Den nære patientkontakt. Det er grunden til, at vi har valgt at blive speciallæger i almen medicin.
For som praktiserende læger har vi mulighed for at gøre en forskel for patienterne, fordi vi er lægelige generalister. Vi holder af patientkommunikation, og ganske enkelt føles arbejdet i almen praksis meningsfuldt.
Vi vil eje klinikker, hvor vi er frie til at ansætte, arbejde og indrette os med de sundhedsfaglige faggrupper, vi ønsker
Det gjorde det i hvert fald. Efter regionernes udspil for fremtidens almen praksis – en regional driftsorden, hvor den enkelte praktiserende læge ikke længere vil eje og drive egen klinik, og hvor patienterne ikke er sikret direkte adgang til egen læge – ja, så er forventningsfuldheden afløst af begyndende mismod.
Nej tak til franchise af almen praksis – lad os eje og lede selv
I et indlæg i Dagens Medicin har Danske Regioner trukket noget, der minder om i land. I hvert fald uddyber Danske Regioners formand Anders Künau (S) og næstformand Mads Duedahl (V), at man ikke ønsker at erstatte, endsige svække, almen praksis, nej, man vil det præcis modsatte. Man ønsker, at ‘de praktiserende læger får en endnu større rolle i vores sundhedsvæsen’.
Vi må dog forstå, at denne styrkelse bl.a. indebærer en ekstern direktør, der skal lede de praktiserende læger. Som i enhver anden virksomhed må vi forvente, at en administrativ direktørs jobbeskrivelse også indebærer at styre hvilke opgaver, der løses, hvordan det gøres og hvilke patienter, der ses. Det pointeres samtidig, at regionerne nemmere skal kunne afbryde samarbejdet med en praktiserende læge, hvis ‘tilliden brydes’.
Selv hvis vi må eje vores egen klinik indenfor det set-up, regionerne nu tegner op, så kan vi ikke se os selv i, hvad der mest af alt minder om en almen praksis på franchise-form.
Almen medicin er det eneste af de 39 lægelige specialer, hvor vi er sikret at eje og drive egen klinik. Når fremtidskursen skal sættes, handler det nemlig både om velbehandlede patienter og glade læger.
Når vi bliver speciallæger, har vi planer om at etablere os i praksis, gensidigt forpligtede på høj kvalitet i patientbehandling og det gode lægeliv. Og vi adskiller os ikke fra vores kolleger i videreuddannelsen.
Medlemsundersøgelser fra Forum af Yngre Almen Medicinere (FYAM) viser nemlig, at størstedelen af de kommende speciallæger i almen medicin ønsker at eje egen praksis efter endt speciallægeuddannelse.
Vi vil eje klinikker, hvor vi er frie til at ansætte, arbejde og indrette os med de sundhedsfaglige faggrupper, vi ønsker. Hvor der, i modsætning til mange andre dele af sundhedsvæsenet, ikke er langt fra tanke til handling. Hvor vi kan tænke, udvikle og bedrive ledelse i et bæredygtigt arbejdsliv med fokus på trivsel og de gode patientforløb.
Læger brænder ud, alt imens regionerne øger presset
Knap halvdelen af vores ældre kolleger er udbrændte. Det viste den seneste medlemsundersøgelse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Som yngre almen mediciner er det i sig selv en knast at overkomme.
Følelsesmæssig udmattelse, manglende energi og med tiden måske en ligegyldighed overfor patienter? Det gør næsten ondt at sige højt – men det gør med garanti mere ondt på den enkelte praktiserende læge, deres familier, for ikke at nævne patientsikkerheden.
Den store kompleksitet i arbejdet kan tære på selv den mest energiske og empatiske læge
Vi har gennem årene mødt mange dygtige, arbejdsomme, omstillingsparate, pragmatiske og enormt ‘large’ kolleger i de klinikker, vi som læger har sat vores ben i. De har alle løbende taget imod flere og flere opgaver fra hospitalerne, håndteret stigende krav fra patienter og den digitale omstilling, mens de har navigeret inden for regionernes rammer. Vaccinationsindsatser, implementering af videokonsultationer under coronavirus, kronikerindsatser mv., er bare få konkrete eksempler på tiltag, almen praksis hurtigt har skullet løfte – og det har man gjort.
Men den store omstillingsparathed og tovholderfunktion for hele sundhedsvæsenet kommer muligvis med en pris. Lige nu kan man næsten dagligt iagttage, hvordan der er knald på spin- og mediemøllen, mens vi alle venter i spænding på sundhedsstrukturkommissionen: ‘Regioner sætter ind mod læger’, ‘Kun én problematik pr. konsultation, ‘Lægeklinikker får reprimande – tvang borgere til flere konsultationer’, for ikke at tale om Region Nordjyllands kommende ’kampagne’ til borgere med formål om at oplyse om, at det er ‘ulovligt, når egen læge afviser flere problematikker på én konsultation’.
