WHO’s pandemitraktat blev sat på pause. En væsentlig grund til uenigheden handlede om ret til selvbestemmelse. I tilfælde af flere pandemier vækker det forståeligt nok bekymring, hvis den nationale suverænitet også er i farezonen.
Det er let at fortabe sig i, at covidpandemien gav liv til en lukrativ kriseindustri. Der er heller ikke tvivl om, at forskellen på en international traktat om fælles fodslag og national enegang betyder noget for industriens indtægter i fremtiden.
Men der er et tema, som er vigtigere. Det handler om, hvad centraliserede beslutninger kan betyde for den enkelte borger, hvad enten de så er truffet i WHO eller i Danmark.
Dynamikken
Der lader til at være international enighed om, at ualmindelige tider kalder på ualmindelige beslutninger. Men med mandatet til at erklære en pandemi har man for alvor med etisk grænsesætning at gøre. Således vil det f.eks. også være i strid med Helsinki-deklarationen at tvinge borgeren til at blotte overarmen igen og modtage et lille prik mere.
Erfaringen viser dog, at ændringer i internationale aftaler eller national lovgivning ikke er en forudsætning for at gennemføre noget, der minder om manglende sans for etik. Almindelige kræfter gør det meste af arbejdet.
Så snart det besluttes at erklære en pandemi, bliver det ekstra svært at svømme imod strømmen. Mistro til en lovende behandling mødes med shitstorm og chikane.
Journalistik i mainstreammedier vidner så meget om tiltroen til den, at også skeptikere blandt fagfolk foretrækker at holde lav profil for at undgå anklage om at være på det forkerte hold. Det er ikke mærkeligt, at borgeren indser nødvendigheden af at tage plads i behandlingskøen.
Usikkerheden
Hverken WHO eller en national sundhedsmyndighed kan interessere sig specielt for den enkelte, når der skal træffes beslutninger. Og slet ikke under en pandemi, hvor man må tænke på de mange. Men da der er forskel på dem helbredsmæssigt, er den enkelte gerne den ubekendte i et regnestykke, der er svært at få til at gå op.
Det skal helst stadig være muligt, at medmennesker mødes med hensyn til deres forskellighed
Også modtagelighed for virusvarianter og naturlig evne til at bekæmpe dem varierer. Men så snart pandemien erklæres, kan den indsigt pludselig miste sin gyldighed. Det ville være i orden, hvis alle var lige truet og derfor havde lige meget behov for en nyere behandling, der kunne sikre steril immunitet samt udelukke uønskede virkninger på kort og især lang sigt. Det er et drømmescenarie for både farmaindustri og i videnskabeligt regi.
Desværre er usikkerhed en trofast ledsager i forsøg på at fastslå, om behandlingen er vigtig for den enkelte. Når borgeren med det gode helbred har fået den og fortsat er rask, er det jo ikke til at vide, om den var det afgørende. Alligevel kan usikkerheden bruges til at give behandlingen en ros, som den ikke nødvendigvis fortjener. Det gør heller ikke så meget, at den er overflødig, så længe den ikke skader.
Ingen med ansvar for sundhed i centrale beslutningsorganer ønsker at gøre noget forkert og dermed ende i mediernes og juraens gabestokke. Fejltagelser skal helst undgås, men jo mindre kendskab man har til dem, som beslutningerne gælder, desto mere øges risikoen for, at der skydes i tågen.
Den primære opgave
Som det første punkt i lægeløftet står der, at man vil være til samfundets og sine medmenneskers gavn. I god tid før afgivelse af løftet kan studerende blive bedt om at vælge, hvad der bør prioriteres i et etisk dilemma, samfundet eller medmenneskerne. Det udløser gerne en debat, der også får sindet i kog hos andre kandidater med ønsket om at sikre folkesundheden.
Når en pandemi erklæres, er et samfund ganske vist i en nødsituation. Men det skal helst stadig være muligt, at medmennesker mødes med hensyn til deres forskellighed. Det inkluderer fravalg af en behandling, der efterlader for stor tvivl om gavnlighed.
Man kan nemt blive beskyldt for at male fanden på væggen, når andre erklærer, at de prøver at forhindre det værste. Men det kan være på sin plads at trodse centraliserede beslutninger, fordi de også baner vej for et kollektivt tyranni og udgør en mulig helbredstrussel.
Det er ingen selvfølge, at ansvarlige med mandat til at erklære en pandemi har forudsætninger for at forholde sig kritisk til anbefalinger fra de udvalg, som de fæster lid til. Uden at ville fornærme nogen, kan det være en påmindelse om, at den primære opgave for sundhedsprofessionelle ikke er at tjene bestyrelsen i WHO eller et flertal i Folketinget, men den enkelte borger.
