Jeg er medarbejderen på gulvet. En yngre læge i gang med min speciallægeuddannelse i børne- og ungdomspsykiatri. Et speciale, jeg valgte på grund af noget så simpelt som mængden af meningsfuldhed og håb. Men jeg tror, jeg havde undervurderet omkostningerne ved at bære håbet for børn og unge uden livslyst i et udsultet system.

Mit håb for 2025 er at nogen hjælper med at bære håbet for mig, mens jeg bærer håbet for dem, som ikke kan selv. Og så håber jeg, at 2025 vil blive et år, hvor vi tager fællesskab og faglighed alvorligt.

Diagnosedebat og en psykiatri i knæ. Børn og unge i så svær mistrivsel, at det koster liv.

Politikerne lægger 10-års planer, og de vil etablere let adgang til hurtig behandling. De taler om patientforløb og om at forkorte ventetider på udredning og behandling. I glimt taler de også om vanskelighederne ved at fastholde medarbejderne i psykiatrien, men der vendes lynhurtigt tilbage til forløb og ventetider; vi skal være hurtigere, hurtigere, hurtigere.

Jeg har som læge et stort ønske om at gøre gavn. Jeg ønsker, at mine kolleger gør gavn. Jeg ønsker, at skolerne gør gavn, og jeg ønsker kommuner, som gør gavn. Og jeg tror oprigtigt, at alle ansatte rundt om et barn i mistrivsel ønsker at gøre gavn. Jeg håber, at vi i 2025 kan få muligheden for at rykke endnu tættere sammen på tværs af sektorer, stå skulder ved skulder og udgøre et stærkt og troværdigt sikkerhedsnet for de familier, som falder og falder og falder.

Jeg ønsker en børne- og ungdomspsykiatri præget af menneskelighed, nærvær, ro og faglighed. Jeg ønsker et arbejde, hvor jeg ikke hver dag er nødt til at slå ring om mig selv for at kunne holde til bebrejdelser om, at jeg repræsenterer et forrået system.

Samtaler tager tid

Her på gulvet kan jeg se, at der det seneste år er ansat mange flere medarbejdere og det giver håb. Jeg kan også se, at der bliver brugt penge på opkvalificering af medarbejdere. Det giver også håb. Men de kolleger, som har forladt den offentlige psykiatri de seneste år, er ikke kommet tilbage, og jeg ser rundt på mine nuværende kolleger og spekulerer på, hvor længe de kan blive ved, og hvad der skal til for at de gør.

Vi arbejder i et speciale, som på mange punkter adskiller sig markant fra somatikken. Alligevel forsøger vi at efterligne deres organisering. Vi laver ambulatorier med faste tidsrammer for hver enkelt konsultation og et pakket program. Vi laver akutte indlæggelser og hurtige udskrivelser, og vi tilbyder igen og igen behandling på individniveau og får ikke i tilstrækkelig grad involveret familierne.

Det er som om, at vi i farten har glemt, hvem vores patientgruppe er. Det er en organisering, som ikke er designet til at rumme det, som mødet med vores patienter ofte indeholder.

Det er svært at skemalægge selvmordstanker hos et barn, og det er svært at runde en samtale af med en ung, som for første gang åbner op om en opvækst præget af overgreb. De samtaler tager tid. Og det tager tid for mig at få vejret igen, når de er afsluttet.

Snævre rammer

Det er også en organisering med for snævre rammer for at arbejde med familien. Jeg ser forældre og søskende i opløsning, mens jeg forsøger at holde blikket fast rettet på dén patient, hvis CPR-nummer er på min liste, og som jeg har ansvaret for isoleret at hjælpe. Men hvor er meningsfuldheden og fagligheden i det?

Forældrene er afhængige af vores hjælp, og de takker ja til de tilbud, vi har. Jeg kan ofte fornemme deres afmagt og tvivl på både dem selv og på systemet. Jeg har patienter i behandling, hvor forældrenes ambivalens sniger sig hjem i min stue, i mit køkken og ligger ved siden af mig på min hovedpude og brøler af mig, så jeg ikke kan sove.

