2024 vil for mange danskere blive husket som året, hvor kong Frederik blev kronet. Jeg stod selv i mylderet på Slotspladsen 14. januar sammen med mine to børn og tog del i det historiske øjeblik, da kongen for første gang offentliggjorde sit valgsprog:”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Det glædede mig, at fællesskabet på den måde blev fremhævet den dag.

For de sundhedspolitisk interesserede kommer sundhedsreformen nok til at stå som en skelsættende begivenhed i det forløbne år. Som hoveduddannelseslæge i almen medicin og formand for FYAM, Forum for Yngre Almen Medicinere, hæfter jeg mig især ved ambitionen om flere praktiserende læger.

Jeg glæder mig over, at almen praksis skal styrkes, så alle danskere kan få deres egen læge og bæredygtigheden i det samlede sundhedsvæsen sikres i fremtiden. Hvordan vi når i mål med lægedækningen, er dog endnu ubesvaret.

Debatten er i fuld gang – det samme er de politiske delaftaler og embedsapparatet.

Fordelingen af læger

I midten af december fremlagde sundhedsminister Sophie Løhde (V) den midlertidige model for fordeling af lægekapaciteter. Det stod klart, at man i første halvdel af 2025 kun åbner nye lægekapaciteter i de 17 kommuner, der mangler lægerne mest. Samtidig indføres ansættelsesstop på universitetssygehuse for speciallæger i almen medicin. Jeg gav i flere medier udtryk for min skepsis over effekten af denne kortsigtede model.

De nyuddannede speciallæger i almen medicin vil næppe hive teltpælene op uden videre, men formentlig afvente den endelige model, der indføres til sommer, med risiko for, at de i mellemtiden vil søge mod andre karriereveje f.eks. som vikar, læge i industrien eller det private sundhedsvæsen.

Tonen i debatten er desværre hård. Fremtidens praktiserende læger kaldes forkælede, egoistiske, og beskyldes for ikke at ville tage ansvar for patienterne. Argumenter, der også tidligere under politisk uro om lægedækning, har været anvendt af både politikere og lægfolk, når man har villet fremhæve læger som en faggruppe, der skulle være særligt forpligtede.

Men lægedækningen er et strukturelt problem, skabt gennem årtiers politiske fejldisponeringer og centralisering. Det er ikke den enkelte læges ansvar, at vi står, hvor vi gør i dag.

Desværre oplever vi FYAM nu flere henvendelser fra yngre læger, som egentlig havde drømt om at blive praktiserende læger, men som nu genovervejer, om de skal vælge det almen medicinske speciale grundet tonen i debatten og usikkerheden om hvad fremtiden bringer.

Lær af andres erfaringer

Bag ambitionen om mindst 5.000 praktiserende læger i 2035 står der rigtige mennesker. Vi er mænd og kvinder, gamle og unge, forældre og partnere, mennesker med unikke kompetencer, drømme og begrænsninger. Denne menneskelighed bør være en del af debatten.

De fleste nyuddannede speciallæger i almen medicin er i slutningen af 30’erne og har familie, børn og partnerens arbejde bundet til et lokalområde. Forventningen om, at de bare skal flytte, negligerer de komplekse virkeligheder, vi som mennesker lever i.

Almen praksis skal ikke være en kampplads, men et sted, hvor faglighed og menneskelighed mødes

Derfor har vi i FYAM foreslået, at rekrutteringsindsatsen fokuserer på læger i en tidligere fase af deres karriere – mens mobiliteten er større og forpligtelserne mindre. Tiltrækker vi yngre læger til et område med en lokalforankret og attraktiv speciallægeuddannelse, er det langt mere sandsynligt, at de bliver og nedsætter sig som praktiserende læger i samme område.

Vi bør også tage ved lære af andre lande, der har haft succes med at forbedre deres lægedækning. I Norge har man for eksempel implementeret rekrutteringstiltag, der fokuserer på at skabe incitamenter for læger til at arbejde i yderområder, blandt andet gennem støtte til flytning, bolig, efteruddannelse og fleksible arbejdsvilkår. Hvis vi i Danmark kunne tilpasse og implementere lignende initiativer, ville det kunne gøre en reel forskel.

Håb for 2025

Mit håb for 2025 er, at vi i sundhedsdebatten husker, at lægen er et menneske med helt almindelige forpligtelser i livet – ikke bare en brik i et presset sundhedssystem. Og at det aldrig bør være den enkelte læges ansvar at kompensere for de strukturelle mangler, som lægemanglen er et symptom på.

Patienterne er omdrejningspunktet, og alle danskere har ret til en praktiserende læge. Vi er som samfund forpligtet til hurtigst muligt at skaffe nok praktiserende læger i alle egne af landet, og hvis vi skal nå målet om mindst 5.000 praktiserende læger om kun ti år, er det nødvendigt med en omfattende rekrutteringsindsats på alle niveauer, fra KBU-lægen til speciallægen i almen medicin.

Rekrutteringen skal tage udgangspunkt i den enkelte læges situation og fokusere på at skabe strukturer, der løser lægedækningen én læge ad gangen. Jeg mener grundlæggende, at vi vil lykkes bedst med lægedækningen ved at tiltrække lægerne til områderne med størst behov på et tidligt tidspunkt i deres karriere.

Samtidig anerkender jeg fuldt, at der også er brug for handling, der sikrer flere praktiserende læger til de trængte områder så hurtigt som muligt. Det tror jeg, vi kan lykkes med ved håndholdt rekruttering og samarbejde om midlertidige løsninger, der for eksempel muliggør pendling.

En succesfuld rekruttering og fastholdelse handler om at gøre det attraktivt at være praktiserende læge i hele landet. Der skal være faglige og sociale fællesskaber, og de praktiserende læger skal kunne henvise til yderligere undersøgelser, blodprøvetagning, og andre speciallæger, også selv om de driver praksis fjernt fra de større byer. Det kræver investeringer, og det tror jeg, at politikerne har en forståelse for.

Der skal skabes rammer, der gør det attraktivt og muligt at arbejde som praktiserende læge i hele landet. Almen praksis skal ikke være en kampplads, men et sted, hvor faglighed og menneskelighed mødes. Derfor er det afgørende, at vi fokuserer på, hvordan vi kan støtte lægernes arbejdsliv – fra uddannelse til pension – så vi skaber et sundhedsvæsen, der ikke kun leverer god behandling, men også arbejdsglæde.

Mit håb for 2025 er, at vi når frem til en debat om lægedækningen i almen praksis, der hylder kongens valgsprog i en omskrevet form:

Forbundne som mennesker. Forpligtet som samfund. For patienterne i Danmark