Følger man med på vandrørene i ‘beslutningsdanmark’, og hvad der bliver sagt på Danske Regioners konferencer, hvad sundhedsministeren siger i interviews, hvad visse medlemmer af Sundhedsstrukturkommissionen siger, hvad den kommende formand for Region Sjælland m.fl. siger, så tegner der sig et velkendt mønster:
- Vi er trætte af PLO, som vi skal forhandle honorar med for selv den mindste ting.
- Vi er trætte af PLO, der kan blokere for ting, vi gerne vil have.
- Almen praksis har ikke forandret sig i ti år, står stille, følger ikke med tiden.
- De praktiserende læger vil kun bo og arbejde i byerne, de vil ikke passe de rigtigt syge ude på landet.
- De praktiserende læger yder ikke god nok service til det arbejdende folk, f.eks. er telefontiden for kort, der er for få aftenkonsultationer, det er for svært at få en videokonsultation osv.
- Det er for svært for kommunerne at få de praktiserende læger som en samarbejdspartner i forhold til den kommunale ældrepleje. Sosu-assistenter og sygeplejersker kan ikke komme i kontakt med lægen, når de har brug for det.
- Det er for svært for resten af sundhedsvæsenet at få adgang til de praktiserende lægers data om patienterne. Ja, selv patienten kan kun besværligt få adgang til egne data om sig selv.
Entreprenant selvforståelse
Når man præsenterer disse kritikpunkter for PLO-politikere eller praktiserende læger i almindelighed, bliver de som regel sure og føler sig uretfærdigt behandlet.
Min store frygt er, at hvis ingen har gode bud på, hvordan ‘beslutningsdanmarks’ mere eller mindre rimelige kritikpunkter af almen praksis bliver imødekommet, så kommer ‘beslutningsdanmark’ til at træffe idiotiske beslutninger
De ser sig selv som entreprenører i en kontraktforhandling, hvorfor det er naturligt at sige nej til opgaver, man ikke er interesseret i, ligesom man naturligvis vil have penge for nye opgaver. Hvilken entreprenør vil ikke det?
De kan heller ikke genkende billedet af en almen praksis, der står i stampe. Almen praksis i Danmark hører formentlig til blandt verdens bedste og mest digitaliserede.
PLO’erne finder det ej heller rimeligt, at praktiserende læger kritiseres for at være ligesom alle andre højtuddannede danskere, nemlig at man gifter sig, får børn og slår sig ned i nærheden af, hvor man er uddannet.
Politikerne kunne jo bare sørge for at uddanne nok speciallæger i almen medicin, så skulle de yderste ydernumre nok blive besat, lyder ræsonnementet.
Og samarbejdet med kommunerne mener de praktiserende læger kunne forbedres betydeligt, hvis ellers bare kommunerne sørgede for, at ‘sosu-chatten’ blev håndteret af kommunens egne sygeplejersker, ligesom alt bøvlet med dosisdispenseret medicin blev håndteret af andre end de praktiserende læger.
Når det gælder adgangen til praktiserende lægers data om patienterne, ja, der må man nok sige, at PLO’erne har en skidt sag.
Debatten om, at lægens journal er lægens arbejdsværktøj og ikke noget, som patienten nemt skal have adgang til, blev overstået for årtier siden i resten af sundhedsvæsenet. En ren tabersag for de praktiserende læger.
Hvor er de gode bud, der anerkender uden at smadre?
Men hvad er så min pointe med denne pro et contra?
Lige nu er der ingen i ‘beslutningsdanmark’, som har konkrete bud på, hvad den nye model så skal være
Jo, sagen er den, at ‘beslutningsdanmark’ i mange år har haft nogle efterhånden ret fastlåste kritikpunkter, jf. ovenfor. Og uanset at de praktiserende læger og PLO finder kritikken urimelig, så er den der.
Og til næste år bliver strukturen i sundhedsvæsenet ændret. Man nøjes næppe med at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen. Man kommer også til at ændre på ‘PLO-modellen’.
Lige nu er der ingen i ‘beslutningsdanmark’, som har konkrete bud på, hvad den nye model så skal være.
Selvfølgelig kan man nationalisere og lønmodtagergøre de praktiserende læger, så slipper man for al bøvlet med PLO, de evindelige honorarforhandlinger osv. Prisen vil dog være et enormt produktivitetstab.
Hvis de praktiserende læger i stedet får fast løn, vil der ikke gå lang tid, før de ser lige så få patienter i timen som deres speciallægekolleger på sygehusene. Og så rækker 5.000 praktiserende læger som en skrædder i helvede.
Der kommer heller ikke flere praktiserende læger på landet af en lønmodtagermodel, se bare på sygehusene i Region Sjælland og deres evne til at bemande speciallægestillingerne. Bliver service og tilgængelighed bedre i en fast lønmodel? Næppe.
Min store frygt er, at hvis ingen har gode bud på, hvordan ‘beslutningsdanmarks’ mere eller mindre rimelige kritikpunkter af almen praksis bliver imødekommet, så kommer ‘beslutningsdanmark’ til at træffe idiotiske beslutninger, der går ud over skatteborgerne og patienterne på mange måder. Og som kun vil glæde de få ‘beslutningsdanskere’, der er trætte af at forhandle med PLO.
