Vi har nu lagt 2024 bag os. Et år hvor sundhedspolitikken har fyldt i den offentlige debat. 2024 blev året hvor den mest omfattende reform siden strukturreformen blev vedtaget. Retningen for sundhedsvæsenet er blevet lagt, stregerne sat.

I Steno Diabetes Center Sjælland møder vi året med forventning, men også med nysgerrighed i forhold til hvordan visionerne i reformen bliver konkretiseret.

Og jeg er særligt optaget af de dele, der er målrettet personer med kroniske sygdomme. Heriblandt de nye kronikerpakker, hvor målet er at imødekomme udfordringerne med flere, der lever med kroniske sygdomme, den stigende ulighed og manglende sammenhæng i sundhedstilbuddene.

Det er vigtige mål og helt på sin plads. Men det kræver samtidig, at vi holder tungen lige i munden og hele tiden minder os selv om, hvad det faktisk helt konkret er, vi gerne vil løse.

Kronikerpakkerne må ikke fortabe sig i egen form

Kronikerpakker lover en mere struktureret og rettighedsbaseret tilgang. Det lyder godt i teorien: Alle patienter med kronisk sygdom skal inden for en given tidsfrist have ret til en personlig behandlingsplan.

Men vi skal sikre, at vi ikke uforvarende kommer til at binde enorme ressourcer hos de mange patienter, der i forvejen har gode og enkle forløb, når pakkerne skal udmøntes i praksis. Og det må ikke ende med at være endnu en administrativ arbejdsgang, der tager behandlernes tid fra mødet med patienterne, når en så stor gruppe patienter, som kronikerpakkerne omfatter, skal have udarbejdet en behandlingsplan.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg hilser modet til at gøre noget anderledes i sundhedsvæsenet meget velkomment. Kronikerpakkerne har en ambition om at gøre noget ved de ulige sundhedstilbud, der lige nu eksisterer i Danmark. Der er behov for at løfte kvaliteten og sikre adgang og sammenhæng.

Når vi skærer alle over én kam, risikerer vi at have færre ressourcer til dem, der har mindst overskud til at navigere i systemet, fordi der skal laves planer for de mange. Desuden kan vi ende med, at de patienter, som allerede har svært ved at finde rundt i sundhedsvæsenet, bliver tabt, fordi deres behov ikke passer ind i de standardiserede pakker og planer.

Lige vilkår risikerer at ramme de svageste

Vi har med vores regionale indsats ’Fremtidens Diabetesambulatorium’ set, hvor vigtigt det er at møde patienterne, der hvor de er, og tage udgangspunkt i deres ressourcer, behov og samlede livssituation. Vi arbejder med at differentiere behandlingen, så patienterne får det forløb, der passer til deres behov.

Hen over et liv med en kronisk sygdom kan der komme perioder, hvor man er mere sårbar og har brug for mere støtte. I andre perioder kan man klare mere selv. Denne tilgang er svær at indfange i en ’behandlingsplan’, og der er behov for at kunne lave temposkift i et behandlingsforløb. De øvrige Steno centre har tilsvarende indsatser med differentieret behandling, og samlet peger vores erfaringer indtil videre på, at individuelle og fleksible løsninger ofte er nøglen til bedre resultater.

Det er vigtigt at bekæmpe uens sundhedstilbud, men vi skal ikke glemme, hvad prisen kan blive for nationale aftaler, der skal gælde for alle. Sundhedsvæsenet skal kunne rumme, at vi er forskellige. Og vi skal være modige nok til at sige det højt: Standardisering er ikke altid det rette svar. Vi vil arbejde for, at muligheden for differentiering i behandlingen bliver en integreret del af kronikerpakkerne.

Samarbejde over struktur

Sundhedsreformen er vigtig, og nu har vi nogle konkrete rammer at arbejde videre med. Men rammerne alene løser ikke sundhedsvæsenets udfordringer. For selv de bedste intentioner falder til jorden, hvis vi ikke samtidig styrker samarbejdet mellem de mange hænder, der bærer vores sundhedsvæsen.

Mit håb er, at vi bygger videre på det, vi ved virker

Med reformen åbnes der op for nye strukturer mellem kommuner, regioner og almen praksis. Men vi skal huske os selv på, at samarbejde ikke kommer af sig selv, bare fordi man flytter rundt på stregerne i et organisationsdiagram. Og ligeledes kommer sammenhæng ikke af sig selv, bare fordi vi laver en behandlingsplan for patienterne.

Vi opnår kun de sammenhængende patientforløb, som vi alle drømmer om, hvis de sundhedsprofessionelle får muligheden for at tale sammen og forstår hinandens roller og ekspertise. Vi har for eksempel set hos os, hvordan en enkel løsning kan gøre en stor forskel: Diabetessygeplejersker fra sygehuset og deres sundhedsfaglige kolleger i kommunerne mødes fysisk rundt om et bord. Det lyder simpelt, men det virker. På bare ét år er antallet af relevante henvisninger fra ambulatoriet til de kommunale sundhedstilbud steget markant.

Det er derfor mit håb for 2025, at vi vil investere i samarbejdet mellem sundhedsprofessionelle. At vi giver plads til at udvikle relationer på tværs af faggrupper og sektorer. Og at vi husker, at selv de bedste reformer kun lever, hvis mennesker bringer dem til live.

Et sundhedsvæsen med plads til håb

2024 har budt på store drømme og anslag til store ændringer. Og den nye sundhedsreform er fyldt med håb. Vi er mange, der ønsker det samme for sundheden i Danmark. Det er glædeligt!

Mit håb er, at vi bygger videre på det, vi ved virker. Vi skal have modet til at sætte spørgsmålstegn ved de beslutninger, vi tager, og turde justere kursen, hvis det viser sig, at vi er på vej i den forkerte retning.

Både her i vores center og rundt omkring blandt vores kolleger og samarbejdspartnere har der længe været en ambition om at skabe et mere lige sundhedsvæsen. Og vi fortsætter ufortrødent med ærmerne smøget op, når vi i 2025 skal arbejde endnu tættere sammen om denne dagsorden.

Ambitionen om at sikre lige adgang og styrke sammenhæng er stærk og rigtig. Og konturerne til fremtidens organisering af sundhedsvæsenet er tegnet – nu skal det fyldes ud med konkret handling.

Lad os træde ind i 2025 med en vision om et sundhedsvæsen, der ser individet og ikke kun systemet.

Hvor vi lader differentiering, behovsstyring og samarbejde lede os mod mere lige og sammenhængende løsninger.

Og hvor vi husker, at det altid handler om mennesker.

Godt nytår!