Med henvisning til den seneste leder i Dagens Medicin, synes jeg kun, der kradses lidt i overfladen, vedrørende problemerne med afregningen mellem regionerne og de praktiserende læger. Og der er jo mange interesser i at føre forhandlingerne omkring praktiserende lægers overenskomst delvist i pressen.

Alle kan jo blive enige om, at der ikke må forekomme snyd. Og det er jo typisk for det danske demokrati; der fokuseres på et problem, her med snyd. Først kommer der en hær af politikere, der vil vise handlekraft. Herefter kommer embedsværket med forslag om en forbedret kontrolinstans på landsplan. Så ansættes der for ca. 50 mio.kr. medarbejdere, der finder for ca. 10 mio. kr. fejl.

I dette tilfælde har der i årevis måske forekommet bevidst svindel fra Alles Lægehus. Det tror jeg en kontorelev på første år ville kunne have fundet, hvis vedkommende havde fået en A4-blok og en blyant. I alt fald må AI kunne lave en betydelig bedre kontrol, end den der foregår i øjeblikket, og det er garanteret meget billigere, hvis det bliver udliciteret til et privat firma.

Så kunne man samtidig sende ‘kontrolfolket’ i regionerne ud i direkte patientpleje

Det er for mig at se helt sikkert, at der er kræfter i regionerne, der ønsker at miskreditere ordningen med privat praktiserende læger og hellere så et helt igennem offentlig styret system. Tak for kaffe, siger jeg. Det har vi set, hvor ineffektivt det er, bl.a. i Sverige.

En anden model kunne være at lave en fast ydelse pr. capita, afhængig af geografi og patientsammensætning. Det har delvist været afprøvet i den gamle ‘københavner-overenskomst’. Det medfører måske for nogle læger et incitament til at henvise flere patienter og ikke selv varetage patientforløb, der er bøvlede.

Et helt andet aspekt er, at de praktiserende læger bruger alt for meget tid på at få de honorarer ind, som de retteligt er berettigede til. Her er der et stort mørketal, hvor de praktiserende læger ikke får alle de honorarer, de er berettigede til. Det burde man finde frem. 

En ting er sikkert, der bruges alt for mange personaleressourcer på honorarudregning og svar på de regninger, regionerne sender tilbage som muligt fejlbehæftede. Tiden kunne bruges til patientkontakt. Så kunne man samtidig sende ‘kontrolfolket’ i regionerne ud i direkte patientpleje.

Det er også sikkert, at der er behov for et nyt system. Et system der skruer ned for den gensidige tillidskrise og samtidig kan skaffe de personalemæssige ressourcer, der er behov for i den opgradering, der skal til, for at tilgodese de forventninger, der er skitseret i det nye sundhedsudspil.