DR’s program ‘Kontant’ har set nærmere på Alles Lægehus, som driver en række lægeklinikker især i Danmarks yderområder.

Klinikkerne drives helt overvejende som stråmandsklinikker, dvs. at Alles Lægehus har en kontrakt med en række almen medicinske læger, som står som ejere af klinikkerne. I langt de fleste tilfælde dog uden, at ejeren arbejder der, og uden at ejeren har noget med klinikkernes drift og ledelse at gøre.

Grunden til, at Alles Lægehus ulejliger sig med at tegne kontrakt med lægerne og betale dem for at lægge navn og ry til klinikkerne, er, at kun læger og regionerne selv ifølge sundhedsloven må eje lægeklinikker.

Kontants udsendelser dokumenterede klart, hvad mange praktiserende læger i årevis har vidst, og hvad adskillige af dem i årevis har gjort regionerne opmærksomme på, nemlig at der foregår både svindel med ydelsesafregningerne og bevidst forkert brug af lægernes aftale med regionerne med henblik på at maksimere omsætningen i Alles Lægehus’ klinikker.

Og at klinikkerne har drevet rovdrift på lovens muligheder for at lade det øvrige personale klare alle henvendelser, så patienterne sjældent får adgang til en læge og endnu sjældnere til en uddannet praktiserende læge.

Passive regioner

Da jeg så udsendelserne, var jeg dels overrasket over, hvor groft og tydeligt der blev svindlet, og dels var jeg overrasket over, hvor passivt regionerne forholdt sig til de forhold, som de blev gjort bekendt med.

Jeg overvejede efter udsendelserne, hvilken form for spin henholdsvis Alles Lægehus-koncernen og regionerne ville imødegå kritikken med. Indtil nu har Alles Lægehus-koncernen holdt sig til den klassiske flyverskjul-strategi.

Regionerne har valgt en anden, men for dem klassisk strategi: Angreb. Angrib de praktiserende læger, angrib den aftale, regionerne har indgået med de praktiserende læger, og angrib sundhedslovens begrænsninger af, hvilke personfølsomme oplysninger regionerne kan kræve at få udleveret fra patienternes journaler.

Argumenterne fra bl.a. regionsrådsformand i Syddanmark, Bo Libergren (V), for at ophæve kravet om fortrolighed er, at regionerne har for dårlige redskaber til at afsløre svindel, når de ikke må læse i patienternes journaler.

Det er der en række ting at sige til.

Hvorfor ikke en elektronisk kvittering?

PLO foreslog allerede for mere end ti år siden, at alle patienter kunne få en elektronisk kvittering efter besøg hos praktiserende læger, praktiserende speciallæger, fysioterapeuter og andre sundhedsfaglige, som får honorar fra regionen.

Det ville betyde, at patienterne efter besøget kunne se, hvilke behandlinger behandleren angiver at have givet, og hvilket honorar behandleren kræver af regionen.

En elektronisk kvittering ville have lukket fuldstændigt ned for den type svindel, som udsendelserne viser foregår systematisk i Alles Lægehus’ klinikker, fordi patienterne selvfølgelig ville protestere over, at klinikken påstod, at de havde udfyldt et spørgeskema om angst eller depression, når de blot havde fået fornyet en recept, eller var blevet behandlet for et knoglebrud, når de bare havde siddet nogle få minutter og talt med lægen.

Masser af kontrolmuligheder

Ud over muligheden for elektronisk kvittering til patienten har regionen selv meget omfattende kontrolmuligheder, som de blot ikke har valgt at anvende over for klinikkerne under Alles Lægehus.

Alle klinikker indsender ugentligt honoraropgørelser til regionen, og regionen har avancerede statistikprogrammer, som kan alarmere for alle former for afvigelser fra både klinikkens egen tidligere adfærd og fra andre klinikkers adfærd.

Hvad angår kravet om, at ansatte i regionen skal kunne læse patienternes journaler, mener jeg, at det må være en sag mellem borgerne og myndighederne

Det betyder, at hvis en af Alles Lægehus’ klinikker uge for uge øger sin anvendelse af særlige tillægsydelser som f.eks. ‘behandling af knoglebrud’ eller ‘psykometrisk test’, har regionen mulighed for indenfor få uger at undersøge forholdene og rette henvendelse til klinikken med en opfordring til at rette ind.

Hvis det drejer sig om en almindelig lægepraksis, kan regionen tilmed aktivere de lokale PLO-repræsentanter, som er meget interesserede i at sikre, at alle praksisser følger aftalen med regionen. Regionen kan også med det samme se, om en klinik opkræver mange gange flere af bestemte tillægsydelser end gennemsnittet for klinikkerne i området og dermed reagere på dette med en henvendelse til klinikken.

En sag mellem borger og myndighed

Sundhedsordfører Per Larsen (K) udtalte bl.a. i Kontant-udsendelsen, at politikerne selvfølgelig ikke kan have, at klinikkerne tømmer regionernes kasse. Det er jeg naturligvis helt enig med ham i, og jeg kan berolige ham med, at det slet ikke kan ske, i hvert fald ikke for de almindelige lægepraksissers vedkommende.

PLO’s aftale med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) har et bruttobudget, som skal dække alle udbetalte honorarer, med mindre parterne aftaler noget andet. Hvis dette budget overskrides, er det i første omgang kun lægeklinikkerne selv, det går ud over, for så reduceres den kompensation for stigende lønninger og priser, som aftalen indeholder.

Hvad angår kravet om, at ansatte i regionen skal kunne læse patienternes journaler, mener jeg, at det må være en sag mellem borgerne og myndighederne. Hvis borgerne ikke er optaget af, at journaloplysninger er fortrolige mellem læge og patient, og hvis myndighederne mener, at det er nødvendigt for deres muligheder for kontrol af klinikkernes afregninger, at regionens sagsbehandlere kan læse om indholdet af de samtaler om angst og depression, patienten har haft med sin læge, ser jeg ingen grund til, at lægerne skal kæmpe for denne fortrolighed.

Bolden er hos myndighederne

Myndighederne må selvfølgelig oplyse borgerne om dette radikale opgør med fortroligheden.

Jeg vil dog bede om, at vreden og trangen til at føre strammere kontrol bliver rettet mod rette vedkommende. Stråmandsklinikker, som bl.a. ejes af udenlandske kapitalfonde, er en tidsel eller måske nærmere en bjørneklo i sundhedsvæsenets have.

Hvis myndighederne ikke tør luge ud i dem, fordi de ikke selv vil investere i det nære sundhedsvæsen, vil de brede sig, og flere og flere borgere vil blive tilknyttet klinikker, hvor det eneste mantra er profitoptimering, og hvor man sparer så meget som muligt på den dyreste ressource, veluddannede læger.