Politiken skrev 6. august om manglen på praktiserende læger; antallet er faldende, og et stort flertal af praksis, specielt i hovedstadsområdet, har lukket for tilgang af nye gruppe 1-patienter, hvilket reelt gør det frie lægevalg til en myte.
Der er flere årsager til manglen på praktiserende læger. Vigtigst er efter vores mening de uklarheder om almen praksis fremtid og politikernes negative holdninger til almen praksis I forbindelse med overenskomstkonflikten i 2013, og politikernes vedholdne udmeldinger om at solopraksis skal afskaffes.
I forbindelse med årets overenskomstforhandlinger har regering og regioner meldt ud, at de ikke ønsker at læger skal arbejde alene i såkaldt solopraksis. Ca. en tredjedel af alle praksis i København og Frederiksberg er solopraksis. Disse praksis er efter de sidste politiske udmeldinger i dag nærmest usælgelige. Det vil sige, at når lægen går på pension eller stopper af andre årsager, bliver praksis lukket. Dermed står patienterne uden læge.
En praktiserende læge er virksomhedsejer. Han har økonomisk og juridisk ansvar for en lille virksomhed. Vi arbejder på kontrakt med regionerne som står for 95-98 pct. af vores indtægt. Kontrakten – overenskomsten – forhandles hvert tredje år. Praktiserende læger køber deres praksis – et ydernummer – som er retten til at praktisere for sygesikringen, og betaler en pris – goodwill. Prisen for en praksis har historisk ligget mellem en og 2,5 mio. kr.
Da vi købte vores praksiser i 1990’erne, regnede vi med at almen praksis som institution ville bestå og udvikle sig i en forudsigelig retning i mange, mange år. Det vil sige, at vi investerede I et godt og forudsigeligt lægeliv med en stabil indtægt. Alt dette blev vendt på hovedet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne I 2013. Efter at forhandlingerne mellem vores organisation og regionerne brød sammen i foråret 2013 kom der et lovindgreb, som stort set var på basis af udspillet fra regionerne. I pressen oplevede vi at blive beskrevet som griske, usamarbejdsvillige, negative etc. Vi accepterede vilkårene, men det er vores påstand, at det vi nu ser i stor grad er en konsekvens af politikernes kortsigtede spareplan i 2013. Vi praktiserende læger kan i realiteten kun se tre år frem i tiden til næste overenskomstforhandling, og hvem vil investere millioner I en virksomhed, hvor fremtiden er uforudsigelig?
Sommerens idékatalog om almen praksis, ’En læge tæt på dig’ fra Sundhedsministeriet, er visionært, men det er først når politikerne indgår forpligtende aftaler med almen praksis, at de kan udmøntes i en positiv udvikling.
Hvis man vil have området til at blomstre, er det helt nødvendigt, at politikerne undgår den negative retorik, der i mange år har præget debatten om almen praksis. Samtidig er ansvarlige politikere både i region og regering, i samarbejde med PLO, nødt til at melde forpligtende klart ud, hvilken kurs og retning almen praksis skal have i de kommende mange år. Der er behov for en langsigtet planlægning, der kan garantere de praktiserende læger og deres patienter en langsigtet stabil udvikling, underbygget økonomisk, således at lægerne kan foretage de nødvendige investeringer til at leve op til fremtidens udvikling. Således at de yngre læger får troen tilbage, og tør at satse på en fremtid i almen praksis.