Så hvem kommer med de gode bud, hvor man anerkender ‘beslutningsdanmarks’ kritikpunkter og ønsker uden at smadre den effektive model, vi har for almen praksis?
Med monopol følger leverings forpligtelser
Vi skal slå ned på plo læger ,der ikke leverer varen vores kunder ønsker
Vi skal have rettigheder til at åbne for u visiterede videokonsultation
Vi kunne lave reguler udbud og efterspørgsel så de plo klinikker der kan levere forskellige ydelser byder ind på opgaven og så kan kl og region rent faktisk stole på vi leverer varen.
Problemet er man bliver nødt til at nytænke .
Vi lever lige nu med en nulfejls kultur og model . En model med kontrol nærmest kun for kontrollens skyld.
Vi lever med en kultur, hvor alt bliver gjort op i så meget som muligt for pengene, så hurtigt som muligt . Helst i går fremfor i dag Det er en model uden bremser uden prioriteringer, hvor det ene er lige så godt som det andet ..
Det er det ikke .
Hvis man i stedet lyttede til de, der rent faktisk kender patienterne og ved, hvor man reelt får sundhed for pengene , ville man kunne ændre en del. Naturligvis skal de, der betaler en del skattekroner også have noget for pengene . Ikke kun de mest syge ..
At tro at e korrespondancer og tilgængelig data endsige øget tilgængelighed løser ret meget er direkte vås. Vi bruger alt for megen tid på både ligegyldige e korrespondancer som alligevel kræver vi ser patienterne eller som ikke kan besvares ordentligt med god kvalitet uden en 2 vejs kommunikation. Vi bruger ucesner af tid på sidevis af epikriser dyjd med kommunikativt bras fir at vadke hænder . Jeg savner , at politikere og økonomer begynder at sætte sig ind I, at klinisk arbejde er noget andet end et regneark , og at de også tør stå på mål for at alt ikke er lige vigtigt. At det er nødvendigt at prioritere . At der vil ske fejl og at mængden af ligegyldig information ved både epikriser og kontakter mhp at sikre 0 fejl er gået så meget agurk, at ingen har glæde af det .
Så et stort ønske er politikere med anden uddannelse end økonomi … lige nu er politikeres ensidige økonomiske fokus direkte ødelæggende for et velfungerende sundhedsvæsen .
Jeg er meget enig i din problembeskrivelse.
Et grundlæggende problem er at der ikke foregår en smart samlet ressourceallokering. Vores samlede sundhedsvæsen styres af så mange faktorer at vi har mistet overblikket og må ty til firkantede kontraproduktive metoder som økonomiloft.
Forsøger man at analysere almen praksis økonomiske værdiskabelse er det bedste bud at en krone investeret sparer otte kroner et andet sted. Derfor kan begrænsning af aktivitet virke ulogisk.
Hvis vi skal fordele ressourcerne bedre kommer vi ikke uden om at øge markedskræfternes indflydelse.
Målet er at ressourcer flyder derhen hvor de gør mest gavn og sikrer en lægedækning der tilpasser sig det område hvor en lægeklinik drives i.
Forslag :
Samfundet sætter 2000 kr ind på hver danskers sygesikrings kort hvert år. Den praktiserende læge prissætter selv sine ydelser. Nogle er obligatoriske, andre selvvalgte. Priserne deklareres offentligt på hjemmesiden. Sættes priser for højt kommer der ikke patienter , for lavt – går klinikken konkurs. Sygesikrings kortet fungerer som betaling – der er ikke kontanter mellem læge og pt. Som i medicin tilskuds systemet er der egenbetaling , men tilskuddet stiger med forbruget. Hvis de 2000 kr. bliver brugt kan patienten ansøge om “kroniker tilskud” hos kommunen. Regionen står for opkrævning af egenbetaling hos patienten.
Alle interessenter kan indbetale penge på borgeres konto. En region der mangler sygehuskapacitet kan øge kapacitet i primærsektor målrettet , en kommune kan vælge at øge beløbet for enkelte grupper / borgere efter lokale omstændigheder.
Deklaration af ydelse modvirker at lægen spekulerer i patienter med “frikort”.
Et område med mange tunge krævende patienter uden den store økonomi vil være lægeløst indtil økonomien / ressourcerne allokeres til området. Måske kræver dette lokal økonomisk tilførsel.
Hvis almen praksis bliver bruger betalt skal speciallægerne naturligvis kobles på samme mekanisme. Som opbakning til LEON princippet kan det koste patienten 500 kr. at blive henvist til en speciallæge. Det modsvarer det arbejde en god henvisning til en specialist kræver.
Jeg indrømmer der er mange dilemmaer og faldgruber, men jeg tror ikke sundhedsvæsnet kan styres udelukkende centralt. Det skal til dels styres af det enkelte menneske.
I sådan et scenarie er der ikke behov for kontrol – patienten er sin egen kontrol. Der er heller ikke behov for økonomiloft.