Sundhedsvæsenet graver sig dybere og dybere ned i et hul. I Politiken 15. april var der atter en kronik, som kun kan gøre læseren deprimeret.
Kronikken er skrevet af en sygeplejerske, der forlader sin stilling. Hun benytter lejligheden til at reflektere over sit arbejde. Desværre er indholdet i kronikken ikke nyt. Mange andre indlæg i debatten samt på de sociale medier har de samme pointer.
Der er to emner i kronikken, der gør mig trist, og som vi bliver nødt til at ændre.
Debatten er nødvendig
Det første emne handler om ytringsfrihed. Det fremgår, at kronikken først bliver skrevet nu, fordi skribenten frygtede for de ledelsesmæssige sanktioner, mens hun stadig var ansat. Debatten om ytringsfrihed er lang.
Eksemplerne på, at der bliver foretaget eller truet med sanktioner, er mangfoldige.
Tværtimod er behovet for øgede ressourcer størst uden for sygehusene
På Twitter er der flere, der byder ind med selvoplevede oplevelser, og jeg tør godt påstå, at trusler i forbindelse med ytringer er et almindeligt fænomen – og det er meget skadeligt.
Vi bliver nødt til at debattere medarbejdernes oplevelser af hverdagen. Som leder havde jeg den regel, at man selvfølgelig måtte ytre sig, også kritisk. Men jeg forbeholdt mig ret til at være uenig eller se en sag med en anden vinkel.
Frustrationerne spredes
Sådan må det være, for der er desværre ønsker fra medarbejderne, som man som leder ikke kan indfri på en måde, som medarbejderne forventer.
Hvis man ikke deltager i en reel debat, vil frustrationerne spredes og få negativ indvirkning på arbejdsmiljøet. Se på, hvordan det gik med indførelsen af Sundhedsplatformen.
I min tid på Hvidovre Hospital var der et eksempel, hvor direktionen sagde, at nok er nok. Det skete, da en afdeling førte krig mod beslutningen om indførelsen af 1813.
Det er fair at komme med sine kritiske meninger, men vi skal respektere de politiske beslutninger. Lad mig slå fast, jeg opfatter ikke de mange meldinger om arbejdsforholdene som en kampagne.
Uklarhed om rammerne
Det andet emne, som gør mig trist, er de åbenlyse frustrationer blandt personalet. Kun gennem debat kan vi forsøge at gøre det bedre. Ikke at tage debatten åbent er dårlig ledelse.
Som jeg ser problemet, er der uklarhed om rammerne, hvori vi arbejder. Vi er det antal ansatte, vi er, og der er ikke udsigt til, at vi bliver flere.
Det kan godt være, at mange mener, at rammerne på sygehusene skal øges betydeligt. Men det kommer ikke til at ske.
Tværtimod er behovet for øgede ressourcer størst uden for sygehusene. Vi mærker, at rutinerede sygeplejersker søger uden for sygehusene. Men det er en ønsket virkning.
At dygtige og rutinerede sygeplejersker søger ud i kommunerne og hos de praktiserende læger, har vi ønsket i mange år. Det er af afgørende betydning, hvis Det nære sundhedsvæsen skal fungere.
Så vi kommer til at klemme ballerne sammen på sygehusene. Ikke nogen nem opgave, men vi får aldrig løftet opgaverne, hvis rammer og opgaver ikke er klart defineret.
Det skylder vi os selv. Lad os nu komme op af hullet.
