. Og corona-aktiviteten, som vi jo ved fra medierne lagde sygehusene ned i enorme mængder af indlæggelser, er altså talt med ministeriets tal. Hmmm …

Vi ser altså en langvarig udvikling på sygehusene, hvor selv massive tilførsler af mere sundhedsfagligt personale leder til, at aktiviteten først flader ud og nu decideret falder

Men lad gå, lad os kigge på præ-corona tiden også. I perioden 2010-2018 var antallet af indlæggelser nærmest uændret, mens antallet af ambulante behandlinger steg lidt. I samme periode steg antallet af sygehuslæger imidlertid med 3.300, og antallet af sygehussygeplejersker med 1.500. Med andre ord: Også i perioden 2010-2018 indikerer data et produktivitetsfald.

Vi ser altså en langvarig udvikling på sygehusene, hvor selv massive tilførsler af mere sundhedsfagligt personale leder til, at aktiviteten først flader ud og nu decideret falder. Samtidig er det uomtvisteligt sådan, at mange sygehuslæger og sygehussygeplejersker oplever stigende travlhed og arbejdsbelastning. Data på den oplevede travlhed er svære at finde i hård form, så der må vi tage sygehuspersonalets oplevelser for pålydende.

Altså: Aldrig har så mange lavet så lidt og følt sig så pressede. Det er jo en totalt forvrøvlet sætning, som ovenikøbet er respektløs over for de hårdtarbejdende læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale på sygehusene. Hvad gemmer der sig nedenunder paradokset mellem tallene og oplevelserne? Er det et stigende dokumentationskrav? Er det mere tidskrævende digitale løsninger? Er sygehusenes ledelse og organisering blevet dårligere? Er kommunernes ældrepleje blevet ringere? Er det det faldende antal praktiserende lægers skyld?

For at være helt ærlig: Jeg kender ikke svaret. Men jeg synes, at vi skal undersøge paradokset og finde svaret, inden vi pumper endnu flere læger og sygeplejersker ind i sygehusene med fortsat faldende aktivitet og oplevet travlhed til følge. Det synes jeg, at vi skylder både skatteborgere og patienter.