Sidste år fik jeg fjernet nyresten. Da jeg vågnede på hospitalet, var der kun knækbrød, syltetøj og saftevand at spise, for jeg spiser vegansk og kunne derfor ikke spise nogle af de andre ting på menuen.

Mine børn spiser også vegansk, men ikke når de er i vuggestue og børnehave. Deres første institution kunne imødekomme det af og til, afhængig af hvem der stod i køkkenet. Den nye institution kan kun tilbyde vegetarisk, for de følger Københavns Kommunes retningslinjer. Børnene må dog gerne tage egne madpakker med, men kan så ikke spise fra fællesbordet, og vi skal fortsat betale for madordningen, da veganisme ikke er en gyldig grund til at blive fritaget betaling.

Men hvorfor egentlig ikke? Og hvorfor er det så muligt at få tilbudt vegetarisk?

Sundhedsstyrelsen og økonoma-uddannelsen spænder ben

Som veganer får man indtrykket, at veganisme opfattes som en ‘dille’ eller en præference, der ikke er legitimt begrundet. Altså: Man må gerne spise vegansk, man skal bare selv sørge – og betale –  for, at det kan lade sig gøre. Også når man er indlagt. Er man derimod allergiker, troende eller vegetar, er det en helt anden sag, og her har man ret til at få en særlig kost. 

At vegansk kost ”ikke kan anbefales” til spæd- og småbørn er ikke godt nok, for det skubber forældre ud i en kost, der gør vold mod deres overbevisninger

Argumentationen holder ikke vand, for veganisme adskiller sig ikke væsentligt fra vegetarisme eller religion i relation til kosten. Der er tale om overbevisninger og ikke reelle ernæringsbehov, der fører til en ønsket diæt – uanset om de er begrundet i kultur, følelser, hensyn til dyr og natur, klimavidenskab eller andet. 

Ønsker man at afvise veganske hensyn, bør man således også afvise vegetariske og religiøse hensyn. Jeg synes dog hellere, man bør gå i en mere konstruktiv retning og tilbyde kost, der imødekommer alle kosthensyn med en rimelig begrundelse.

Det er imidlertid svært, da de fleste sundhedsplejersker, økonomaer og ernæringsassistenter – så vidt jeg er orienteret – mangler viden om og kompetencer til at sammensætte en vegansk kost, der er både nærende, smagfuld og økonomisk realiserbar. De aktuelle uddannelser klæder dem ganske enkelt ikke på til det.

Desuden er de henvist til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som fører til to blindgyder. Den ene er, at Sundhedsstyrelsen ikke kan anbefale vegansk kost til spæd- og småbørn. Den anden er, at forældre, der vælger at trodse denne anbefaling, opfordres til ‘at søge rådgivning ved autoriseret klinisk diætist for at sikre, at barnets kost er tilstrækkelig’. 

Men ak, denne rådgivning kan forældrene ikke få i praksis, for de autoriserede kliniske diætister følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer … som er ikke at give vegansk kost. 

Hvorfor er Sundhedsstyrelsen imod?

Alle har ret til god ernæring, hvad end de er børn i institution, voksne, der er indlagt, eller ældre på plejehjem. Det gælder, uanset om de har allergi, spiser vegansk eller spiser en særlig kost af religiøse hensyn. Jeg anerkender, at det kan være komplekst at lave vegansk kost, der er både ernæringsmæssigt passende til situationen, og som samtidig smager godt og er overskuelig at lave i et travlt institutionskøkken.

Netop derfor ser jeg et behov for rådgivning fra myndighederne. At vegansk kost ”ikke kan anbefales” til spæd- og småbørn er ikke godt nok, for det skubber forældre ud i en kost, der gør vold mod deres overbevisninger, eller – værre endnu – fejlernærer deres børn. Det er heller ikke godt nok, at patienter henvises til at gå i 7-Eleven eller få pårørende til at tage særlig kost med til dem, som det er konkluderet i en aktuel domsafsigelse om hospitalskost. 

Norges sundhedsmyndigheder er mere positivt stemt og skriver, at ”varieret og rigtig sammensat vegetarkost og veganerkost kan fint dække behovet for energi og de fleste næringsstoffer for børn, men det er nødvendigt med enkelte kosttilskud”. Det samme gælder Sveriges sundhedsmyndigheder. I Danmark har Dansk Vegetarisk Forening udviklet en virkelig god pjece med rådgivning om vegansk kost i samarbejde med klinisk diætist Maria Felding.

Der er dog brug for officielle retningslinjer fra myndighederne, så diætister kan give ordentlig rådgivning uden at frygte at blive hevet i retten for at bringe patientsikkerheden i fare, og så børneinstitutionsledere trygt kan tilbyde vegansk kost til børnene. Og der er brug for undervisning i plantebaserede måltider, så sundhedsplejersker kan yde kompetent rådgivning til småbørnsfamilier, og så økonomaer er bedre rustet til at sørge for velsmagende og nærende måltider, der overholder budgetterne og ikke lægger et urimeligt pres på dem, der skal lave retterne i løbet af en i forvejen presset arbejdsdag.

Måske virker det ikke presserende at sørge for veganske alternativer i et presset offentligt system, der har nok at gøre med sager som corona, budgetnedskæringer, og hvad der ellers opstår. Veganere er trods alt en minoritet. Men jeg mener, at det både kan og bør prioriteres, fordi sundhed er en grundlæggende ret – også for veganere. Og jeg er heldigvis ikke alene om det.

 Vi skal i en grønnere retning i Danmark – og styrelserne skal med.