Der skal rekrutteres flere praktiserende læger. Det står klart, efter sundhedsreformens ambition om at nå 5.000 speciallæger i almen medicin i 2035.
Hvis denne ambition skal blive til virkelighed, kræver det en nytænkning af hoveduddannelsen (HU) i almen medicin. For den er et helt centralt bidrag til rekruttering af de manglende praktiserende læger, men den fungerer ikke, som den er i dag.
De seneste 20 år har der på landsplan været ca. 3.500 praktiserende læger med et lille fald. I samme periode er antallet af hospitalsansatte læger næsten fordoblet.
Selv er vi godt på vej i vores hoveduddannelser og kan nedsætte os som praktiserende læger om få år. Hoveduddannelsen skal klæde os på til en tilværelse som praktiserende læger, hvor hverdagen byder på forebyggelse, behandling, samtaler og biomedicin krydret med et komplet sceneskift hvert 10-15. minut. Det kræver en stor faglig viden, bredde og menneskelig styrke.
Ifølge Lægeforeningens nye analyse kan den nuværende dimensionering af videreuddannelsesforløb ikke dække fremtidens behov for speciallæger i almen medicin. I 2023 blev der opslået 355 HU-forløb i almen medicin. 79 pct. af forløbene blev besat.
Generelt er den procentvise andel af besatte forløb i almen medicin lavere end for de fleste andre specialer, hvor den samlede andel af stillinger, der bliver besat af en læge er 89 pct. Der er ikke kun behov for flere hoveduddannelsesforløb, vi må samtidig øge antallet af besatte stillinger – det skal være attraktivt at vælge en hoveduddannelse i almen medicin.
Rugbrødsarbejde og mange skift
Hoveduddannelsen i almen medicin har desværre et hårdt ry, og det kommer ikke af ingenting. Livet som HU-læge er præget af mange stillinger og skift. Vi skifter arbejdssted og speciale hver sjette måned. Følelsen af endelig at kende arbejdsgangene i det, vi beskæftiger os med, er ganske kort, inden vi skal videre til næste hospitalsafdeling. Vi skal forholde os til nye kolleger, nye ledere, nye arbejdsmetoder, nye vagtplaner og nye hospitaler. Alt dette i kombination med ofte meget natarbejde.
I modsætning til de fleste HU-stillinger i andre specialer, er der ikke et fast anker og et sikkert tilhørssted i den i alt 4,5 årige ansættelse, som heller ikke efterlader nogen indflydelse fra os selv på hverken arbejdstilrettelæggelse, fleksibilitet eller indhold.
I dag bruger vi mest tid væk fra det speciale, vi har valgt at specialisere os i
Der går desuden meget tid med rugbrødsarbejde, hvor vi optager en standard indlæggelsesjournal, spørger til medicin og allergi samt laver en objektiv undersøgelse. Det er kompetencer, alle læger har opnået, inden de starter HU, som vi til hverdag udøver i praksis, og desuden ikke noget, som de andre hoveduddannelseslæger i de specialer, vi er ansat i, varetager.
Lad os kort ridse op, hvad vi skal igennem i løbet af de 4,5 år som hoveduddannelsen tager. Fase 1 består af 6 måneder i almen praksis. Her arbejder vi i det speciale, vi har valgt at specialisere os indenfor. Vi er ansat af regionen i en praksis, der fungerer som en privat virksomhed, hvor den praktiserende læge er supervisor.
Derefter går der 2-2,5 år med arbejde på forskellige hospitalsafdelinger, typisk 4-8 måneder på hver afdeling afhængig af region. Der er tale om intern medicin, akut (kirurgi og medicin), gynækologi og obstetrik, pædiatri og psykiatri.
I fase 2 af hoveduddannelsen er vi tilbage i den tidligere praksis i 6 måneder, inden vi afslutter speciallægeuddannelsen med fase 3, der byder på 12 måneder i en ny praksis.
Et fast anker
Der er en revidering af hoveduddannelsen på vej, bl.a. med mere detaljerede målbeskrivelser for hvert ophold. Desuden har man fra politisk side varslet, at man skal være et halvt år mere i praksis og tilsvarende mindre på hospital under de 4,5 år, som hoveduddannelsen tager.
