Inden for diabetesområdet og andre kroniske sygdomme er der ulighed i borgernes adgang til behandling, stor variation i udbyttet af behandlingen og ganske store variationer i de tilbud og de forløb, der tilbydes den enkelte borger.

Den nye rapport peger på, at organisatorisk sundhedskompetence kan været et fagligt og organisatorisk greb, der kan styrke samarbejdet med borgerne i deres sundhedsforløb

Variationen skyldes bl.a. store forskelle i kapaciteten hos den enkelte til at samarbejde med sundhedsvæsenet.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af denne forskel sammen med Aarhus Universitet udgivet publikationen ‘Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen – en vej til mere lighed’.

Rapporten peger på, at vi må tilrettelægge et sundhedsvæsen, hvor den enkeltes sundhedskompetence ikke bliver en hindring for forebyggelse, tidlig opsporing, behandling og rehabilitering. Det skal altså ikke alene være den enkelte borgers ansvar, men i højere grad et ansvar for os alle og et ansvar for sundhedsvæsenet, der skal indrettes til at møde forskellighed.

Ikke kun et individuelt ansvar

Sundhedskompetence er traditionelt et begreb, der er rettet mod enkeltpersoner, lige som der ofte har været fokus på, hvordan enkeltborgere kunne samarbejde med sundhedsvæsenet. Derimod har der været mindre fokus på, hvordan personale og sundhedsorganisationer kan understøtte, udvikle og tilpasse services til den enkelte borger.

Den nye rapport peger på, at organisatorisk sundhedskompetence kan været et fagligt og organisatorisk greb, der kan styrke samarbejdet med borgerne i deres sundhedsforløb. Derudover kan begrebet være med til at skabe nye metoder og rammer, der bedre kan imødekomme den diversitet, som er blandt borgerne.

Det er specielt vigtigt nu med de personalemæssige udfordringer, som sundhedssektoren står overfor.

I rapporten vægtes det fortsat, at individuel sundhedskompetence – dvs. borgerens personlige kompetencer og ressourcer – er afgørende for at finde, forstå og bruge information i beslutninger om sundhed. Men samtidig konkluderer rapporten, at det er lige så vigtigt, at sundhedsvæsenet tager på sig at være organisatorisk sundhedskompetent.

Det kan f.eks. gøres ved, at sundhedsvæsenet har personale, der er trænet i at møde sårbare borgere i deres forskellighed, men også ved at skabe et sundhedsvæsen, der er organiseret, så medarbejderne kan tilrettelægge deres arbejde ud fra de individuelle behov, der måtte opstå i mødet med borgerne. Videre at understøtte og uddanne borgerne, når de alligevel er i kontakt med sundhedsvæsenet, så forebyggelse bliver en integreret del af aktiviteterne i sundhedsvæsenet.

Psykisk sygdom og diabetesbehandling under samme tag

Et konkret eksempel i egen andedam på, hvor der arbejdes med organisatorisk sundhedskompetence er Fusionsklinikken i Slagelse, der behandler diabetes og psykisk sygdom under samme tag. Her kører klinikkens personale ud til de borgere, der er tilknyttet klinikken, hvis der er brug for det i det enkelte forløb, ligesom klinikken uddanner borgerne i at samarbejde om egen sundhed.

Ansvaret for sundhed, forebyggelse og behandling bliver dermed et ansvar for borger og sundhedsvæsenet i fællesskab, og specielt sundhedsvæsenets ansvar, når borgerne er socialt, kognitivt, fysisk eller mentalt udsatte.

At møde borgene i deres forskellighed kræver:

• Efteruddannelse af alle faggrupper, der møder sårbare og udsatte, og dermed et opdateret curriculum på erhvervsskoler, professionshøjskoler og universiteter.
• Organisatorisk frirum til at tage beslutninger, der ligger uden for de kliniske retningslinjer, f.eks. mulighed for færre eller flere besøg, eller mulighed for at betale for en busbillet til alkoholafvænning.

Hvordan gør vi det så i praksis

Konkret kan man f.eks. imødekomme borgeres varierede sundhedskompetence ved at:

• Kortlægge og forstå borgernes udfordringer og behov i mødet med sundhedsvæsenet. F.eks. ved at forstå summen af sociale og sundhedsmæssige udfordringer hos diabetiske sårpatienter
• Følge og monitorere individuel sundhedskompetence over tid hos de borgere, der er i behandlingsforløb. Konkret monitorere om almen praksis, kommune og sygehus styrker borgernes individuelle sundhedskompetence
• Bruge individuel og organisatorisk sundhedskompetence som kvalitetsindikator i sundhedsarbejdet. Vi bør måle på, hvor sundhedskompetente vores afdelinger er, og dermed supplere de kliniske indikatorer. Ikke alene, fordi det er vigtigt, men fordi det giver bedre liv hos borgerne, og fordi noget peger i retning af færre indlæggelsesdage

I forbindelse med at stadig mere behandling bliver til i et tæt samarbejde mellem kommune, almen praksis og sygehus, er der behov for en samlet tilgang til at arbejde med forløb, der sikrer, at sårbare og udsatte borgere også får den behandling, de har brug for.

Som nævnt ovenfor er et konkret eksempel Fusionsklinikken i Slagelse, hvor svært psykisk syge med samtidig diabetes får skræddersyet behandling. Her kan der skrues op eller ned for behandlingsintensiteten alt afhængig af, hvor sundhedskompetent borgeren er.

Vi har brug for et fælles sprog om den fælles udfordring

Vi har brug for, at kommuner, almen praksis og hospitaler bruger et fælles sprog og fælles metoder, hvis vi for alvor skal ryste posen i arbejdet med ulighed i sundhed inden for diabetes og andre kroniske sygdomme.

Et godt første skridt er at læse Sundhedsstyrelsens rapport ‘Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen – en vej til mere lighed’, der udkom i sidste uge (23. august). Rapporten giver et godt udgangspunkt for at arbejde med borgernes forskellighed og møde deres forskellige individuelle sundhedskompetence på andre måder og med andre briller end tidligere.

Ligeså burde rapporten give anledning til flere projekter, der arbejder med individuel og organisatorisk sundhedskompetence.

Lad os komme i gang med at skabe næste version af det danske sundhedsvæsen!