Alt imens går hverdagen videre ude i den enkelte praksis, hvor patientflowet er stort og konstant. Almen praksis er en hjørnesten i sundhedsvæsnet, og selv om konstruktionen er ekstremt omkostningseffektiv, virker det ikke til, at den er er bevaringsværdig i vores tætteste samarbejdspartners optik. Dette, selvom almen praksis færdigbehandler 90 pct. af alle henvendelser selv og samtidig kun koster ca. 10 pct. procent af det samlede sundhedsbudget. I sig selv en kraftpræstation.
Fokus på kvalitet og trivsel
Under videreuddannelsen til almen mediciner bliver man meget bevidst om, at det at være praktiserende læge både indebærer et stort ansvar og en god portion autonomi. Det kræver mod at være praktiserende læge. Man arbejder meget alene, skal sortere i store mængder viden og filtrere i mange henvendelser. Fra det ufarlige til det normale over det hyperakutte til det, der kan vente.
En dag i almen praksis rummer samtaler med mennesker, hvor livet og tilværelsen gør ondt. Patienter, der skal dø, eller patienter, der ønsker at skabe et nyt liv. Midt imellem hverdagens mange personlige kontakter, undersøgelser, planer og praktiske håndgreb, skal der svares på e-mails, tales med hjemmesygeplejesker, plejehjemspersonale, måske konfereres med en lægekollega på sygehuset og laves attestarbejde til kommunerne.
Vi drømmer slet ikke om et arbejdsliv, hvor vi mest af alt er lønmedarbejdere i regionalt styrede klinikker
Den store kompleksitet i arbejdet kan tære på selv den mest energiske og empatiske læge, som hver dag investerer lidt af sig selv. Og det er netop dét, vi skal kunne. Hverdagen i almen praksis skal indrettes, så der er rum og plads til disse vilkår – uden at gå på kompromis med den enkelte læges mentale trivsel. Dette gøres bedst af lægerne selv med friheden til løbende at rette til. Det er for os ét af de centrale elementer for at sikre arbejdsglæde i en kompleks hverdag.
Alle virker til at være enige om, at det er tid til at skabe forandringer. De praktiserende læger har vist, at de gerne bidrager til udvikling og fornyelse af almen praksis. Den direkte adgang og kontakt til egen læge er et grundelement i vores primærsektor, og danskernes helbredsproblemer skal ikke håndteres i et call center. Det skal de derimod direkte hos dem, der er bedst fagligt kvalificerede til det, og som ejer, driver og dermed er garanter for kvaliteten i patientbehandlingen.
Specialets popularitet trues af den usikre fremtid – sluk ikke drømmene
Der mangler som bekendt speciallæger i almen medicin, og behovet bliver kun større de kommende år. Især i ’vandkantsdanmark’ savner man læger, og vi frygter, at de nuværende politiske vinde ikke bidrager positivt til rekrutteringen.
Ligesom på det økonomiske marked, får usikre tider os alle til at trække følehornene tilbage, geare ned og gå i flyverskjul. Gå med det sikre, måske vælge et hospitalsspeciale, for her er antallet af læger nemlig kun steget, mens vi er blevet færre i almen praksis? Kan man som yngre læge på vej ind i specialet føle sig truet på sit eksistensgrundlag som selvstændig praktiserende læge i fremtiden – og derfor være nødsaget til at tænke i plan b?
Det er ikke lykkedes regionerne at tiltrække nok læger til specialet over en årrække. Vi bidrager gerne med gode ideer, men at gøre os til medarbejdere under en ekstern direktør i, hvad der mest lyder som regionsdrevne klinikker, er ikke en god løsning på hverken det nære sundhedsvæsens udfordringer eller rekruttering til specialet.
Som yngre almen medicinere drømmer vi ikke om en almen praksis-model med endnu mere regional drift og styring, og vi drømmer slet ikke om et arbejdsliv, hvor vi mest af alt er lønmedarbejdere i regionalt styrede klinikker. Derimod vil vi gerne samarbejde mere på tværs af faggrupper og sektorer. Der er endnu håb for fremtiden. Men det skal være i et arbejdsliv, hvor det store erfaringsgrundlag i almen praksis bliver sat mere fri, så vi kan bidrage til at udvikle bæredygtige løsninger af primærsektoren.
