Vi skal styrke primærsektoren. Vi skal udbygge det nære sundhedsvæsen. Og vi skal opprioritere det almen medicinske tilbud, inklusiv almen praksis.
Det står fast med aftalen om den kommende sundhedsreform. Men skal vi lykkes med det, kræver det flere speciallæger i almen medicin. Uddannelsen af flere speciallæger i almen medicin er derfor helt centralt, hvis sundhedsreformen skal lykkes. Det betyder også, at rekruttering til specialet er helt afgørende. Der skal uddannes nok. Og der skal uddannes de rigtige steder.
Der er masser af håndtag, der kan drejes på, for at det kommer til at ske. Men aftalen mellem regeringen og Danske Regioner fra december med målet om at styrke lægedækningen rykker ikke for alvor ved noget. Og det undrer mig, at man bliver ved med at tro, at man kan tiltrække læger til almen medicin ved at forsøge at begrænse de karrieremuligheder, man har som almenmediciner, når der nu er så meget andet, der kunne gøres.
Aftalen fra december betyder blandt andet, at nye lægekapaciteter fra 1. januar til 1. juli kun kan tilføjes i de 17 kommuner, hvor lægedækningen er dårligst. Den del af aftalen risikerer dog at stikke befolkningen i de områder blår i øjnene, for der åbnes ikke mange nye ydernumre i løbet af det halve år, som aftalen strækker sig over.
Speciallægetitel med mange muligheder
Aftalen indebærer også, at ‘speciallæger i almen medicin skal tilskyndes at indgå i de almen medicinske tilbud’, hvilket er både sympatisk og forståeligt.
Der findes så mange andre tiltag, man kan lave, hvis man vil tiltrække flere speciallæger i almen medicin
Jeg undrer mig dog over, at man ikke har valgt at løse den udfordring ved at gøre det mere attraktivt at arbejde i et almen medicinsk tilbud. I stedet har man valgt at sige, at antallet af speciallæger i almen medicin ikke må vokse på universitetssygehusene i de næste to år.
For mig at se, er det en noget bagvendt måde at gå til værks på.
Jeg vil derfor advokere for, at man ikke sætter yderligere begrænsninger i et uddannelsessystem og et arbejdsmarked, der i forvejen er underlagt så mange restriktioner. Især i en tid hvor mange efterspørger større frihed og mere fleksibilitet.
Helt personligt kan jeg fortælle, at jeg ikke valgte at specialisere mig indenfor almen medicin med det ene sigte for øje at blive praktiserende læge. Jeg valgte specialet, fordi det var et bredt speciale. Jeg valgte specialet, fordi jeg havde en forestilling om, at der var mange forskellige muligheder med den speciallægetitel. Selvfølgelig inklusiv at blive praktiserende læge.
Og er sandsynligheden for, at jeg bliver praktiserende læge stor? Ja, selvfølgelig. Især hvis det er et attraktivt tilvalg for mig, når jeg om halvandet år står med min speciallægeanerkendelse.
Tidlig og aktiv rekruttering
I stedet for at lave begrænsninger og restriktioner vil det oplagte i stedet være at arbejde med en model, hvor man forsøger at gøre det til et attraktivt tilvalg at blive speciallæge i almen medicin og arbejde i primærsektoren.
Der findes så mange andre tiltag, man kan lave, hvis man vil tiltrække flere speciallæger i almen medicin: Større og tidligere fokus på almen medicin under medicinuddannelsen, styrkelsen af præ-og postgraduat almen medicinsk forskning, nemmere adgang til speciallægeuddannelsen ved eksempelvis sammenhængende uddannelsesforløb og mere merit.
Det kan også være at sikre bedre trivslen blandt de nyuddannede læger i almen praksis ved for eksempel at oprette faglige fællesskaber, sikre langt større fokus på uddannelsen af almen medicinere under deres blokforløb på sygehusene, sørge for mere lokal uddannelse og jeg kunne blive ved og ved og ved.
Hvis sundhedsreformen skal lykkes, skal der rekrutteres nok speciallæger i almen medicin. Så kære arbejdsgivere: Lad os arbejde sammen med modeller for tidlig og aktiv rekruttering både til speciallægeuddannelse, men også så speciallægerne vælger primærsektoren og almen praksis til.