Mange gode kræfter inden for almen medicin har lagt et stort arbejde i dette, og det er da også et udmærket skridt på vejen. Men der er behov for langt mere omfattende ændringer, hvis vi som samfund skal i mål med sundhedsreformens ambition om flere praktiserende læger.
Vi må også se på indhold, tilrettelæggelse og kvalitet i hoveduddannelsen, særligt de 2,5 år på hospitaler, som i dag mere bærer præg af eksponering, drift og produktion end fokuseret og almen medicinsk relevant læring.
Det er en velkendt sag, at der gives kage, når den sidste nattevagt er taget. Det fejres, når de 2,5 år på hospital er slut, og kolleger fra andre specialer tilkendegiver, at de godt nok ikke misunder den hårde hoveduddannelse, vi har som kommende almenmedicinere. Men hvad hvis man ændrede udgangspunktet, så HU-lægerne havde et fast anker i praksis?
I dag bruger vi mest tid væk fra det speciale, vi har valgt at specialisere os i. Det udfordrer tilknytningen, det faglige fællesskab og giver sværere arbejdsforhold i de år, hvor mange har mindre børn og mange forpligtelser.
En kortere vej
En lavthængende frugt er desuden at sikre automatisk merit for tidligere introduktionsstillinger i relevante hospitalsspecialer til lægen, allerede når hoveduddannelsen søges. Det vil gøre vejen kortere og mere overskuelig og sikre, at videreuddannelsessystemet udnyttes mere effektivt. Mange læger har tidligere haft én eller flere ansættelser indenfor relevante specialer, som går igen under hoveduddannelsen i almen medicin. Men nogle af dem ender alligevel med at måtte gentage, fordi afdelingsledelserne ikke vil undvære dem i det pågældende hospitalsophold under deres HU.
I stedet for at komme ud og fungere som praktiserende læge mindst seks måneder før tid til glæde for samfund og patienter, bliver de unødigt forsinket.
Et andet nemt implementerbart greb for at gøre hoveduddannelsen mere attraktiv er at løsne den mere op og sikre større selvbestemmelse i form af valgfrie fokuserede ophold på en måneds varighed. Man kunne vælge mellem fem forskellige specialer og dermed få et ophold hos en privatpraktiserende dermatolog, en reumatolog eller en neurolog med dertil hørende kompetencer i en ‘pakke’.
Hvis ankeret gennem hele specialuddannelsen var i praksis, kunne man derudover have korte fokuserede ophold på specialafdelinger som øre-næse-hals, øjne, børne- og ungdomspsykiatri mv. Meget af det, vi ser så hyppigt i almen praksis, men slet ikke får nogle kompetencer i under vores nuværende lange hospitalsansættelse.
Kortere hospitalsophold
Hospitalsopholdene er i dag baseret på tilfældigheder. Intern medicin kan være på en hjerteafdeling, en lungeafdeling eller en afdeling for hormonsygdomme. Der er ret stor forskel på, hvad man bliver dygtig til afhængigt af, hvor man havner. Det samme gør sig gældende for akut-delen, der kan være på en mave-tarm-kirurgisk afdeling, en ortopædkirurgisk afdeling eller i en blandet akutmodtagelse.
Hvis man mener, at der i fremtiden skal ske et paradigmeskift væk fra hospitalerne og ud mod primærsektoren, kan man starte med at styrke rekrutteringen af de læger, der ønsker en fremtid i det nære sundhedsvæsen
Vi har selv oplevet, hvordan læringspotentialet kan dale efter få måneder, herfra er det primært drift. I stedet kunne man sikre markant kortere ophold på hospitalsafdelingerne. Mange får i dag under et ophold på f.eks. mave-tarm-kirurgisk afdeling et ophold af 5-10 dages varighed på en ortopædkirurgisk afdeling og omvendt, så det kan altså praktisk lade sig gøre.
Med god planlægning kan det være nok til at lære, hvilke patienter der hører til i specialet, hvornår hospitalskollegerne ønsker sig en henvisning fra almen praksis, og hvad der er vigtigt at holde øje med i efterforløbet af indlæggelse.