De er utilfredse og usikre, de føler sig ikke hørt, de føler sig kørt ud på et sidespor og nogle af dem synes måske, at jeg er uduelig. Alligevel sender de deres barn i behandling hos mig uge efter uge.

Jeg rummer deres ambivalens og fokuserer på den forsigtige tillid, de viser mig ved at blive ved med at sætte deres barn i et rum med mig time efter time, uge efter uge. Jeg rummer deres ambivalens og tvivl ved at tage imod kritik og frustration, mens jeg minder mig selv om, at deres tilstedeværelse faktisk er et udtryk for tillid. Deres krise er ikke min skyld eller mit ansvar, men jeg står sammen med dem midt i deres livs stormvejr og skal hjælpe dem med at holde ud.

Familieorienteret behandling

Jeg ønsker at 2025 bliver året, hvor vi med handlinger viser vores børn, unge og familier at de er vigtige, og at de er vigtigere som fællesskab end som individer. Jeg håber på familieorienteret behandling, og jeg håber på prioritering af faglighed som rettesnor for beslutninger og ændringer. Jeg håber, at vi tager fællesskabet og fagligheden alvorligt som forudsætning for, at det som er gået i stykker kan hele igen.

Jeg håber, at vi letter foden fra speederen og tør insistere på grundighed og helhed, og at vi ikke mister troen på, at netop dét er måden, hvor vi kan fastholde medarbejdere og blive ved med at være flere

Det gælder for os alle.

Barnet kan ikke hele selv. Forældrene kan ikke hele selv.

Og alligevel går barnet i terapi alene hos mig. Forældrene går hver især i terapi. Jeg går i terapi. Mine kolleger går i terapi. Jeg tror måske også, at min ledelse går i terapi.

Jeg har et håb om, at vi snart begynder at tage fællesskabet alvorligt. Vi skal ikke behandle individer, vi skal ikke bebrejde individer. Vi skal løfte blikket og etablere et system, som kan behandle familier og tilbyde relevant støtte og hjælp hver gang, det er nødvendigt.

Jeg har et håb om et samfund, om politikere, direktører og ledelser, der skruer op for handlinger og ned for ordene. Det er kun handling, der kan lægge en dæmper på den tvivl, der sniger sig ind både hos mig og forældrene, når systemet svigter dem, der har mest brug for det.

Hvem bærer håbet for os?

Jeg tror faktisk, at 2025 bliver endnu et år, hvor psykiatri er højt på den politiske dagsorden. Jeg håber inderligt, at 2025 også bliver året, hvor jeg ser og mærker forandringen. Hvor jeg ser gladere kolleger, og hvor vi får lov til at bruge tid og penge på at dyrke faglighed og ordentlighed. Hvor ændringerne kan mærkes helt nede på gulvet; ved kaffemaskinen, til konferencerne og over frokosten. Hvor vi kan begejstres over meningsfulde patientforløb og hvor vi har politisk og ledelsesmæssig opbakning til at være grundige og ikke hurtige.

Jeg håber på ros for menneskelighed, meningsfuldhed og faglighed og ikke for effektivitet. Jeg håber på, at vi ikke kun bliver flere, men at vi også bliver bedre. Jeg håber, at vi letter foden fra speederen og tør insistere på grundighed og helhed, og at vi ikke mister troen på, at netop dét er måden, hvor vi kan fastholde medarbejdere og blive ved med at være flere.

Jo mere gavn vi kan gøre, jo gladere er vi, og jo gladere vi er, jo flere er vi og jo flere familier kan vi hjælpe.

Jeg brænder stadig for børne- og ungdomspsykiatrien. Jeg har passionerede kolleger. Jeg møder engagerede sagsbehandlere i kommunerne og hjertevarme skolelærere og pædagoger.

Hvem bærer håbet for os, mens vi bærer håbet for familier i krise?