Vi har i det forgangne år haft omkring 70.000.000 kontakter i sundhedsvæsenet, og 9 ud af 10 af os har været patienter. Hvis vi lægger de pårørende til, er det nok rundt regnet os allesammen, der har brugt sundhedsvæsenet til andet end blot at hæve gage en gang om måneden.

Så lad os her ved årsskiftet sable champagnen og starte med at fejre, at langt, langt de fleste er tilfredse med den behandling de får – på tværs af somatik, gravide, psykiatri, primær sundhedstjeneste og akutområdet.

Vi kunne også fejre, at blandt verdens 50.000-150.000 hospitaler (lidt afhængigt af, hvilket resultat på Google man trykker på), er Danmarks tre største sygehuse – Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital – i top 100 i Newsweeks årlige kåring af de bedste sygehuse i verden. Der kan sikkert udsættes en masse på den opgørelse – som der nok også kunne, på den nationale rangering, vi årligt har kunnet læse i dette blad. Men alligevel, lad os være stolte af det!

Og lad os fejre det på trods af, at langt langt de fleste gange vi hører om sundhedsvæsenet i medierne, er der tale om patienter, pårørende, fagfolk og politikere, der er utilfredse – eller også har der været endnu en medieudnævnt skandale. Forklaringen er simpel: vi er alle brugere, og det koster hundredevis af milliarder af vores allesammens penge.

Desuden er konflikter og tragedier jo kioskbaskere, og selvom måske 80-90 pct. af patienterne er tilfredse, er der følgelig også 10-20 pct., der ikke er. Og i absolutte tal er det mange. Så der er selvfølgelig stadig en del, vi kan og skal gøre bedre. Og hvad skal vi så arbejde med i 2025? Det gav 2024 os faktisk både nogle svar på – og nogle muligheder for.

Skalerbare løsninger

2024 var jo året, hvor blandt andet resultatet af sundhedsstrukturkommissionens arbejde og den efterfølgende politiske sundhedsreform blev kendt. Intet er jo perfekt, men for mig rammer det arbejde nogenlunde plet, og selvom vi selvfølgelig mangler at se, hvordan det bliver udmøntet, er det befriende, at en af de grundlæggende ting, der spænder ben i dagligdagen, bliver italesat: Ulighedens mange ansigter i både geografi, diagnoser og forskellige tilbud i det opdelte somatiske og psykiatriske sundhedsvæsen.

Mere end halvdelen af de mange millioner kontakter sker på tværs af sektorerne i sundhedsvæsenet – mellem kommuner, praktiserende læger og sygehuse. Og netop i denne triade, er det i nogle situationer svært at designe det helt rigtige patientforløb, fordi ikke-sundhedsfaglige hensyn har spændt mere ben end nødvendigt.

Mange steder er der gode lokale løsninger, som fagfolk og ledere har fundet sammen. Det er dog kun sjældent, de har vist sig skalerbare – netop nok fordi de var designet af lokale ildsjæle til at løse lokale problemer. Måske bliver 2025 året hvor vi bliver bedre til det, da vi nu ser hvilke vinde der blæser?

Vi skal i hvert fald på alle ledelsesniveauer – fra Slotsholmen til den lokale sygehusafdeling, praksis eller kommunale forvaltning – sørge for, at understøtte disse løsninger, for der er nøglen og svaret på både nærhed og demografi. For det kan nemlig godt være svært, selvom det er nært!

Værste UTH i 20 år

Lad også 2025 blive året hvor det trekantsdrama mellem sektorerne vi har set i 2024 bliver afsluttet, og alt det krudt der er brugt på at nedgøre de andre sektorer i spillet om at blive nævnt i sundhedsreformen, stopper. Tænk hvis vi i stedet brugte energien på at gøre os selv bedre – ja, så bliver det nok faktisk bedre. Og det ser altså også lidt kønnere ud end at pege fingre. Og det er meget mere motiverende.

