De seneste uger har debatten om reformen af almen praksis raset, og regionerne har foreslået at lægge almen praksis ind under deres kompetenceområde. Mens jeg deler bekymringerne om nødvendigheden af en reform, tror jeg ikke, at løsningen er at centralisere almen praksis under regionerne og sygehusene. Tværtimod mener jeg, at vi bør styrke almen praksis som krumtap i det nære sundhedsvæsen ved at integrere hjemmeplejen lokalt.’
Patienter vil opleve en mere helhedsorienteret pleje, hvor både almen praksis og hjemmeplejen arbejder sammen om at opfylde deres behov
I provinsen hvor samfundet er mere kompakt og struktureret, kan denne omorganisering synes enkel. Med et enkelt lægehus og en hjemmeplejeenhed kan integrationen være mere lige til. I større byer kræver det imidlertid en mere nuanceret tilgang.
Her skal vi opdele områder, der tilhører den enkelte praktiserende læge og samtidig lægge hjemmeplejen ind under disse områder. Denne model kræver en opgivelse af det frie lægevalg, men i betragtning af vores eksisterende tilknytning til region, kommune, sygehus og andre institutioner, er det en ændring, vi som borgere allerede er vant til.
Formålet med denne omorganisering er at opnå en bedre sammenhæng mellem almen praksis og hjemmeplejen. Vi ønsker at opnå de samme fordele i det nære sundhedsvæsen, som vi allerede har set med plejehjemslægeordningen. Ved at styrke almen praksis gennem en tættere kobling til hjemmeplejen kan vi forvente at forbedre patientoplevelsen, effektiviteten af sundhedsydelserne og den samlede kvalitet af det nære sundhedsvæsen.
Det nære sundhedsvæsen kræver en ændring af hele setuppet
I praksis betyder dette, at vi skal revidere hele setuppet omkring almen praksis. Vi skal gå fra det traditionelle syn på almen praksis som isoleret og individuel til en integreret model, hvor almen praksis og hjemmeplejen arbejder hånd i hånd. Dette kan opnås ved at etablere almen praksis distrikter, hvor borgerne i hvert distrikt tilknyttes en bestemt praktiserende læge og hjemmeplejeenhed.
Denne omorganisering vil naturligvis kræve omstillinger, og det er uundgåeligt, at det frie lægevalg må opgives. Men spørgsmålet er, om vi som borgere ikke allerede er vant til at have begrænset valg i mange henseender. Vi er underlagt regionale og kommunale strukturer, skoledistrikter og hjemmeplejedistrikter, så indførelsen af almen praksis distrikter vil sandsynligvis ikke gøre den store forskel for den enkelte borger.
Fordelene ved en styrket almen praksis
Der er flere fordele ved at styrke almen praksis og integrere hjemmeplejen på denne måde. For det første vil det skabe bedre koordinering og kommunikation mellem sundhedspersonalet, hvilket kan føre til mere effektive og målrettede behandlingsforløb. Patienter vil opleve en mere helhedsorienteret pleje, hvor både almen praksis og hjemmeplejen arbejder sammen om at opfylde deres behov.
Reformen af almen praksis er nødvendig, men vejen frem bør ikke være at centralisere den under regionerne og sygehusene
For det andet vil denne model bidrage til at afhjælpe de udfordringer, der ofte opstår i overgangen mellem sektorer. Når almen praksis og hjemmeplejen er tættere knyttet sammen, vil der være en glidende overgang mellem de to, hvilket kan reducere risikoen for fejl og sikre, at patienterne får kontinuerlig og sammenhængende pleje.
Endelig kan en sådan omorganisering også have positive økonomiske konsekvenser. Ved at styrke det nære sundhedsvæsen kan vi potentielt nedbringe behovet for dyrere hospitalsindlæggelser og akutte behandlinger. Dette kan frigøre ressourcer og reducere omkostningerne for sundhedssystemet som helhed.
Konklusion
Reformen af almen praksis er nødvendig, men vejen frem bør ikke være at centralisere den under regionerne og sygehusene. I stedet bør vi styrke almen praksis som krumtap i det nære sundhedsvæsen ved at integrere hjemmeplejen på lokalt niveau.
Dette kræver en ændring af hele setuppet omkring almen praksis, men fordelene ved en mere sammenhængende og effektiv sundhedstjeneste vil opveje udfordringerne. Lad os arbejde hen imod et næresundhedsvæsen, hvor almen praksis er centrum for en helhedsorienteret og sammenhængende patientpleje.
