Formidling er en essentiel del af forskningslivet og forskningsopgaven. Det er det endda pr. lov.
Vi lever i en verden med mange informationskanaler, og alle medier oplever kampen om brugernes opmærksomhed. Derfor er de fleste medier i gang med at reformere deres formidling for at bevare deres ‘reach’ til den brede befolkning – simpelthen for at overleve.
Vi bør i forskningsverden ikke være blinde for dette, og det er afgørende, at vi har moderne og tidssvarende formidling af viden samt de nuancer og begrænsninger, forskningen også har.
Et godt eksempel på forskningsformidling er postere til konferencer. Trods det, at poster-formatet (en side og måske maksimalt to minutters præsentation) egentlig skulle tvinge forfatteren til at trække essensen ud af sit projekt og stille skarpt på de vigtigste elementer, så ses der gang på gang teksttunge posters med tilfældigt placeret layout uden pejlemærker for, hvad der kan tages med videre.
Der er ofte mange posters til konferencer – måske i hundredvis – hvilket naturligvis kun skærper konkurrencen om opmærksomheden og betyder, at det formentlig kun er meget få posters, der læses til ende.
Forskningsformidling må prioriteres for at bevare forskningens relevans
Året 2023 markerede 20-års jubilæet for Universitetsloven, hvor universiteternes og dermed forskernes formidlingspligt blev lovfæstet. I den forbindelse gennemførte Dansk forsknings- og innovationspolitiske råd en spørgeskemaundersøgelse i 2022 blandt ‘akademia’ om universitetsloven.
Rapporten er indledningsvist opløftende med hensyn til formidling, idet 96 pct. af forskere angiver, at de inden for de seneste to år har været involveret i mindst én form for vidensudveksling eller samarbejde. Men afsnittet om de barrierer, forskere møder i interaktioner med ikke-akademiske organisationer, er mere nedslående.
Vi noterer med ærgrelse, at de naturvidenskabelige forskere angiver disse barrierer
- Min forskning er ikke relevant
- Det er svært at finde egnede partnere
- Det tager år at opbygge relationer
Resultatet er ekstra nedslående i et land, hvor vi vil leve af akademia og tilmed huser både farmakologiske og teknologiske mastodonter som f.eks. Novo Nordisk, Velux, Danfoss, Oticon, Coloplast etc. Listen er lang.
Vi må derfor i forskningsverden spørge os selv, om vi formidler vores resultater og relevans godt nok og på tilgængelig vis.
Fonde vil have formidling med fra starten
Det er i stigende grad et obligatorisk krav i fondsansøgninger til de store folkefinansierede fonde som f.eks. Kræftens Bekæmpelse, at forskere inddrager patienter i projekt-udformningen og beskriver dette i fondsansøgningerne. Fortolkningen af dette krav bør ikke være, at patienterne skal bestemme, hvad der er relevant at forske i.
I stedet bør det tolkes som et udtryk for, at patienter (og pårørende) vil involveres for at forstå forskningen bedre. Dette bør forskningsstanden imødekomme og se som en mulighed – også selvom man opfatter sin forskning et stykke væk fra Patient and Public Involvement (PPI). Hvis forskeren tager ansvar for at guide læseren/tilhøreren vil oplæg/ansøgning/artikel nemmere og hurtigere komme derhen, hvor det virkelig bliver interessant.
Skal tilskuerne mentalt søge efter essensen ved samtlige oplæg på f.eks. en poster walk med ti oplæg af to minutter hver, så sker det simpelthen ikke. Kampen om opmærksomheden er også til stede i akademia, og vi bør derfor mindske de mentale friktioner ved at tage formidling seriøst.
Måske opstår et vigtigt samarbejde aldrig, fordi teksten og/eller layoutet var uspiseligt og tungt at komme igennem? Måske en læser med gode forbindelser opgav at forstå pointen af posteren eller artiklen og derfor ikke fortalte om den til sit netværk, som kunne inkludere relevante bestyrelsesmedlemmer eller ledere. Bestyrelser og ledere af virksomheder, som har interesse og mulighed for at hjælpe med storskala produktion.
Konferencer bør sætte krav til formidlingsopgaven
Forskellige stemmer i den offentlige debat påpeger, at forskere ikke klædes ordentligt på af universiteterne til at formidle og deltage i den offentlige debat, og at det ikke kan betale sig at bruge tid på formidling.
Det er dig som forsker, der skal bringe lyskeglen på pointerne og nuancerne
Det gælder bl.a. forsker Pernille Fløjstrup Andersen, der i sit ph.d.-projekt kunne vise, at undervisning i formidling af forskning til medier i gennemsnit har fyldt 0,8 pct. af de samlede udbudte kurser på kursusportalen PhD Courses in Denmark i en tre måneders periode i 2023. En kritik som ærgrer direktør i Danske Universiteter Jesper Langergaard, men han påpeger, at universiteterne allerede er i gang med at påtage sig opgaven om formidling.
Det er positivt, at universiteterne tager ansvar for formidling, og det samme bør de, som arrangerer forskningskonferencer. F.eks. ved at medietræne oplægsholdere, skabe incitament ved at lave poster competitions, som honorerer den gode formidling. Eller også skal poster-formatet ændres til f.eks. Mike Morrisons #betterposter fra 2019.
Til Danske kræftforskningsdage 2023 var netop Morrisons format fundamentet for poster formalia, hvilket sammen med modererede poster walks, skabte en livlig postersession med en god evaluering fra deltagerne til konferencen.
Formidling fra helikopteren med en lyskegle på budskabet
Til slut vil vi opfordre den enkelte forsker til at tage ansvar for sin formidling og bruge tid på at arbejde struktureret med formidling i det daglige arbejde. Brug klassiske retoriske greb som f.eks. det retoriske pentagram.
Tøm hovedet inden du går i gang med at lave din poster/præsentation/formidlingsopgave, så du tager ansvar for at sortere information i spiselige bidder og understøtte med relevant grafik. Det er dig som forsker, der skal bringe lyskeglen på pointerne og nuancerne.
Forskeren skal give helikopterperspektivet, så læseren eller tilhøreren kommer godt i mål efter præsentation/artiklen/posteren. Selvom vi i sundhedsvidenskaben primært benytter os af den deduktive metode, så bør vi i formidlingsøjemed lade os inspirere af de induktive metoder, som f.eks The Pyramid Principle af Barbara Minto.
Minto starter altid med konklusionen, som efterfølgende udfoldes og underbygges med data og argumenter. Det skaber hurtigt overblik, mindsker mental friktion, og derved højnes sandsynligheden for at fastholde opmærksomheden og guide læseren hen til den interessante diskussion og interaktion mellem forskning og samfund.