I 2024 indtraf en af de værste utilsigtede hændelser i 20 år. Heldigvis kunne vi til slut klassificere den som potentiel og uden faktisk konsekvens. Jeg tænker selvfølgelig på det politiske forslag om at nedlægge UTH-ordningen og dermed fundamentet for det lærende sundhedsvæsen, vi i årevis har pralet med rundt om i verden – og som andre har misundt os.

Jeg har ikke nogen indsigt i den politiske logik, der lår bag et sådant forslag, og måske har forløbet været præcist, som beslutningstagerne forudså. Job done. Men jeg vælger dog at tro, at det faktisk hjælper når fagfolk, organisationer, ledere og andre godtfolk fra det ganske land siger fra og næsten uden undtagelse er enige.

Nyt patientklagesystem

2025 bringer endnu en god nyhed for det lærende og ikke-disciplinerende sundhedsvæsen. Patientklagesystemet ændres ganske radikalt, så der nu i noget højere grad kommer fokus på systematisk læring fra klagerne – lidt i lighed med den måde, vi arbejder med UTH på. Klager er fra årsskiftet som udgangspunkt nemlig ikke personrettede mere.

Selvom der er mange konkurrerende dagsordener i hverdagen, bliver vi nødt til at erkende og handle på det nye geopolitiske trusselsbillede, der tegner sig

Det er ikke kun vigtigt for at opnå læring (for det modsatte er, at et angreb mødes med forsvar), men også for at det for alvor bliver muligt at gøre op med mange af de ting, vi kan finde på at gøre ‘for en sikkerheds skyld’. Ikke for patientens sikkerheds skyld, men for vores egen for at undgå straf.

Det stiller dog også endnu større krav til vejledning af patienter, der ikke har haft et optimalt forløb, så det ikke bliver helt tilfældigt, om patienten laver en UTH, klage eller erstatningssag. For allerede i dag, synes jeg det nogle gange virker lidt tilfældigt, og ikke altid i trit med det, patienten egentlig ønsker at opnå.

Nyt trusselsbillede

Mellem 9. november 1989 og 24. februar 2022 har vi levet på en lyserød sky. Vi har brugt mange ressourcer på nogle af de store sygdomsområder, der krævede en kærlig hånd og på omkalfatringen fra at vi i 1980’erne havde et akutsygehus på hvert gadehjørne til den snes stykker, der er i dag. Men vi har i mellemtiden glemt – eller fravalgt – at forberede os på det utænkelige.

Selvom vi i COVID-19 perioden viste både os selv og andre, hvad vi kan i sundhedsvæsenet, når det virkelig gælder, så blev 2024 igen et år, hvor det for mig blev tydeligt, at der er forbavsende mange der vil os det ondt. Og det blev også et år, hvor vi igen oplevede den skrøbelighed, vi lever med, når it og anden infrastruktur svigter delvist eller totalt.

Må 2025 bliver året hvor vi – helst uden skarpe hændelser som motiverende faktor – erkender, at forsikringspræmien er steget betydeligt, og at sundhedsvæsenet får meget større fokus på beredskabet, samarbejde med andre aktører, reservekapacitet, uddannelse, øvelser og evaluering. Vi skal huske, at som med andre forsikringer er det for sent at melde sig ind, når skaden er sket. Og jeg tror faktisk ikke, at vi endnu har forstået omfanget af den trussel vi står overfor.

Her til slut ønsker jeg jer alle et rigtigt godt nytår. Lad os sammen bruge 2025 på at fejre alt det der fungerer og gøre mere af det. Og lad os bruge energien på at gøre os selv bedre – i stedet for at pege fingre af alle de andre.

For vi har rigtigt meget at være stolte af i vores væsen. Men vi har også meget at lære endnu, og selvom der er mange konkurrerende dagsordener i hverdagen, bliver vi nødt til at erkende og handle på det nye geopolitiske trusselsbillede, der tegner sig.