PLO har i, hvad der forekommer som årtier, advaret om manglen på praktiserende læger.
Det kan blive til den største enkeltstående gamechanger i det danske sundhedsvæsen i mange år
Danske medier har været og er stadig løbende fyldt med beretninger om store dele af Danmark, hvor borgerne ikke frit kan vælge deres egen læge, men må tage til takke med løse vikarer i form af regions-, udbuds- eller stråmandsklinikker.
De fleste danskere kender vel også til problemer med at få en tid hos deres egen læge, og når de endeligt kommer til, så er det midt på arbejdsdagen og kun i ti minutter.
Sygehusenes akutmodtagelser jamrer over at tage imod akut indlagte patienter, som egen læge har henvist uden selv at have set patienten. Eller henvist med ikke-sygehuskrævende lidelser.
Kommunerne sukker over praktiserende læger, der ikke er til at få i tale, få til møde, svare på henvendelser osv.
En historisk gamechanger
Men nu vender det. Skiftende regeringer har åbnet op for uddannelse af flere speciallæger i almen medicin, de unge læger vil gerne uddanne sig til speciallæger i almen medicin og være selvstændige praktiserende læger.
Samtidig med at de store årgange af praktiserende læger nu rent faktisk er gået på pension.
Så efter at have været uændret omkring 3.500 praktiserende læger i en årrække, så vil der nu fra og med 2025 blive netto ca. 150 flere hvert år, så man omkring 2035 når måltallet på ca. 5.000.
Det kan blive til den største enkeltstående gamechanger i det danske sundhedsvæsen i mange år.
Og så kommer det store spørgsmål: Hvad skal 1.500 flere praktiserende læger egentligt lave?
Googler man lidt på, hvad Danske Regioner, PLO og skiftende regeringer har sagt, så er det faktisk meget lidt konkret.
Måske fordi ingen rigtigt har troet på, at den dag, hvor vi for alvor får flere praktiserende læger, rent faktisk ville oprinde. Men det gør den. Vi ved ret præcist hvornår og i hvilket omfang.
Den populistiske model
Der er mange veje at gå. Lad mig skitsere to:
Enhver forandring møder modstand. I almen praksis. På sygehusene. Blandt patientforeninger, osv.
Den første forudsætter, at der fra politisk hold ikke tages stilling.
Det er nok den mest sandsynlige, da vores politiske system ser ud til at få stadigt sværere ved at prioritere noget frem for noget andet i særdeleshed på sundhedsområdet.
Mit bud vil være, at vi med den model selvfølgelig får besat de ledige ydernumre, også i Vestjylland og Nordjylland, men desværre nok ikke i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland, hvor sundhedsvæsenets problemer forekommer uoverstigelige i den nuværende struktur.
Dernæst vil der, igen bortset fra i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland, komme ægte konkurrence om patienterne.
For at få smør nok på brødet vil det stigende antal praktiserende læger begynde at udvide servicen. Tilbyde aften- og weekendåbningstid, hurtige konsultationer på video, telefon og mail, ekstra og hyppigere kontroller til stamkunderne med kroniske lidelser osv.
Med andre ord en masse ekstra service, som borgerne vil være glade for. Der skal omsættes for flere penge pr. patient, når der kommer mange flere praktiserende læger.
Men den ekstra service vil kun i meget begrænset omfang give bedre sundhed, og kun i begrænset omfang bidrage til at løse sundhedsvæsenets enorme udfordring med den igangværende eksplosion i antallet af +80-årige med multisygdom.
Vi kan kalde denne model for den populistiske model.
Tovholdermodellen
Den anden vej, man kan gå, forudsætter en aktiv politisk stillingtagen til en ændret rolle for almen praksis. Det er den mindst sandsynlige.
Enhver forandring møder modstand. I almen praksis. På sygehusene. Blandt patientforeninger, osv.
Men i den model kommer almen praksis rent faktisk til at spille den rolle, som er beskrevet i festtalerne. Nemlig som gatekeeperen i sundhedsvæsenet og som patientens tovholder i forløbene i sundhedsvæsenet.
Dvs. at man som patient pludselig vil opleve, at ens praktiserende læge aktivt og af sig selv følger op på henvisningerne til resten af sundhedsvæsenet, griber patienten, når denne falder mellem flere stole mellem forskellige hospitalsafdelinger og de kommunale sundhedstilbud.
Være opsøgende over for de sårbare patienter, som har brug for at blive opsøgt og få noget ekstra opmærksomhed fra egen læge.
Her vil den praktiserende læge være initiativtager til forløb, hvor både sygehus og kommune skal bidrage.
I denne model vil almen praksis også overtage en lang række af de mere rutinemæssige kontroller, som i dag foregår på sygehusenes enorme ambulatorier, så de mange multisyge fremover ikke skal følges mange forskellige steder, men kan følges hos egen læge med god speciallæge-backup fra sygehusenes specialister og diagnostiske apparat.
Modellen vil indebære store forandringer i den måde, som mange praktiserende læger arbejder på. Og forandring af sygehusenes rolle.