Det vil desuden styrke samarbejdet mellem praksis og hospital, hvilket er et andet erklæret mål i sundhedsreformen. En sådan ændring vil dog øge kravene til hospitalsafdelingerne, der får en mere veldefineret opgave i at uddanne HU-lægerne i almen medicin med fokus på, hvad der er relevant viden i almen praksis.
Begrænse natte- og weekendvagter
I løbet af et år på et hospital har en HU-læge i almen medicin ca. 50 nattevagter og 26 weekendvagter. Nætterne æder dagtid, hvor den primære læring sker. Med mere dagarbejde vil vi hyppigere have funktion i ambulatorierne, hvor vi ser de patienter, som henvises fra almen praksis.
En nattevagt udgør ofte 17-18 timer og dermed en stor del af de ugentlige 37 arbejdstimer. Dermed mister vi vigtig ambulatorietid og læring, når vi går i vagt. Et rekrutteringstiltag kunne derfor også være at fritage eller begrænse HU-lægernes natte- og weekendvagter. Det vil formentlig få flere til at overveje en fremtid som almenmediciner.
Natte- og weekendarbejde er ikke i sig selv en nødvendig kompetence at opnå. Det vil tage nogle læger ud af vagtlag på landets hospitaler, hvor HU-læger i almen medicin løfter en væsentlig arbejdsindsats.
Vi er helt klar over, at det vil efterlade flere vagter til de læger, der har valgt at blive hospitalslæger, og at vagtlag skal omorganiseres i de enkelte afdelingsledelser.
Men det handler om skarp prioritering: Hvis man mener, at der i fremtiden skal ske et paradigmeskift væk fra hospitalerne og ud mod primærsektoren, kan man starte med at styrke rekrutteringen af de læger, der ønsker en fremtid i det nære sundhedsvæsen og prioritere deres uddannelse og ønsker.
Både automatiseret merit, valgfrihed i specialerne og bedre tilrettelæggelse af hospitalsopholdene er lavthængende frugter, der kan gøre en stor forskel.
Lad os prioritere de kommende praktiserende læger, give dem en top-relevant speciallægeuddannelse og sikre fremtidens nære sundhedsvæsen.
Mange tak for jeres kronik!
Det er vigtigt, at man lytter til 3 unge som jer, der har “kitlen på” og ved, hvor udfordringerne ligger – og som har antennerne ude i forhold til jeres kolleger i forhold til deres overvejelser i forhold til specialevalg.
Den nuværende uddannelsessammensætning er grundlæggende over 20 år gammel, hvor sundhedsverdenen så noget anderledes ud. Den var også “det muliges kunst” i forhold til at få uddannelsesforløbene finansieret (læs: der skulle lægges rugbrødsarbejde på sygehusene for at den økonomiske kabale kunne gå op). Men i dag er læringsmulighederne i jeres kommende speciale langt bedre, så hospitalsdelen af uddannelsen kan med omtanke ændres – ja, nytænkes. I en del andre lande, der også har en stærk almen praksis, er hospitalsdelen af uddannelsen en del kortere end i Danmark. Efterhånden som det bliver besværligt at få introstillinger i en del specialer (læs: mange arbejdssøgende unge læger), ja så må muligheden for næsten at give jer “automatisk” merit også være nærliggende. Held og lykke med jeres uddannelse og pøj-pøj med arbejdet for at gøre den endnu bedre!
Tak for en fin kronik. Jeg er enig i at hvis man har fået merit, så skal afdelingerne også fritage en – særligt med de mange læger der nu ikke kan få intro. Mange af de andre læger som er i HU i et sygehusspeciale er også frustreret over det til tider store vagtarbejde som tager tiden væk fra ambulatorie arbejdet eller lign., hvor man virkelig lære noget og kan specialiserer sig. Så det tænker jeg vil blive meget upopulært hvis I skulle have færre vagter og det ikke gjalt alle. Så tænker jeg meget mere man skulle indtænke at I skal være kortere tid på afdelingerne.