Du kender det sikkert fra dig selv. Talrige gange er du stødt ind i et eller andet i medierne, hvor du endnu engang sukker – og går videre.

Sådan har jeg haft det med Dagens Medicins tilbagevendende årlige tema om magt i sundhedsvæsenet. Jeg har aldrig set det interessante eller nytteværdien i øvelsen. Og jeg har aldrig oplevet, at det gav anledning til samtaler blandt ansatte, hverken i kliniske eller stabsafdelinger.

Jeg har været ansat i det danske sundhedsvæsen i mere end 40 år, de seneste 30 år som overlæge, dels i klinikken og dels i stabsfunktioner på hospitaler og regioner. Jeg har derigennem samarbejdet med både mellem- og topledere, lige dér hvor magtens diffuse stråler koncentreres, og de store planer fra skrivebordene skal gøres operationelle i den virkelige verden.

I år ramte Dagens Medicins 40 sider lange avis om magt mig med gnavende undren, som jeg ikke har kunnet slippe af med: Hvem efterspørger disse opgørelser, og hvad er nytteværdien?

De to mennesker i Danmark, som på magtlisten ser ud til at have den allerstørste magt, har ikke kunne/villet få denne magt til at opfylde et lille bitte valgløfte

De 12 medlemmer i Dagens Medicins magtpanel har en række parametre til deres vurderinger. De fleste komplet diffuse og subjektive: Hvor hårdt arbejder personen? Hvor dygtig er personen til sit fag? Hvor stort er netværket? Graden af medieeksponering. 

Min konklusion er, at hele ideen bag magtpanelets liste i sin nyttesværdi befinder sig et sted mellem meteorologi og astrologi. Evnen til at opnå konkrete forbedringer indgår ikke.

Som borger og sundhedsprofessionel opfatter jeg magt i sundhedsvæsenet som:

• Indsigt til at identificere de mest betydende strukturelle problemer
• Evne til i en periode at prioritere de to til tre vigtigste, og skabe enighed herom
• Viden til at opstille effektive handleplaner
• Mod til at afsætte de nødvendige ressourcer
• Løbende følge op, så de ønskede resultater kommer i hus

Deltager man i internationale konferencer, som beskæftiger sig med organisation af sundhedsvæsenet i relation til kvalitet og patientsikkerhed, har der de seneste år været især ét gennemgående tema: Problemer med uddannelse, rekruttering og fastholdelse af de sundhedsprofessionelle. 

At dette er hovedproblemet burde være en erkendelse hos alle top og mellemledere. Datagrundlaget er uimodsigeligt til stede overalt i den vestlige verden. Analysen af årsagerne giver lige så klar besked: Tab af meningsfuldhed, travlhed, de ustandselige faglige og etiske kompromisser, som skal til for at komme igennem hverdagen. Det får et stadig stigende antal til at finde anden ansættelse, gå på tidlig pension eller fravælge uddannelserne.

Veluddannede, motiverede medarbejdere er sundhedsvæsenets største og vigtigste ressource. Alle andre forandringer afhænger heraf.

Statsministeren lovede i valgkampen 2019 mindst 1.000 ekstra sygeplejersker. Et ganske uambitiøst mål i et land med allerede ca. 80.000 uddannede sygeplejersker under 65 år. Her fem år senere er der færre ansatte sygeplejersker i kommunerne og regionerne, og fortsat faldende optag på uddannelserne. I et sundhedsperspektiv er det vel et tegn på enten magtesløshed, manglende kompetencer eller endnu værre: Ligegyldighed? 

Men Dagens Medicin rangerer statsministeren som nummer 2. De to sundhedsministre, som skulle opfylde løftet, (Magnus Heunicke (S) og Sophie Løhde (V) ) ligger i år henholdsvis nummer 54 og 1. De to mennesker i Danmark, som på magtlisten ser ud til at have den allerstørste magt, har ikke kunne/villet få denne magt til at opfylde et lille bitte valgløfte.

Så – kære Dagens Medicin, er det ikke på tide at revurdere denne indsats om magt og det forældede perspektiv, som ligger bag? 

Kunne det mon være udfordrende og modigt at rykke et par skridt ned af den traditionelle magtstige og finde en liste over teams i sundhedsvæsenet, som på tværs af sektorer og fag, faktisk formulerer visioner i relation til de vigtigste problemer, og fører dem ud i livet med synlige resultater til følge. Et slags forandringskatalog til inspiration i den kliniske virkelighed. Ikke 100 forskellige – det er for trættende også i den sammenhæng. Men måske 10? 

Selvfølgelig skal toplederne også have deres fejring. Jeg er ret sikker på, at Dagens Medicin blandt de mange 100-ledelsesspidser let kunne finde én leder eller én ledergruppe om året, som kan påvise konkrete forbedringer på nogle af de vigtigste problemstillinger. Medarbejdertilfredshed, rekruttering og fastholdelse koblet til kvalitet kunne være interessante indikatorer. Måske skulle kåringen så kaldes ‘Den Gyldne Fyldepen’?