Vi kan kalde denne model for tovholdermodellen. Og ja, jeg kan godt selv høre, hvor vanvittigt fantasifuld denne model lyder. Men med 1.500 flere praktiserende læger er det rent faktisk en mulighed, hvis den ellers bliver besluttet.
Det er nu, vi skal beslutte os
Man skal ikke være retorisk uddannet for at kunne udregne, hvilken af modellerne jeg foretrækker. Ej heller for at kunne se, hvilken af dem som jeg finder mest sandsynlig. Det er desværre ikke den samme.
Jeg kan nemlig ikke se tegn på, at Danske Regioner, PLO, Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet arbejder seriøst med, hvilken rolle almen praksis skal have i 2035, hvor vi har 5.000 praktiserende læger i Danmark.
Skal de bruges på service eller på sundhed? Hvis vi ikke som samfund beslutter noget, så bliver de soldet op på bedre service til de stærkeste og raskeste patienter og ikke på mere sundhed til syge og svage.
1500 ekstra (+ ca. 40%) lyder jo af meget. Men pas nu på med at stille politikere og sundhedsstrukturkommission større muligheder og praktisk taget “ledige” ressourcer i udsigt, end der reelt er tale om.
Jeg minder om at PLOs egen analyse fra 2018 hvor demografien alene medfører et øget behov på 900 frem mod 2030 – bare for at kunne opretholde status quo ift. befolkningens kontaktudbud hos de praktiserende læger i 2010.
Forventninger om fortsat opgave-transfer fra sygehusambulatorier til almen praksis estimerede man behov for 350 årsværk.
Selv hvis det lykkedes at rekruttere alt det ekstra praksispersonale analysen forudsatte trods de gennemgående problemer med personalemangel i andre faggrupper i hele sundhedsvæsenet, er det således kun en mindre del af de 1500, der er så frit disponible som det her antydes. Og så har vi sådan set set bort fra demografi-udviklingen mellem 2030 og 2035.
Pointen om at der er brug for strukturel stillingtagen til hvordan vi udvikler vores sundhedsvæsen er der næppe nogen uenighed om. Men at der ikke vil være nok meningsfuldt at tage sig til for alle de speciallæger, vi uddanner, er vist ikke grund til at have som sin primære bekymring…
Befolkningstilvæksten alene tilsiger jo det akutte behov for de 5000 praktiserende læger i løbet af de næste 10 år. Den resterende promille af disse vil blive overbebyrdet med arbejde fra de mere og mere tillukkede supersygehuse, der alene skal underholde kontor- og kvalitetspersonale.
Og så har vi slet ikke taget hul på debatten om den nye generation af almen medicineres tilgang til den såkaldte work/life balance….
Kære Torben. Tror du skal genlæse PLO analyserne igen. Der kommer ikke +50% flere danskere i de kommende år. Så selv om der kommer flere +80 årige, så er det ikke i sig selv nok til at “retfærdiggøre” +50% flere praktiserende læger. Når gennemsnitskapaciteten går fra 1.700 pt til 1.200, så efterlader det alt andet lige et stort indtjeningshul, som driftige praktiserende læger vil søge af fylde ud med flere aktiviteter pr. patient. Spørgsmålet er om denne øgede aktivitet skal bruges til service eller sundhed. Jeg synes, den skal bruges på sundhed. Det kræver, at noget træffer beslutninger og lægger planer for hvad og hvordan. Hvem gør det?
Hej Jonathan. Er det ikke længe siden du har været ude i klinikken og fået en hands on status for hvordan ændringer allerede buldre derudaf – ikke i form aftalte ændringer, mere af nød.
Kunne du ikke tænkte dig at komme en tur til Amager en eftermiddag og få en kop kaffe og en snak. Bh Trine
Kære Trine. Jo, det er et par år siden, jeg har observeret i klinikken. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der sker fortsat løbende opgaveglidning fra sygehusene. Primært ikke aftalt, men “glidende”. Det fjerne dog ikke, at når den gennemsnitlige kapacitet går fra 1.700 til 1.200 patienter, så opstår der et stor hul i indtjeningen. Det kan så enten fyldes ud med flere aktiviteter pr. patient, som enten er i “bedre service” afdelingen eller som er i “bedre sundhed” afdelingen. Hvis ingen træffer beslutninger, så vil de 1.500 flere praktiserende læger blive brugt til “bedre service”. Og så har vi ikke fået et bedre sundhedsvæsen ud af det.
Det er jeg da enig med dig i. Men sådan som “planlægningen” foregår idag (læs – ingen) så flyder opgaverne bare over. Der er ikke en fælle opgave forståelse. Der er ikke anerkendelse af af tovholder rollen skal foregå i begge ender. Planlægning = send aben videre.
Jeg mener det alvorligt. Hvorfor kommer du ikke forbi en dag? Så kunne vi tage en snak om hvordan få simple incitamenter kan få ting til at hænge sammen. Nogen skal hjælpe almen praksis om at tale om disse. For så længe der ikke er incitamenter der understøtter fremtidens sundhedsvæsen vil den disciplin vi vil bliver bedst i alle steder i sundhedsvæsenet er abekastning. Jeg går først på ferie i slut august